Vi bør have skolepligt – ikke undervisningspligt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg husker det som noget helt særligt – og noget, der skete uhyre sjældent, hvis jeg som barn fik fridag fra skole. Og begrundelsen for at få fri skulle være mere end god – og mere end et billigt rejsetilbud uden for sæson. I øvrigt rejste vi aldrig, for det rakte økonomien simpelthen ikke til. Så enkelt var det.

Hvis jeg spørger min lille Inger, om hun gerne vil have fri en dag fra skole til tandlægebesøg, en ekstra weekenddag, eller hvad ved jeg, er svaret altid entydigt et nej. Hun vil i skole. For ellers lærer de andre noget, som hun går glip af. Hun ville ikke lære om tårnet i skoleskak. Hun ville ikke klippe en fugl af en paptallerken. Hun ville gå glip af øvelsen i at sige »skidt pyt«. Og pludselig mangler et bogstav i alfabetet. Hun lærer ikke at skrive O – og skal hele livet igennem leve uden at have lært at skrive bogstavet O. O for orangutang, ostemad, onde drømme og omsorg. Hun skal nok lære det hele – også at skrive O – både det store og det lille o.

Livet igennem vil hun gå glip af alt muligt – det er også en øvelse at acceptere det. Men når det så er sagt, bør børn selvfølgelig have mindst muligt fri fra skole. Med fare for at skrive den slags moraliserende klummer, ingen orker at læse, og jeg selv afskyr, så er det vist på tide, at vi minder hinanden om, hvilket kæmpestort privilegie det er, at børn skal gå i skole – og ikke bare en pligt.

For få dage siden udsendte Børne- og Undervisningsministeriet en pressemeddelelse, hvori det blandt andet fremgår, at forældrene skal kontaktes, hvis deres barn har samlet mere end 10 dages sygefravær eller ulovligt fravær i et kvartal. Indsatsen handler om forebyggende indsatser for at bekæmpe mistrivsel og bekymrende fravær, der i værste fald kan udvikle sig til skolevægring.

Skolevægring og mistrivsel er alvorligt, det skal der tages hånd om – og tak til vores politikere for faktisk at gøre det. Jeg er helt med på, at det kan være en pinsel og føles som et overgreb at sende et barn i skole, der ikke ønsker det. Et barn, der mistrives. Og de børn skal hjælpes – og forældrene skal hjælpes.

Men jeg ser også meddelelsen som en venlig påmindelse om, at børn faktisk skal passe deres skole. I Danmark har vi undervisningspligt, men ikke skolepligt. Og det er måske både godt og skidt. Vi elsker vores frihed, og vi værner om den frie ret til at indrette vores liv – også vores børns skolegang, som det passer os. Hvis vi vil undervise vores barn hjemme ved køkkenbordet hver mandag, fordi vi i vores visdom vurderer, at læreren er inkompetent, og vi selv kan gøre det bedre, står det os frit for. Men er det egentlig en bæredygtig måde at holde skole på? Jeg er faktisk ikke helt sikker på det.

For fraværet smitter så at sige – og den laissez faire-holdning til skolen som dannelsesinstitution og byggesten i vores samfund er ødelæggende for hele uddannelsessystemet, der i forvejen har så rigeligt med udfordringer, integration, inklusion, lærermangel og alt muligt andet. Jeg er slet ikke ude på at prædike moral over for forældre, der tager deres børn ud på skæve tidspunkter i skoleåret, eksempelvis for at tage på rejser til fordelagtige priser.

Det må folk selvfølgelig fuldkommen selv om – om de underviser Brian i den lille tabel på en strand på Maldiverne eller hjemme ved skolepulten i det januargrå – det er forældrenes beslutning, frihed og ansvar. Men det har en betydning.

Hos vores allernærmeste naboer i Tyskland er der skolepligt og ikke bare undervisningspligt –fordi det handler om den samfundsbærende værdi, skolen har. I den vestlige verden er vi velsignet med en individuel frihed til at udvikle os og tilrettelægge vores tilværelse, præcis som vi ønsker det. Men jeg kan virkelig godt se fornuften i, at én gang i livet – de ni år, et barn går i skole – er der noget, vi er forpligtet til. Noget, vi skal, simpelthen fordi skolen ikke kun er tilegnelse af faglige færdigheder, men også en indøvelse i at være samfundsborger sammen med alle mulige og umulige andre mennesker, der overhovedet ikke ligner én selv.

I Tyskland er der hvert år i medierne omkring ferietid varsler om, at man bør tænke sig om, før man tager sit barn fri fra skole for at benytte sig af billige rejsetilbud på skæve tidspunkter. Bliver en børnefamilie observeret i lufthavnen uden for det officielle ferietidspunkt, kan man af staten blive pålagt at betale – ”Bußgeld”, bøder på 1.000 euro for de fleste bundeslandes vedkommende. Man må ikke pjække fra skole. Punktum. Fritagelse skal begrundes med sundhedsmæssige forhold, familiære anliggender som vielse, begravelse, dåb og lignende.

Sådan ønsker vi det ikke i Danmark. Vi har meget få forbudsskilte i dette land – konkret såvel som åndeligt, fordi der er en udtalt konsensus om, at ansvar og frihed følges. Sådan skal det fortsat være – men vi har gennem de seneste årtier udviklet et hyper-individualiseret syn på nærmest alt. Også vores skolesystem. Og det går ikke. Vi forventer alt af systemet – og det er borgernes ret at få høj faglighed og kompetente undervisere.

Men skolerne må også godt forvente noget af os forældre. Ikke bare at vi læser de daglige 37 beskeder på Aula, (der nærmest ved lov burde reduceres), men at vi rent faktisk viser lærerne og institutionen den respekt kun undtagelsesvis at bede vores børn fri.

Ordet ”skole” kommer af latin schola og betyder fritid. Fritid fra håndens hårde arbejde – videnskabelig beskæftigelse i ledige stunder. Det er altså kostbare stunder af et barns liv – som alle bør værne om at bruge med omhu – og beskytte mod ligegyldighed. Og jeg tror på, det er bedre at lære bogstavet O i fællesskab med andre børn – frem for hjemme ved køkkenbordet. Alene.