Trump-showet ruller bare videre

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forretningsmanden Donald Trump. Nej, det er han ikke. Ikke hvis man læser efter. Faktisk har han tjent de fleste af sine penge på tv. Og tabt det hele på gulvet som ejendomsudvikler. Han tjente styrtende på reality-programmet ”The Apprentice” og gik konkurs som ejendomsspekulant.

Hvad siger det om Trump? Det siger, at han ikke er den dealmaker, han gerne vil fremstå som, men en simpel showman. At han har tjent sine penge som provokerende tv-vært, ikke som dygtig erhvervsdrivende. At han stadig laver billigt tv, nu fra Det Hvide Hus, og at det hele endnu en gang kan glide ham af hænde.

Senest skaber han voldsom opmærksomhed om sig selv med Grønlands-spektaklet. Man vurderer Trump som narcissist, jeg foretrækker diagnosen ”histrionisk personlighedsforstyrrelse” – en lidelse, der udfolder sig i et sygeligt behov for opmærksomhed af enhver slags. Han bliver jo ikke ligefrem beundret for at kræve Grønland. Om det så lykkes? Nej, selv om det kan se sådan ud i medierne, men de skal jo også leve.

Hvis det alligevel skulle ske, ville det ikke bare være en katastrofe for Kongeriget Danmark. Langt vigtigere, så ville en annektering, eller hvilken hokuspokuspolitik man måtte finde på, få mundvandet til at løbe hos en række andre stormagter. Rusland har længe luret på den norske øgruppe Svalbard i Arktis, og Kina kan rykke deadlinen for overtagelsen af guldægget Taiwan tættere på.

Er Trump klar over, hvad han kan sætte skred i? Måske kan han bare ikke lide os?

Det er en simpel teori, men mange kloge hoveder er alligevel enige om, at den udskældte Twitterpræsident fra første periode nu tager grusom hævn med sin kolossale magt. Latterliggjort af medier og statsledere, dømt ude af politik, tilbage stærkere end nogensinde, hævnen er sød, og Grønland er vældigt velegnet til at demonstrere magtens skræmmende arrogance.

Storhedsvanvid er også en nærliggende tanke. Mussolini, Stalin, Caligula. Det måtte ske før eller siden, at amerikanerne valgte en megaloman til det fineste embede. Det var faktisk bedre i de gode, gamle dage, hvor færre amerikanere stemte til præsidentvalget – Trump vandt, fordi han fik alle grødhovederne op ad sofaerne. En høj stemmeprocent er ikke nødvendigvis en demokratisk fordel.

Og så kan den amerikanske præsident pludselig som global sherif alligevel gøre noget godt i denne verden. Måske er det førstedamen Melania, der hvisker ham i øret, ikke utænkeligt.

Irans atomanlæg blev bombet tilbage til forhistorisk tid, Israel blev tvunget til at stoppe luftangrebene i Gaza, der kan blive ryddet op i Venezuelas enorme oliereserver, og senest er der forhåbentlig et gevaldigt snit på vej til revolutionsgarden i Iran, hvilket kan give demonstranterne et stærkt skub.

En anderledes ærgerlig vinkel kan man lægge på Trumps engagement i Ukraine. Eller mangel på samme. Han har brug for krigen, for at holde den i gang, så han kan presse Europa, kort og godt. Så han kan true med at trække støtten, annullere våbensalg og militære efterretninger, hvis ikke vi makker ret, hvis ikke vi køber amerikansk, hvis ikke vi spiller efter hans tromme.

Krigen fortsætter. Og den vil fortsætte længe endnu. Hele tiden overskygget af Trumps vanvittige udfald, hele tiden lurende ulideligt i baggrunden.

Russerne planlægger forårsoffensiver netop nu, de kan finde på hvad som helst – da Kreml hårdnakket hævdede, at Putins privatbolig var blevet angrebet af ukrainske droner, og der blev spurgt efter beviser, lød svaret, at beviser var unødvendige.

Det er en knaldsort kult, der taler her – en kult, der ikke vil bestå. Diktaturer forgår, demokratier består, og før eller siden vil jorden flamme under russernes tyranner.

Godt ser det heller ikke ud for Putins diktatorvenner rundtomkring i verden. Med Assad væltet i Syrien røg fodfæstet i Mellemøsten, Iran vakler, Nordkorea er mere fængsel end nation, og så er der Kina tilbage, som vokser sig stadig større og stærkere, måske en dag så stærk, at man ikke har brug for Rusland til andet end at sabotere Vesten?

Desværre gør vi det udmærket selv. Hvis et Nato-land angriber et andet Nato-land, hører alting op, sagde Mette Frederiksen. Eller alting begynder. En ny ravmørk tid, hvor stormagter strides som løver, og alliancer er værdiløse.

Det er Trumps afgørende trumf, at han kan true med at trække sig ud af Nato, hvis han ikke får sin vilje. Som et lille barn, en børnekonge, en lille skrigende satan, som tilfældigvis spræller med benene på magtens allerøverste tinde.

Lars Løkke har også temperament, men holdt sig i skindet under mødet i Det Hvide Hus og nedskalerede endda elegant situationen.

Desværre blev hans arbejdsgruppe hurtigt omdøbt til en gruppe for overtagelsen af Grønland. USA har brug for øen, siger Trump.

Der er meget, USA har brug for, men det er altså ikke Grønland. USA har brug for almindelig anerkendelse af landegrænser, at få styr på sin tariføkonomi og at sætte entydig handling bag de forblommede ord i forhold til krigen i Ukraine. Kloden snurrer imidlertid modsat, før den amerikanske administration når den erkendelse.