Sammenholdet mellem verdens demokratiske kræfter er historisk
I mellemkrigstiden var samarbejdet mellem verdens demokratier meget begrænset. I kølvandet af Anden Verdenskrig ændrede det sig fundamentalt, og det er dét, vi i dag ser de positive resultater af.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I begyndelsen af mellemkrigstiden var både størstedelen af Europas lande og lande som USA, Australien og New Zealand demokratier. Men samarbejdet mellem datidens demokratiske lande var meget begrænset.
Og netop dette med samarbejdet mellem de demokratiske kræfter i verden er dét, der for alvor adskiller tiden fra Anden Verdenskrig og frem til i dag fra mellemkrigsårene.
I årene efter Anden Verdenskrig blev der grundlagt en række forskellige internationale organisationer, som demokratierne samarbejdede igennem. Det gjaldt bl.a. Nato, Den Vesteuropæiske Union (WEU), OEEC (senere: OECD) og EF (senere: EU).
Og det er dette samarbejde, som vi ser frugten af i dag, hvor lederne af de demokratiske stater løbende tæt koordinerer og fører en fælles politik over for de kræfter, der truer demokratiet og den fred og frihed, der følger med at have et demokrati.
Perioden fra Anden Verdenskrig og frem til 2026 er således en helt speciel periode i verdenshistorien – sammenlignet med alle tidligere perioder, hvor man enten overhovedet ikke havde demokrati, eller hvor de demokratier, der fandtes, hver især stod temmelig alene over for de kræfter, der ønskede at true denne styreform.
Og ikke nok med, at demokratiernes politikere i dag – i modsætning til tidligere – står sammen op imod de kræfter, der truer demokratiet og folks og landes ret til at bestemme over sig selv.
Det gør også størsteparten af de demokratiske landes befolkninger.
Det er uhyre interessant, at en meget stor del af USA’s vælgere ifølge meningsmålingerne er imod både tanken om at overtage Grønland militært, at overtage Grønland ved at købe det, at melde USA ud af Nato og at pålægge de europæiske lande straftold.
Selvfølgelig bakker de op om demokratiet – ligesom det meget store flertal af europæerne gør. Demokratiet og samarbejdet mellem demokratierne samt frihandlen og en fredelig politik, hvor man ikke angriber eller truer andre demokratiske lande og folk, har jo været dét, der har skabt velstand og frihed og et godt liv for milliarder af mennesker i adskillige årtier.
Og det har været en af grundpillerne i såvel amerikanernes som europæernes selvopfattelse lige så længe. Men i et demokrati får man også de politikere, som et flertal af befolkningen vælger. Det er et af demokratiets grundvilkår.