Så er Mols Laboratoriets forvaltning af dyr heldigvis afgået ved døden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg besøgte første gang dyrene på Mols i april 2021 på baggrund af en glimrende artikel her i avisen om Mols Laboratoriets rewilding-projekt og bl.a. med en beskrivelse af en livestreaming af en døende kalv, som stedets naturforvalter, Morten D.D. Hansen, omtalte som sin allerbedste naturformidling til dato.

Det var, samtidig med at Naturstyrelsens forvaltning af deres dyr, ligeledes på Mols, havde vist sig yderst kritisabel, og som sidenhen førte til dom over to medarbejdere med fængsel og bøder og senere afskedigelse af den ene, som i mellemtiden ikke var gået på pension. De ansvarlige fra Naturstyrelsen var tydeligt meget berørte af sagen om vanrøgt af de kvæg, de havde ansvar for. De vidste godt selv, at den var gal. Vanrøgt af 76 dyr.

Noget andet var folkene bag Mols Laboratoriet, Naturhistorisk Museum og museumsdirektør Bo Skaarup, som tydeliggjorde, at deres måde at forvalte dyrene på ikke bare var efter lovgivningen, men ligefrem var banebrydende for at skabe mere biodiversitet. Og al den kritik og bekymring, de havde fået, var skudt helt forbi, måtte jeg forstå.

Et besøg, hvor de gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at overbevise mig om, hvor fantastisk deres såkaldte forskningsprojekt skulle være, og det til trods for, at der allerede havde været et utal af bekymrede borgere og dyrlæger, der havde råbt op om vanrøgt på arealerne. Intet havde noget på sig, måtte jeg forstå.

Mens jeg var der, var der den meget omtalte hest, der rendte rundt med et gps-halsbånd, som tydeligvis sad helt forkert. Jeg påtalte det, men nej, det skulle jeg slet ikke bekymre mig om. Det var helt almindeligt, og inden længe ville gps-halsbåndet falde på plads af sig selv, fik jeg fortalt. Historien viste, at det gjorde det ikke, og Naturhistorisk Museum endte med en bøde for ikke at have håndteret situationen rettidigt. Hesten var tydeligvis skadet af gps-halsbåndet.

Fortællingen fra Naturhistorisk Museum og Bo Skaarup var, at hele området skulle huse en række dyr – kvæg og heste – som alle skulle leve vildt, altså uden menneskelig indblanding.

De skulle nedgræsse området, og dermed ville der fremkomme en myriade af biodiversitet, og dermed ville blomsters, planters og insekters forhold være så gunstige, at de ville kunne modvirke den biodiversitetskrise, der ellers er så voldsomt i gang alle steder. Og store græssere nedgræsser kun, når de er sultne.

De store græssere måtte gerne være sultne, de skulle bare ikke sulte, sagde de. Men om en mager hest er sulten eller sulter, blev vi ikke enige om. Men alt sammen skulle ske i forskningens navn og med dets legitimitet.

Mols Laboratoriet omtalte sig selv som en slags fyrtårn for fremtidig naturforvaltning. Dyrene skulle ikke fodres, da de ville skabe et naturligt økosystem uden noget udefrakommende føde.

Derudover ville fodringen fjerne deres skyhed over for mennesker. Trods de ikke blev det på det tidspunkt, var de altså ikke voldsomt sky over for os mennesker. Det var muligt at komme ret tæt på dem.

Og dyrene skulle heller ikke dyrlægebehandles med antibiotika, som gennem afføring ville havne i det indhegnede område. Erfaringerne fra Mols Laboratoriet skulle uden tvivl være inspiration til de kommende naturnationalparker, som skal forvaltes ud fra samme principper og ovenikøbet med to undtagelser fra dyrevelfærdsloven. Besøget overbeviste mig slet ikke. Tværtimod.

Når dyrene sultede eller skulle dyrlægebehandles, blev de taget ud af området og enten sat på andre områder, hvor de kunne forblive og få al den mad, de kunne ønske sig, eller – for desværre er tallet voldsomt stort – blev de kørt direkte til aflivning, fordi deres tilstand var så ringe, at de ikke kunne reddes.

Efter 10 års vanvittige forhold på Mols Laboratoriet har nye ejere nu overtaget området og dets dyr. Og det første, de gjorde, var at fodre dyrene, da de var i en så sølle forfatning, at de ikke kunne forsvare andet.

To ting er særligt at bemærke ved de nye ejeres forvaltning: I stedet for at tage dyrene ud, når der ikke er mere mad på området, fodrer de dem. Og ved at fodre dem ændrer de hele de tidligere ejeres forvaltningsprincipper om ikke at ville have noget udefrakommende ind på arealerne.

Indtil videre er der absolut ingen grund til at tro andet, end at de nye ejere anser dyrenes velfærd betydeligt anderledes end de tidligere ejere. For at fodre dyr, der sulter, er jo et tegn på ordentlighed.

Og konsekvenserne bør være, at de 20 naturnationalparker, der skal være rundtom i Danmark, bruger Mols Laboratoriets forvaltningspraksis som skrækeksempel på, hvordan man absolut ikke skal forvalte dyrenes ve og vel.

Men det er nok ikke helt gjort med en praksisændring på Mols Laboratoriet, for de kommende naturnationalparker kommer desværre til at kunne forvaltes med to særlige fravigelser fra Dyrevelfærdsloven, nemlig forpligtelsen til at fodre, samt at man ikke nødvendigvis skal tilse dyrene på individ-niveau.

Naturnationalparkerne er ikke rigtigt kommet i gang endnu. Men der er flere områder, hvor man forvalter dyrene på samme vis, som man gjorde på Mols Laboratoriet, og som er planen i de kommende naturnationalparker.

Og erfaringerne taler deres tydelige sprog: Bisonerne på Almindingen på Bornholm. Hestene i Silkeborg. Kvæget på Midtsjælland. Alle sammen dyr, som skulle naturpleje, men som endte med vanrøgt af dyrene.

Og det store spørgsmål er, om erfaringerne fra Mols Laboratoriet vil ændre noget som helst på nationalt plan og i naturnationalparkerne, på måden, man fremover vil forvalte dyrenes ve og vel, eller om de dyr, der måtte lade livet på Mols Laboratoriet, blot gjorde det helt uden bare en smule nytte andet end biologernes glæde?