Trump skulle have lyttet til "The Big Lebowski": Ingen fucker med Jesus

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Man skal passe på med at tro, at man er gudsbenådet. Det er ikke nogen teologisk pointe, men en praktisk tommelfingerregel i amerikansk politik.

Alligevel valgte Donald Trump i denne uge at teste grænsen, da han delte et AI-genereret billede af sig selv i en Jesus-lignende skikkelse, ledsaget af en søforklaring om, at han var afbildet som læge. Lad mig parafrasere den danske hiphopgruppe Specktors her: »Jeg har ikk’ brug for en læge til at fortæl’ dig, at det ikke er okay.«

Det tog da heller ikke lang tid, før reaktionerne væltede ind, og kort efter forsvandt opslaget igen. Ikke med et brag, men med noget, der i Trump-sammenhæng minder om larmende tavshed.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt. For hvis der er én ting, vi har lært om Trump, så er det, at han sjældent trækker noget tilbage. Tværtimod fik Trump i sine unge år indprentet af advokaten og fixeren Roy Cohn »angrib, angrib, angrib; indrøm intet, benægt alt; og hævd altid sejr – indrøm aldrig nederlag«.

Men i denne uge var det ikke Roy Cohn, der fortalte USA’s præsident, hvordan skabet skulle stå. I stedet skal læresætningen findes hos den fiktive karakter Jesus Quintana, som i kultfilmen ”The Big Lebowski” leverede en legendarisk formulering, der også gælder uden for bowlinghallen: »Nobody fucks with the Jesus.«

Den livsvisdom burde Trump have haft med sig, inden han gik i Jesus-mode.

For noget tyder på, at selv i Trumps politiske univers – hvor meget ellers kan lade sig gøre – findes der stadig hellige zoner. Og religion er en af dem.

Lad os lige få proportionerne på plads. Trump har gennem et årti udfordret grænserne for, hvad en amerikansk præsident kan sige og gøre. Han har overlevet rigsretssager, retssager, sexvideoskandaler, løgne i industriel skala og en politisk stil, der får Watergate til at ligne en parkeringsbøde.

Men det her var anderledes. Med en bibelsk reference var der tale om et syndefald. Adam og Eva ville være som Gud og mistede Paradiset. Trump ville lege Jesus og måtte slette opslaget. Forskellen er til at overse, bevares, men pointen er den samme: Der findes grænser, som ikke er juridiske eller politiske, men kulturelle, religiøse og instinktive. Og når man overskrider dem, falder man ikke nødvendigvis fra magtens tinde, men som minimum i anseelse. Selv i Trumps univers.

Opslaget udløste ikke overraskende en sønderlemmende kritik, særligt blandt kristne vælgere, der ellers har været blandt Trumps mest loyale støtter. Reaktionerne spændte fra forargelse til direkte vrede, fordi billedet blev opfattet som blasfemisk i et land, hvor religiøs identitet i forvejen spiller en central rolle i det politiske liv. Derfor var det heller ikke overraskende, at toneangivende stemmer på den kristne højrefløj tog afstand fra opslaget.

Med andre ord: Det her var ikke bare endnu en mediestorm. Det var en påmindelse om, at Trumps politiske kapital – trods alt – ikke er uendelig.

Det interessante i denne shitstorm er for mig ikke primært, at Trump lagde billedet op. Den slags tosserier er efterhånden business as usual. I dette tilfælde var det mandag. Det bemærkelsesværdige var, at Trump slettede opslaget igen. For hvis der er én ting, Trump normalt ikke gør, så er det at trække i land.

Man kan derfor med en vis ret hævde, at vi i denne uge fik et sjældent indblik i en politisk grænse. Ikke en moralsk grænse – lad os ikke overvurdere Trumps selvindsigt – men en strategisk grænse. En erkendelse af, at der er visse symboler i amerikansk kultur, som selv en politisk realitystjerne ikke kan kapre uden konsekvenser. Jesus er en af dem, som ”The Big Lebowski” allerede havde lært os i 1998.

Som religionsforskeren Philip C. Almond har påpeget i en analyse i netmediet The Conversation i denne uge, så er der i amerikansk kontekst en lang tradition for at bruge religiøse billeder i politik, men der er også en hårfin grænse mellem det symbolske og det blasfemiske.

Trump har i årevis balanceret på den grænse ved at fremstille sig selv som en slags frelserskikkelse for nationen, hvilket i øvrigt er et billede, der deles af dele af hans kernevælgere.

Men her gik han fra metafor til selvportræt, og det var åbenbart et skridt for langt.

Hvis man skal sætte tal på amerikanernes forhold til det guddommelige i politik, er billedet mere nøgternt, end Trumps Jesus-opslag antyder. Ifølge en omfattende undersøgelse fra Pew Research Center i maj 2025 mener et klart flertal – 63 pct. – enten, at Gud slet ikke blander sig i præsidentvalg (49 pct.), eller at de slet ikke tror på Gud (14 pct.).

Omkring en tredjedel ser godt nok valgresultater som en del af “Guds plan”, men uden at det betyder, at Gud støtter vinderen politisk, mens kun 4 pct. mener, at Gud direkte valgte Trump på grund af hans politik.

Omvendt kunne man fristes til dristigt at sige, at Trump i dette tilfælde blev ramt af sin egen succes. USA’s præsident har i så høj grad opbygget en politisk fortælling, hvor han er den udvalgte, den uundværlige, den eneste, der kan løse landets problemer, at det næste logiske skridt var en endnu større religiøs iscenesættelse.

Problemet er bare, at vælgerne ikke nødvendigvis er med på den rejse.

Særligt ikke de religiøse vælgere, som ellers har været villige til at se gennem fingre med det meste.

For der er forskel på at acceptere en politiker, der lever et mindre fromt liv, og som har været gift så mange gange, at man kan kalde ham Ringenes Herre, og så på at acceptere en politiker, der leger mandags-Jesus på Truth Social.

USA er på én gang et meget sekulariseret mediesamfund og et dybt religiøst land. Den dobbelthed betyder, at man kan slippe af sted med meget, men ikke med alt.

Dermed ikke sagt, at episoden nødvendigvis får afgørende politiske konsekvenser. Trump har som bekendt overlevet værre.

Det gør han formentlig også denne gang.

Men episoden viste også, for at parafrasere endnu en perle fra ”The Big Lebowski”, at det her ikke er Vietnam eller bowlinghallen, men at der selv i amerikansk politik anno 2026 fortsat findes regler. Og en af de vigtigste er altså, at man ikke skal fucke med Jesus.