Kære borgerlige kunstnere – offerrollen er sjældent køn

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nogle år siden anmeldte jeg Anne-Lise Marstrand Jørgensens roman over Det Nye Testamente her i Jyllands-Postens spalter. Jeg gav den fem ud af seks stjerner. ”Natten åbner sig som en port” er titlen på romanen, der er sandelig, reflekteret, poetisk, yderst velskrevet og fortjener at blive læst af mange. Og ikke helt uvæsentligt: Romanen er upolitisk. Jeg husker, at jeg gik til læsningen med skepsis for en sikkerheds skyld, fordi Marstrand Jørgensen var (i hvert fald engang) venligbo, hamrende venstreorienteret og tævede sine politiske og ideologiske modstandere i indvandrerdebatten med budskabet om næstekærlighed. Men alle parader faldt. Forfatterens politiske ståsted afspejlede sig ikke, som i overhovedet ikke, i en genfortællende roman om kristendommen, der ellers let kunne være blevet et venstredrejet manifest.

Jeg kom til at tænke på det, da lyrikanmelderen Lars Bukdahl med vanlig morsomhed skrev i Weekendavisen i anledning af kunstner og Røde Mor-forsanger Troels Triers død: »Jeg tror ikke, at venstreorienterede nødvendigvis er talentfulde, men de talentfulde kunstnere er til gengæld mere venstreorienterede.« Og så kan det da nok være, at de borgerlige blå eller sortblå debattører og kunstnere kom op på dupperne – hvad bildte Bukdahl sig dog ind? Og så i Weekendavisen, den pæne avis. Om Bukdahl ubetinget har ret, tja, tjo, både-og. Debatten raser videre i Weekendavisens spalter, hvor borgerlige debattører har travlt med at få bugseret nogle af litteraturhistoriens sværvægtere over på deres side i skænderiet.

Det skal man lade være med.

For eksempel fik en åndskæmpe som Henrik Stangerup alle dage hetz fra de venstreorienterede og røgelse fra de højreorienterede, og egentlig ville han gerne bare have lov at tænke frit. Helt frit.

Der er mange talentfulde, nulevende, venstreorienterede kunstnere, der som Marstrand Jørgensen godt kan holde skidt og kanel, kunst og politik adskilt – der er også talentfulde borgerlige kunstnere. Men egentlig er indholdet i Bukdahls velanbragte morsomhed heller ikke det mest interessante – det er reaktionen derimod. Bukdahls friske påstand i Weekendavisen har ført til, at Niels Krause Kjær og Kristian Ditlev Jensen er røget i totterne på hinanden med gensidige beskyldninger om at fremsige usandheder: Ditlev mener, at der er masser af talentfulde kunstnere på højrefløjen, men de holder mund af frygt for at blive udgrænset og marginaliseret. Krause, der er nyvalgt formand for Statens Kunstfond, siger, at »det er noget vrøvl«, at de venstreorienterede sidder tungt på kunst- og kulturliv og dermed har snablen nede i pengekasserne.«

Fejden er en gammel krikke i dansk kulturliv, der igen er trukket af stalden.

Og med det evige refræn om, at det moderne nærmest har dræbt alt borgerligt åndsliv, er også forfatter og debattør Kasper Støvring, kunstner Christian Tangø og det konservative slæng omkring dem stemplet ind i skænderiet. Og som borgerlig krummer jeg simpelthen tæer over at være vidne til det optrin – det tjener ikke borgerligheden, de borgerlige eller højreorienterede kunstnere, om man vil, til ære og gavn. Det klæder nemlig sjældent nogen i offentlighed at påtage sig en offerrolle, og da slet ikke, når grundlaget er så temmelig tyndt som her. Jeg har ingenlunde nogen forkærlighed for venstreorienterede kunstnere – men i Grundtvigs fædreland med de bøgelyse øer højt mod nord er ordet frit. Også i kunstens verden. Det handler om at tage ordet.

Jeg er helt med på, at venstrefløjen i årtier har siddet tungt på flæsket i den åndelige afdeling – på folkehøjskolerne, hele uddannelsesområdet, forlag, fonde, kunst, kultur og kirke. Men borgerligheden har sandelig også ladet dem sidde der. Og helt ærligt har jeg svært ved at se, hvad der er så farligt at sige højt som borgerlig eller højreorienteret, så længe det er inden for skiven af almindelig ordentlighed. For eksempel har indvandrer- og integrationsdebatten flyttet sig så meget, at dét, der for 10 år siden var rabiat at sige, i dag er almindelig, fornuftig, ansvarlig politik i alle partier med et par enkelte undtagelser.

Men det, der ærgrer mig mest ved dén debat, er, at de borgerlige står lidt pinagtige og ynkelige tilbage ved at insistere på at blive forfordelt – insistere på at være ofre for den kreative venstreorienterede klasses succes. De, der selv hader offer- og krænkelseskultur af et borgerligt hjerte.

Og det ærgerlige er, at vel kan kunst – også god kunst – være politisk og dermed være vigtig og have en berettigelse, men i kunstens sjæl bor da også en helt anden dybere længsel efter at sige noget afgørende om menneskelivet – og om mennesket i verden. Noget, der hæver sig op over højre og venstre.

Jeg forstår ikke, hvorfor de borgerlige i stedet for bare at være på hælene ikke finder opbyggeligheden frem. I en verden og en tid, hvor der tales så meget om åndelig oprustning. Kunsten skal ikke bruges i en politisk oprustning, men den åndelige oprustning skal altid finde sted i sjælene. I det sjælelige liv. Og det er kunstens og kunstnernes fornemste opgave, blå eller rød, at bevæge sig derhen, hvor det almenmenneskelige er.

I forordet til en helt vidunderlig bog skriver den tysk-schweiziske forfatter Benedict Wells denne lille refleksion over dét at skrive: »Jeg blev engang spurgt, hvorfor jeg skriver, og jeg sagde, at det er, fordi jeg føler mig fremmedgjort fra verden. Jeg er ikke helt i harmoni med den, og jeg prøver at rette op på denne mangel på forbindelse eller måske mig selv.«

Kunne vi ikke svinge os op til dén åndfulde samtale om kunst – i stedet for alt det andet ligegyldige kværulanteri.