Hvor mange gange kan man glemme at spørge om lov?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Moderaterne har netop indgået et forlig og betaler 300.000 kr. efter at have brugt Gnags’ “Når jeg bli’r gammel” som en del af deres valgkampagne uden tilladelse. Sagen er i sig selv klar nok. Et nej var blevet givet, og alligevel blev sangens tekst og genkendelighed taget i brug.

Det interessante er imidlertid ikke, at reglerne bliver overtrådt. Det interessante er, at det sker igen og igen, også i situationer, hvor der ikke kan være tvivl om, at der er sagt nej.

For sagen føjer sig ind i et mønster. Under den seneste danske valgkamp brugte socialdemokratiske politikere Birthe Kjærs “Vi maler byen rød” i deres kommunikation på sociale medier uden forudgående aftale. Først efter kritik blev opslagene fjernet, og der blev beklaget. Rækkefølgen er genkendelig. Først brug, siden undskyldning.

Ser man mod USA, bliver mønstret endnu tydeligere. Her har Donald Trump ved gentagne lejligheder anvendt musik fra kunstnere, der efterfølgende har taget skarpt afstand fra brugen. Det gælder blandt andre Bruce Springsteen og Rihanna, som ikke har ønsket at blive sat i forbindelse med hans kampagner. Protesterne er offentlige, gentagne og utvetydige. Alligevel er det sket igen.

Det peger på noget andet og mere end enkeltstående fejl.

Det peger på en politisk kultur, hvor et afslag ikke nødvendigvis opfattes som en grænse, men som en forhindring. Noget, der kan håndteres, enten ved at finde en omvej eller ved at tage konflikten bagefter. I den forstand ligner sagerne ikke misforståelser. De ligner en kalkule.

Forklaringen er ikke svær at få øje på. Musik og kultur bærer en værdi, som politiske budskaber gerne vil koble sig på. En sang kan tilføre genkendelighed, følelse og identitet på en måde, som det er svært at opbygge fra bunden. Derfor bliver den også attraktiv at bruge, også når tilladelsen ikke er på plads.

Men netop derfor er grænsen væsentlig.

Når et parti anvender et værk uden samtykke, er det ikke kun et spørgsmål om betaling. Det handler også om retten til at bestemme, i hvilken sammenhæng ens kunst optræder, og hvilke budskaber den forbindes med. For mange kunstnere er det afgørende ikke at blive gjort til en del af en politisk fortælling, de ikke selv har valgt.

Den ret bliver tilsidesat, når et nej i praksis ikke respekteres.

At Moderaterne i dette tilfælde har måttet betale, ændrer ikke ved det grundlæggende mønster. Det illustrerer det snarere. Hvis konsekvensen ved at bruge andres værker uden tilladelse i sidste ende blot er en økonomisk afregning, kan det fremstå som en risiko, man kalkulerer med.

Det er næppe en bevidst strategi i hvert enkelt tilfælde. Men det er en adfærd, der gentager sig med en sådan regelmæssighed, at det er svært at betragte den som tilfældig.

Derfor er spørgsmålet ikke kun, om politiske partier kender reglerne. Det gør de. Spørgsmålet er, hvordan de vægter dem, når de står over for noget, der virker.

Sagen med Gnags er dermed ikke bare en sag om ophavsret. Den er et lille indblik i en større politisk selvforståelse, hvor grænser i praksis kan blive til forhandlingsspørgsmål.

Det er værd at bemærke, ikke mindst fordi det næppe er sidste gang, vi ser det.