Bliver geopolitikken kulturens usynlige kurator?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kulturlivet har altid været et spejl af sin tid, fra krige og revolutioner til velstand og velvære. Det gælder også i 2026. Men i takt med at verdensordenen forskyder sig, er geopolitikken ved at blive en usynlig kurator i dansk kulturliv. Ikke som et erklæret tema, men mere stilfærdigt i teatrenes repertoirevalg, museernes udstillingsgreb og de temaer, som festivaler og kulturhuse vælger at arbejde med.

Geopolitikken er rykket ind dér, hvor vi ellers helst taler om dannelse, følelser og fællesskab. Krig, stormagtsrivalisering og et forandret forhold til Rusland, Kina og USA præger allerede beslutninger om kunst og kultur. Talen om åndelig oprustning har ikke bragt os meget videre. I 2026 er behovet for at forstå kulturens rolle i en mere konfliktfyldt verden ikke blevet mindre. Det er blot blevet mere konkret.

De fleste kulturinstitutioners programmer for 2026 ligger fast. Forestillinger er planlagt, udstillinger booket, og sæsoner sat. Derfor vil geopolitikkens betydning sjældent vise sig som dramatiske programændringer. Den viser sig i stedet i de stille valg. Hvordan eksisterende værker fortolkes, hvilke perspektiver der gives plads, og hvordan publikum inviteres ind i samtaler om verden, som den ser ud nu.

Når et teater vælger at rammesætte en forestilling med samtaler om krig, eksil eller misinformation frem for endnu en klassisk publikumsdebat, er det et geopolitisk aftryk, også selv om det ikke står på plakaten. Det samme gælder, når museer og kulturhuse genkuraterer og kontekstualiserer deres indhold, så det taler tydeligere ind i samtidens bekymringer. Det er ikke aktivisme. Det er relevans.

Kultur har tidligere fungeret som åndehul. Under corona blev scener og udstillinger midlertidige fristeder. Men geopolitikkens indtog rejser et nyt spørgsmål. Kan kulturen stadig være både spejl og åndehul, når den insisterer på at vise verden, som den er, også når den er urolig og konfliktfyldt. De kommende års fortællinger bliver næppe trøstende på samme måde. Til gengæld kan de blive mere nødvendige.

Når en kulturinstitution arbejder med krigen i Ukraine, krisen om Grønland, energikrisen og Danmarks kolonihistorie, er det ikke kun formidling af viden. Det er også en måde at give publikum et sprog for, hvad det betyder, at verden er rykket tættere på Danmark, og at Danmark er en del af verden. Dermed får det gamle mundheld om, at hvad udad tabes, skal indad vindes, en ny betydning. Ikke som national selvbesindelse, men som kulturel bearbejdning af ydre pres og usikkerhed.

Hvor den sikkerhedspolitiske logik handler om materiel, alliancer og grænser, handler kulturens bidrag om noget andet. Om dømmekraft, forestillingsevne og evnen til at leve med kompleksitet. Ikke som pynt, men som en del af samfundets mentale og demokratiske beredskab.

Det stiller krav til den måde, kulturen bringes i spil på i en tid præget af krig, kriser og geopolitisk usikkerhed. Udfordringen er at undgå både det konfliktsky og det skematisk politiske. Kulturens styrke ligger netop i evnen til at rumme flere perspektiver og give plads til tvivl og eftertanke.

Derfor bør 2026 bruges som et overgangsår. Ikke til panikreaktioner eller symbolske markeringer, men til at afklare retning og ansvar. Hvis kulturen skal være mere end bagtæppe for verdens uroligheder, kræver det mod til at tage verden alvorligt. Også når det er ubehageligt. Så kan kulturens svar på, hvad udad tabes, blive mere end en flot formulering. Det kan blive fælles praksis.