Når vi tæller statuer, tæller vi også historie

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kulturministeriet har offentliggjort den første landsdækkende kortlægning af statuer i det offentlige rum. Af 1.538 statuer forestiller 484 historiske mænd, mens kun 43 forestiller historiske kvinder.

Normalt registrerer vi ikke statuer som andet end en del af byens inventar. Rapportens styrke er, at den for første gang gør dette oversete landskab til genstand for systematisk opmærksomhed. Det har betydning, fordi statuer ikke er neutrale. De står der i årtier, ja nogle gange århundreder, og former stille vores forestilling om, hvem der har haft betydning – og hvem der måske ikke har.

Tallene giver grund til at standse op. For selvfølgelig har kvinder spillet en langt større rolle i danmarkshistorien, end vores statuer giver indtryk af. Og selvfølgelig betyder det noget, hvilke fortællinger vi møder i byrummet – også for børn og unge, der tager indtrykkene med sig.

Men kortlægningen peger også på noget andet, som er værd at bemærke. Statuerne er ikke kun udtryk for, hvem vi ønsker at hædre i dag. De er produkter af deres tid. Mange er rejst i perioder, hvor magt, embeder og ære var ulige fordelt – ikke nødvendigvis som et bevidst fravalg af kvinder, men som en afspejling af datidens strukturer og vaner. Det gør ikke skævheden mindre interessant. Men det gør den mere kompleks.

Samtidig viser kortlægningen, at kvinder i det offentlige rum langt oftere fremstilles som anonyme, fiktive eller allegoriske figurer, mens mænd portrætteres som navngivne historiske personer.

Det peger på et kulturhistorisk mønster, hvor kvindekroppen længe har været kunstens motiv, mens kvinders handlinger sjældent blev fortalt i bronze og sten.

Rapporten bør ikke blive liggende som national eftertanke alene. Mange kommuner har allerede kunstråd og procedurer for kunst i det offentlige rum. Det er oplagt, at man lokalt forholder sig aktivt til rapporten, så arbejdet med kunst i byrummet også fremover afspejler vores fælles historie – i al dens mangfoldighed.

For mig er det interessante ikke blot, om der kommer flere statuer af kvinder, men hvilke fortællinger vi vælger at give plads til. Ikke som facitliste, men som anledning til refleksion – lokalt såvel som nationalt. Måske er pointen ikke, at vi har for få kvindestatuer, men at vi nu har fået et bedre grundlag for at tale om, hvem vi husker – og hvordan.