Hvis 2026 havde været en julegave, ville meget tale for at bytte den
Det er værd at notere, at Europa stod bag Danmark og Grønland mod Trumps inderlige ønske om at erhverve Grønland. Tak for det - men ellers er der meget, der er skidt og i opbrud.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Et populært meme forestiller kaptajn Haddock, der med et suk siger: ”Sikke en uge”, hvortil Tintin bemærker: ”Det er onsdag, kaptajn.” I samme ånd har jeg om de første uger af januar haft lyst til at sige: ”Sikke et år.” Men lad mig forsøge med en statusopgørelse.
Det politiske Vesten eksisterer ikke længere. At udviklingen pegede i den retning, har været synligt i flere år. Men fra januar 2026 må enhver analyse tage udgangspunkt i, at EU og Nato uden USA i praksis udgør det, man nu kan kalde Vesten.
Selv denne betegnelse kræver dog forbehold. En række medlemslande bidrager kun marginalt til Europas faktiske forsvarsevne. Andre regeringer fører en politik, der åbenlyst flugter med russiske interesser. Det politiske Vesten er derfor endnu mindre, end det på papiret ser ud til.
USA er ikke længere en allieret i traditionel forstand. Den mest præcise betegnelse er i dag, at USA har udviklet sig til en strategisk modstander af Europa.
Dette viser sig ikke alene i handelspolitik, sikkerhedspolitik og diplomati, men også i den offentlige diskurs. Europæiske lande, der støttede USA efter terrorangrebene i 2001, behandles nu i dominerende amerikanske politiske miljøer med foragt. Mindet om de europæiske soldater, der døde i fælles operationer, tillægges ingen reel betydning. Derfor er det ikke overraskende, at vreden i mange lande i Europa er til at tage og føle på.
Det er vanskeligt at se, hvordan denne erosion af gensidig loyalitet kan gøres god igen, uanset fremtidige regeringsskift i Washington. Det rationelle udgangspunkt for europæisk politik må derfor være, at tillid til amerikansk respekt og forudsigelighed ikke længere kan danne grundlag for planlægning.
Situationen er den, at Europa – med Canada som nærmeste partner – selv må opretholde den kontinentale orden, som i årtier fejlagtigt blev opfattet som identisk med verdensordenen.
Men kan vi det? Her må jeg sige det samme som astronaut Cooper i filmen Interstellar. På et tidspunkt, hvor hele missionen er i fare på grund af en rumstation, der er kommet ud af kontrol, beder Cooper sin robotassistent TARS om at beregne en løsning. ”Det er ikke muligt,” svarer TARS. Hvortil Cooper replicerer: ”Nej – men det er nødvendigt.”
Det er meget muligt, at Europa ikke fuldt ud kan frigøre sig fra den industrielle afhængighed af Kina eller den teknologiske og militære afhængighed af USA. Men en fortsat accept af denne afhængighed er uforenelig med europæisk suverænitet. Derfor er bevægelsen i den modsatte retning ikke et valg, men et krav.
Hvis denne opgave ikke løses, vil den europæiske livsform gradvist blive afviklet – ikke gennem dramatisk kollaps, men gennem irreversibel tilpasning.
Desværre bliver udviklingen gjort vanskelig af intern modstand fra adskillige lande i EU.
Forleden valgte et meget snævert flertal i Europa-Parlamentet at blokere Mercosur-aftalen mellem EU og Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay.
Set i et snævert økonomisk perspektiv fremstår beslutningen som irrationel. Set i et politisk perspektiv er den fuldt forståelig. I centrale medlemslande som Frankrig og Polen er støtte til aftalen politisk uholdbar. Nationale repræsentanter har derfor tilsidesat partidisciplin til fordel for national overlevelse.
Denne adfærd er ikke et særtilfælde, men et symptom. I mange europæiske lande har der i årevis ophobet sig en træthed over politiske beslutninger, der konsekvent er blevet truffet uden hensyntagen til deres sociale og geografiske konsekvenser.
Masseindvandring, globalisering og grøn omstilling har haft vidt forskellige fordelingsvirkninger. De positive effekter er i høj grad koncentreret i de store byer og blandt de mobile eliter, der nogle gange omtales som ”anywheres”.
Omkostningerne er i overvejende grad blevet placeret i det, man i gamle dage omtalte som arbejderkvarterer samt i landdistrikterne. Prisen betales kort sagt af de ”somewheres”, der har en mere traditionel livsform og lever en mere rodfæstet tilværelse end de kosmopolitiske eliter.
Resultatet er ikke midlertidig utilfredshed, men strukturel mistillid mellem eliten bestående af ”anywheres” og de brede lag i befolkningen, man ofte kalder ”somewheres”.
Europa kan ikke opbygge strategisk autonomi i en tilstand af indre fragmentering. Produktionskapacitet, teknologisk udvikling og militær afskrækkelse forudsætter politisk legitimitet og social sammenhængskraft.
Derfor må det være en topprioritet, at yderligere indvandring, globalisering og grøn omstilling kun gennemføres i et omfang, der accepteres af meget brede og stabile folkelige flertal i de enkelte medlemslande. Uden denne legitimitet vil ethvert forsøg på europæisk selvstændighed forblive institutionel retorik.
Set fra Danmark er det værd at notere, at en kritisk masse af europæiske partnere i Grønland-spørgsmålet valgte solidaritet frem for bekvemmelighed. Det er ikke en selvfølge i den nye verdensorden. Men netop derfor er det den type erfaring, Europas fremtid må bygges på.