Vi svigter jyderne, når vi beskytter ulven
Ulve hører ikke til i Danmark. Det må efterhånden være klart for de fleste.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Tjuhej, hvor det gik, da ulven i 2012 fandt vej til Danmark efter 200 års fravær. Ulvebegejstrede jublede, mens borgerne, der bor i områderne, hvor ulven kom til, naturligt blev nervøse for sig selv og deres husdyr.
Men det var der ingen grund til, måtte man forstå. Ulven skulle være et naturligt sky dyr, der forsvinder, når den kommer i nærheden af mennesker. Sådan agerer den i al fald i andre områder, hvor ulven naturligt lever – altså områder med langt mere vild natur, end Danmark kan mønstre. Og deres husdyr skulle de heller ikke frygte for.
Sidenhen er både hunde, ponyer, kalve og et utal af lam og får blevet ulvens ofre. Og flere og flere gange er ulven blevet observeret i byer og helt op ad folks private hjem og i byer. Mange tør ikke lade deres børn lege alene. Sågar har folk oplevet, at ulven har fulgt efter dem – uden at den har vist nogen som helst skyhed.
Ulven er fredet, så man må ikke udrydde den, selvom det burde sige sig selv, at Danmark er et for lille land til, at ulven skal opholde sig her.
Man må kun helt undtagelsesvis aflive den enkelte ulv, hvis den tydeligt har vist, at dens naturlige skyhed over for mennesker ikke længere er intakt. Ellers hvis den flere gange har forceret et ulvesikkert hegn. Men ellers skal vi åbenbart leve med ulven.
Jeg har haft forskellige ministre i utallige samråd om ulvens hærgen. Men hver gang er jeg blevet totalt afvist: Der er ikke noget, vi kan gøre. Ulven er her. Og så må vi leve med det. Og den.
Det siger sig selv, at når ulven ikke har nogen fjender, og der er mad alle steder omkring den, så har den ingen grund til at finde andre områder at leve i. Dens yngel vil trives, og dermed vil antallet af ulve fortsætte med at stige.
Ulve er territoriale dyr, hvilket betyder, at jo mere bestanden vokser, desto større områder vil de sprede sig over.
Da ulven kom, oprettede man først en ulvezone – altså et område, hvor ulven levede, og hvor landmænd kunne få et beskedent tilskud til at ulvesikre deres dyr. Ulven vandrede dog videre ind i Jylland, og så opstod der to ulvezoner. I dag er hele Jylland én stor ulvezone. For ulven vandrer naturligvis videre derhen, hvor der er føde at finde – eller hvor et andet ulvekobbel ikke allerede har sit territorium.
Ser vi fremad, vil flere og flere opleve ulve, der kommer tæt på deres hjem. Samtidig vil ulvene gradvist miste deres skyhed over for mennesker, efterhånden som de vænner sig til menneskers tilstedeværelse. Særligt fordi mennesker ikke gør dem noget.
Folk, der bor på Fyn, Sjælland og øerne, er heldige, for dertil kan ulven ikke sådan lige indvandre. Men kunne den det, tør jeg godt garantere, at både kritikken og begejstringen ville få en helt anden lyd, og modstanden mod ulven ville være endnu større.
Men jyderne svigter vi i eventyret om, at ulve hører til i Danmark.