Er Danmarks guldreserver i sikkerhed?
Da nazisterne truede stabiliteten i Europa, blev det danske guld flyttet ud af landet. Nu må vi spørge os selv, om ikke tiden er inde til at hente guldreserverne hjem igen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Den danske stat ejer 66,55 tons guld, som med nutidens høje guldpriser svarer til en værdi på svimlende 40 mia. kr. Guldreserverne består for langt størstedelen af guldbarrer (64,83 tons), og dertil kommer et par tons skandinaviske og vestindiske guldmønter. Guldbarrerne, som der i alt findes 5.198 af, er fordelt på tre geografiske lokationer: Hovedparten (5.162) ligger i Bank of England i London, 33 befinder sig i Federal Reserve Bank i New York, og sølle tre er opbevaret herhjemme i Nationalbanken. Heraf er én udlånt til Nationalmuseet.
Selv om Danmark ligesom Storbritannien forlod den såkaldte guldstandard i begyndelsen af 1930’erne efter den verdensomspændende finansielle krise og dermed ikke længere var forpligtet til at kunne indløse samtlige udstedte pengesedler mod guld, har det sagnomspundne gyldne metal siden haft stor betydning for dansk finansiel stabilitet.
Kronen skal holdes stabil, særligt i forhold til euroen, og det kræver en stor valutareserve i form af letomsættelige kontantindskud i udenlandske banker og værdipapirer.
Guldet bidrager herudover med en historisk funderet stabil buffer, fordi fysiske guldbarrer er langsommere at omsætte, og fordi guldet typisk ikke svinger voldsomt meget i værdi. Over de seneste årtier er guldprisen således bare fortsat støt opad på trods af finanskrise og sikkerhedspolitiske spændinger.
Engang lå Danmarks guldreserver i Nationalbanken herhjemme, men da mørke skyer trak sammen over Europa i slutningen af 1930’erne, traf daværende nationalbankdirektør C.V. Bramsnæs beslutningen om at bringe barrerne i sikkerhed. I kasser med hver fire guldbarrer a 12,5 kg blev reserverne fragtet først til Norge og Sverige og derfra videre til USA, hvor værdierne kunne opbevares sikkert, også efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940.
Herudover opbevaredes en del af guldreserverne i London. Efter krigen kom guldet tilbage til København, men blev igen flyttet til udlandet i begyndelsen af 1950’erne efter udbruddet af Koreakrigen. Siden da har langt størstedelen af Danmarks guldreserver ligget uden for landets grænser.
Frem til 1980’erne var det meste opbevaret i Federal Reserve i USA, men op mod år 2000 flyttedes hovedparten til Bank of England i London, mens en mindre del fortsat blev opbevaret i USA.
Nationalbankloven fra 1930’erne er skrevet på et tidspunkt, hvor man egentlig regnede med, at Danmark på et tidspunkt skulle tilbage til guldstandarden.
Derfor står der i den, at Nationalbanken skal eje guld nok til at dække værdien af mindst en fjerdedel af de pengesedler, som er i omløb – og at 95 pct. af dette guld skal være opbevaret i Danmark.
Siden september 1939, hvor Anden Verdenskrig brød ud, har Nationalbankens repræsentantskab imidlertid givet dispensation til dette såkaldte lokationskrav, for at guldbarrerne kunne sendes i sikkerhed i udlandet under internationale kriser.
Faktisk har denne dispensation siden været et fast punkt på dagsordenen ved de kvartalsvise møder i repræsentantskabet. Ingen af de 25 medlemmer, hvoraf to udpeges af Erhvervsministeriet, otte af Folketinget og resten selvsuppleres, har tilsyneladende stillet spørgsmål herved, heller ikke i nyere tid.
Den tilspidsede globale sikkerhedssituation bør imidlertid få os til at overveje, om Danmarks guldreserver er i sikkerhed.
Set i lyset af den amerikanske præsidents igangværende kampagne mod Kongeriget Danmark var det lidt af en lettelse for undertegnede at konstatere, at det trods alt kun er under et halvt tons dansk guld, der i dag hviler i hvælvingerne under Federal Reserve i New York.
Men kan vi være helt trygge ved at have for knap 40 mia. kr. guld liggende i Bank of England – i et Storbritannien, som allerede har forladt EU, og som måske i en ikke så fjern fremtid vil blive ledet af populisten Nigel Farage?
Måske er der ingenting at være bekymret over. Forhåbentlig ligger de danske guldreserver trygt og godt i udlandet. Alligevel bør vi i det mindste overveje, om det er tid til at stoppe med dispensationerne og i stedet hente guldbarrerne tilbage og sy dem ind i den hjemlige eller i hvert fald europæiske madras.
Arne Jacobsens fredede nationalbankbygning fra 1970’erne er for tiden ved at blive renoveret i tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen. Har nogen mon i den forbindelse overvejet også at forstærke boksen i kælderen, så den kan rumme vores små 65 tons guldbarrer samt det løse i guldmønter?