Hadet til Trump slår fornuften ihjel

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes mange måder at reagere på et attentatforsøg mod en siddende amerikansk præsident. Man kan blive rystet. Man kan blive lettet over, at det ikke lykkedes. Man kan bruge anledningen til at tale om politisk vold og et forrået debatklima.

Og så er der en fjerde reaktion, som efterhånden er blevet uhyggeligt udbredt: Man kan insinuere, at det hele er iscenesat.

Da skuddene faldt i Washington i forbindelse med årets White House Correspondents’ Dinner, gik der ikke mange minutter, før den velkendte refleks satte ind på sociale medier. Var det nu også ægte? Kunne Donald Trump selv have haft en finger med i spillet? Var det endnu et stunt i det uendelige realityshow?

Lad os lige stoppe op et øjeblik: Den slags spørgsmål siger i virkeligheden mere om afsenderen end om Trump.

Tankegangen vidner om en afgrundsdyb mistillid, ja nærmest et had, der er blevet så altopslugende, at man er villig til at tro på hvad som helst. Selv det, der ved nærmere eftertanke er dybt absurd: at en præsident skulle risikere både sit eget og andres liv for at få et lille opsving i meningsmålingerne.

At få den slags tanker er ikke bare et udtryk for politisk uenighed, men for noget mørkere og farligere. Man kan kritisere Trump for meget. Hans retorik har i årevis været med til at forpeste det politiske klima i USA. Det gælder hans angreb på medierne, hans dæmonisering af modstandere og hans evige flirt med netop konspirationsteorier.

Ligeledes er det veldokumenteret, at tonen er blevet hårdere, og at politisk vold ikke længere er et abstrakt fænomen, men en reel risiko i amerikansk politik. Som forskere også peger på, er nutidens USA i høj grad defineret af had og polarisering, hvor politiske modstandere er blevet til fjender, som er onde og moralsk forkastelige.

Men den udvikling stopper ikke ved Trump, og den stopper heller ikke hos hans Maga-tilhængere. Den fortsætter også hos Trumps modstandere, som til dels er blevet enormt afstumpede i deres syn på USA’s nuværende præsident.

Heri ligger der i øvrigt en oplagt ironi. For hvis man mener, at hadefuld retorik har konsekvenser, så er man også nødt til at tage sin egen retorik alvorligt.

Det er her, ironien bliver tyk som sirup. Mange af Trumps kritikere har i årevis advaret om, at hans sprogbrug kan inspirere til vold. Når man kalder medierne for »folkets fjender« eller fremstiller politiske modstandere som eksistentielle trusler, så skaber man et klima, hvor nogen til sidst trykker på aftrækkeren.

Fair nok. Men hvad så, når Trump selv bliver kaldt fascist? Når ICE-agenter sammenlignes med Gestapo? Når det amerikanske demokrati beskrives som værende på randen af kollaps, hvis Trump bliver genvalgt?

Er det så bare gratis? Er det bare den angivelige sandhed? Eller gælder logikken kun den ene vej?

Datajournalisten Nate Silver opfordrede i denne uge til, at man skulle stoppe med at rationalisere politisk vold afhængigt af, hvem der rammes. Silvers pointe er banal, men åbenbart nødvendig: Vold er vold, uanset om man kan lide offeret eller ej.

Alligevel ser vi igen og igen, hvordan folk forsøger at forklare, bortforklare eller direkte mistænkeliggøre og affeje attentatforsøg mod Trump.

Det er her, det bliver alvorligt. For det er ikke bare et udtryk for politisk modvilje. Det er et udtryk for afstumpethed.

Når man uden evidens antyder, at et attentatforsøg er iscenesat, bevæger man sig ind i den samme konspiratoriske tankegang, som man ellers bruger så meget energi på at kritisere hos Trump og hans støtter.

Med andre ord bliver man det, man bekæmper.

For mig er det måske den mest ubehagelige erkendelse ved det seneste attentatforsøg. Trump har ikke bare forpestet det politiske klima. Han har også evnet at trække sine modstandere ned på et niveau, hvor rationalitet og proportioner forsvinder, og den sunde fornuft bliver slået ihjel.

Det betyder ikke, at ansvaret for attentatforsøgene ligger andre steder end hos gerningsmændene. Selvfølgelig gør det det. Ansvar er ikke noget, man kan kollektivisere væk. Men det betyder ikke, at retorikken er ligegyldig.

For selvfølgelig har ord konsekvenser. Også når de kommer fra folk, der ser sig selv som de rationelle og moralsk overlegne. Resultatet er et politisk klima, hvor alt er skruet op på maksimum. Hvor modstanderne ikke bare er forkerte på den, men decideret farlige, og hvor oppositionen ikke bare er irriterende, men illegitim.

I sådan et klima er det ikke så mærkeligt, at nogen begynder at tænke i ekstreme baner, særligt i et land med nem adgang til skydevåben.

Den udvikling er ikke kun et amerikansk problem. Vi ser også bekymrende tendenser i Danmark, når det kommer til dehumaniseringen af Donald Trump.

Efter at jeg tillod mig at pointere netop dette i ugens udgave af ”Kampen om USA” på TV 2 News, blev jeg på sociale medier kaldt »Trumpelskende nar«, »hjernevasket idiot« og bedt om at smutte hjem til USA og holde min »pedofile ven Donald Trump i hånden«.

En anden skrev: »Jeg får en uhyggelig følelse af, at Mirco forsvarer Trump. Kan det virkelig være sandt?«

Her er, hvad der er sandt: Ovenstående potpourri illustrerer, at vi også i Danmark har for mange mennesker, der har en tendens til at dæmonisere Donald Trump. Mennesker, som er blevet blinde af deres had til Trump. Uanset om de hedder Stine Bosse eller er en eller anden bums på internettet.

Af samme grund mangler vi herhjemme en større debat og refleksion over, hvad hadet til Trump gør ved os selv.

Hvis hadet bliver så stærkt, at vi begynder at tro på hvad som helst, så er det ikke længere kun Trump, der er et problem. Så er det også os.

Og så er spørgsmålet ikke bare, hvad Trump har gjort ved amerikansk politik, men også hvad det har gjort ved os.