En bong med whisky lærte mig at drikke alkohol med omhu. Måske er det vejen til ansvarlige unge
Det, vi kalder sikkerhed, har i praksis betydet, at unge er blevet overladt mere til sig selv, lige præcis der, hvor de har allermest brug for voksne i nærheden.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg har mistet overblikket over, hvor mange gange jeg har haft nogen ude på min skole for at fortælle, hvor farligt alkohol er. Oplægsholdere, fagpersoner, kampagner, projektopgaver. Det samme igen, da jeg tog kørekort. PowerPoints om promiller, hjerneskader og ødelagte liv. Budskabet har været klart længe, og oplysning har aldrig manglet. Tværtimod.
Jeg tror ikke, jeg kender én eneste ung i dag, der ikke ved, at alkohol kan være skadeligt. Vi har stort set fået det ind med modermælken, og alligevel drak jeg alkohol som 13-årig. Jeg fik smag for Breezers og Mokai i 7. klasse. Ikke fordi jeg ikke vidste bedre, men fordi viden og fakta ikke i sig selv stopper nysgerrighed eller lysten til at prøve grænser af.
Når jeg hører mine forældres historier fra deres gymnasietid, lyder det som noget fra en anden planet. Gymnasiefesterne var legendariske. De var faktisk fede. Det har jeg desværre ikke haft fornøjelsen af at opleve, selvom jeg får huen på til sommer. Det var dér, mange fik deres første kæreste. Der, hvor man turde at snakke med dem fra de andre klasser, og der, hvor venskaber, som måske aldrig havde fundet sted, spirede.
I dag? Mange synes ærligt talt ikke, gymnasiefester er særligt fede længere. Alkoholen er begrænset mange steder. Promilletests ved døren. Hvis du ser lidt for fuld ud, ryger du ud. Intentionerne er gode. Sikkerhed og alt det der. Men konsekvensen er, at vi har taget noget levende og dræbt det.
Og nej – det er ikke, fordi jeg ser alkohol gennem lyserøde briller. Men fordi unge ikke stopper med at drikke alkohol, så snart vi prøver at begrænse det med kedelige gymnasiefester og regler. Tværtimod. Jeg har lært på egen krop, hvor hurtigt det kan gå galt. Men jeg lærte det et sted, hvor der var voksne i nærheden.
Jeg lærte det især en aften, hvor jeg tog en whiskybong. En bong. Med ren whisky. Det er ikke en anbefaling, kan jeg roligt sige. Det er ikke meget, jeg kan huske fra den aften, udover køreturen hjem, der krævede mange stop undervejs. Og dér lærte jeg – på den hårde måde – noget, ingen kampagne eller fagperson nogensinde kunne have lært mig: Det dér gør man én gang. Og ALDRIG igen.
Forskellen var bare, at jeg var i et hus med forældre og voksne til stede. Nogen kunne ringe hjem. Nogen kunne tage ansvar, når jeg ikke selv kunne. For problemet er ikke, at unge drikker. Problemet er, hvor og hvordan de drikker.
Når vi hele tiden strammer grebet, når vi hele tiden siger “nej”, “forbudt”, “farligt”, så forsvinder alkoholen ikke. Den flytter bare længere og længere ud mod mørket. Fra fester med voksne i nærheden til kældre og tilfældige lejligheder. Fra supermarkedet til klamme mænd på Snapchat, der sælger sprut fra bagagerummet – og lur mig, om ikke der også ligger andre ting i det bagagerum, som man helst ikke vil have unge i nærheden af.
Så mister vi kontrollen. Over mængden. Over indholdet. Over sikkerheden. Over hvem der kan ringes til, når noget går galt.
Og så står vi bagefter og ryster på hovedet over, at unge “ikke kan tage ansvar”. Måske fordi vi aldrig lod dem øve sig i at gøre det.
Selvfølgelig skal vi passe på unge. Selvfølgelig skal vi gribe ind, når noget er farligt. Men vi skal passe på med at gøre omsorg til kontrol og ansvar til noget, kun voksne må have.
For de fleste unge kan faktisk godt styre det. Og resten lærer det – nogle gange ved at slå sig. Det gjorde jeg. Og jeg ved sørme ikke, hvordan den aften var endt, hvis det havde været i en skummel lejlighed med fremmede mennesker, et sted, hvor ingen vidste, hvor jeg var, og ingen kunne ringe til min mor.
Jeg tror, forældre kun vil deres børn det bedste, og at de er bekymrede over, hvad deres børn drikker, og hvor meget de drikker. Det er måske meget godt, og det burde også være sådan.
Men hvis I virkelig vil undgå, at jeres børn drikker steder, hvor I ikke har kontrol over dem, hvor I ikke ved, hvor meget de drikker, eller hvordan de har det, så kræver det også noget af jer. Det kræver, at der findes alternativer til det miljø.
Det kræver, at man tør sige ja til, at huset bliver lånt ud. At der bliver larm. At der måske kommer et par pletter på gulvet og bræk på toiletbrættet. For alternativet er ikke, at de unge lader være.
Alternativet er, at det sker et andet sted, hvor I ikke kan få lov til at tørre op.
Nogle gange er det ikke kun forbud, der skaber ansvar. Det er tillid. Også til de unge mennesker.