10 forudsigelser for 2026

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Velkommen til et nyt år i amerikansk politik, hvor vi lægger hårdt ud med et blik i krystalkuglen. Her er 10 forudsigelser for det kommende år, som I endelig må holde mig op på. Husk håneretten!

1. Mindst tre Trump-ministre forlader deres post: Det er helt normalt, at der løbende sker udskiftninger på præsidentens ministerhold. Ronald Reagan skiftede seks ministre ud i sin første periode, George H.W. Bush otte. Senere faldt tempoet markant: fire i Bill Clintons første periode, to i George W. Bushs og tre hos Barack Obama. Så kom Donald Trump og blæste statistikken i stykker med hele 14 udskiftninger fra 2017 til 2021.

Set i det lys er det næsten et kedeligt bud, at mindst tre ministre forlader administrationen i 2026. Derfor er jeg også villig til at sætte navne på: justitsminister Pam Bondi, minister for indenrigssikkerhed Kristi Noem og energiminister Chris Wright. Som bonusbud regner jeg også med, at FBI-chef Kash Patel og stabschef Susie Wiles forlader deres poster i løbet af året.

2. ”Betalelighed” forbliver det mest potente politiske emne: Det amerikanske ord affordability er ikke særlig mundret på dansk, men ”betalelighed” rammer nok nogenlunde plet. Det er svært at forestille sig et mere dominerende politisk tema i 2026. Ikke kulturkrig, ikke udenrigspolitik, men helt lavpraktisk: Hvad har amerikanerne råd til?

En meningsmåling fra Ipsos i november 2025 viste problemets omfang. 56 pct. af amerikanerne købte kun daglige nødvendigheder. 46 pct. brugte af opsparingen for at få enderne til at mødes, og 37 pct. brugte kreditkortene mere end normalt for at betale udgifterne.

Lægger man dertil, at de midlertidige sundhedstilskud udløb ved årsskiftet, så prisstigninger nu rammer millioner af husholdninger, er det næsten gratis at forudsige, at ”betalelighed” også i 2026 bliver den varmeste politiske kartoffel.

3. Lovgivningsprocessen går endnu mere i stå: Hvis arbejdsgangene i Kongressen allerede føles som politisk kviksand, er der god grund til at få forventningerne endnu længere ned. I 2026 vil lovgivningsprocessen sandsynligvis gå endnu mere i stå: ikke fordi der mangler forslag, men fordi incitamentet til samarbejde forsvinder endnu mere, jo tættere man nærmer sig midtvejsvalget.

Læresætningen er simpel: Polariseringen har gjort kompromiser til et skældsord, og i et valgår er der ganske enkelt få point i at få noget vedtaget tværpolitisk.

4. Højesteret bliver den centrale kampplads: Når Kongressen er handlingslammet, og præsidenten presser grænserne, havner konflikterne et tredje sted: i domstolene. 2026 bliver året, hvor højesteret træder i karakter og fungerer som overdommer i amerikansk politik.

Handelspolitik, præsidentielle beføjelser, valgregler og myndigheders kompetencer vil allesammen blive gransket af domstolene. Samtidig vil højesteret forsøge at fremstå upolitisk, men i takt med at de øvrige institutioner svigter, bliver retten uundgåeligt centrum for de store opgør.

5. Trumps tariffer bliver underkendt af højesteret: Trumps forkærlighed for told og tariffer passer perfekt ind i hans America First-retorik. Problemet er blot, at præsidentens juridiske manøvrerum på handelsområdet ikke er ubegrænset.

I 2026 bliver flere af Trumps handelstiltag evalueret af Højesteret. Ikke fordi dommerne ønsker at føre handelspolitik, men fordi spørgsmålet om magtfordeling tvinger dem til det: Hvor går grænsen mellem Kongressens og præsidentens beføjelser, og hvor længe kan angivelige nationale sikkerhedshensyn fungere som universalnøgle?

Meget tyder på, at retten sætter foden ned, når det kommer til Trumps vidtgående straftold. Det bliver pingvinerne og sælerne på de antarktiske øgrupper Heard og McDonald sikkert glade for.

6. Mindst én højesteretsdommer går på pension: Ser man på aldersfordelingen i højesteret, er det ikke urimeligt at forvente en pensionering i 2026. Clarence Thomas er 77 år, Samuel Alito 75. Begge er konservative, og begge har siddet på deres post i årtier. Alito siden 2006, Thomas siden 1991.

Mit bud er, at Clarence Thomas trækker sig i løbet af året, så Republikanerne kan sikre sig endnu en konservativ udnævnelse, mens de har magten. Timing er som bekendt alt, også i amerikansk politik.

7. Demokraterne vinder flertallet i Repræsentanternes Hus: Historien er ligetil: Siddende præsidenter bliver næsten altid straffet ved midtvejsvalg. Med undtagelse af 1998 og 2002 har præsidentens parti tabt pladser ved alle midtvejsvalg siden 1950. I gennemsnit 25 sæder.

Med et snævert republikansk flertal og strukturelle fordele til Demokraterne ved lavere valgdeltagelse – takket være de højtuddannede amerikanere, der stemmer i højere grad og især på Demokraterne – peger det entydigt på, at Demokraterne generobrer flertallet i 2026. Det vil i praksis gøre Trump indenrigspolitisk handlingslammet fra januar 2027 og samtidig åbne døren for et væld af kongreshøringer og undersøgelser.

Og ja, mon ikke også en rigsretsproces igen kommer på tale, som minimum mod nogle af Trumps ministre?

8. Republikanerne begrænser skaden: Selvom historien taler imod præsidentens parti, er der efterhånden grænser for, hvor stort nederlaget kan blive. Som Bill Clintons tidligere rådgiver Doug Sosnik har forklaret i et interview med Politico, så er amerikansk politik i dag blevet mere fastlåst end tidligere. Uddannelsesniveau er blevet en af de stærkeste indikatorer for partivalg, og vælgerne skifter sjældnere side. Det betyder også, at færre pladser reelt er i spil.

Mit bud er derfor, at Demokraterne vinder midtvejsvalget, men uden at vi får et politisk jordskred. En nettogevinst på omkring 20 pladser lyder mere realistisk end et historisk brag som ved Trumps første midtvejsvalg i 2018, hvor Demokraterne vandt hele 41 sæder ekstra i huset.

Derudover fastholder Republikanerne i min forudsigelse også flertallet i Senatet. Det skyldes primært et gunstigt valgkort, hvor Demokraterne ville skulle komme ud med en nettogevinst på fire pladser for at få flertallet. Det bliver en for stor mundfuld, så selvom Demokraterne også går frem i Senatet med en plads eller to, så beholder Republikanerne flertallet.

9. Midtvejsvalget bliver – som altid – overfortolket: Når stemmerne er talt op i november 2026, vil analyserne stå i kø. Hvem vandt? Hvem tabte? Og hvad betyder det for 2028?

Svaret er som regel: mindre, end man tror. Et midtvejsvalg er et bagudskuende øjebliksbillede – hvis det overhovedet giver sproglig mening – men bliver alligevel udlagt som en indikator for fremtidens udfald.

Det er ikke korrekt, uanset hvor medievenligt en fortælling det måtte være. Her kommer en slet skjult hemmelighed fra en historiker i mediebranchen: I mediebranchen elsker man fremdrift i fortællingen endnu mere, end Trump elsker tariffer.

I virkeligheden er vælgersammensætningen ved midtvejsvalg og præsidentvalg markant forskellige, og derfor giver direkte paralleller sjældent mening. Hvis man er i tvivl, kan man genbesøge dækningen fra 2022, hvorefter Floridas genvalgte guvernør, Ron DeSantis, angiveligt var Det Republikanske Partis fremtid, mens Donald Trump var afdanket og fortid. Skidegodt, Egon!

10. Trumps allierede tester grænserne for et tredje kandidatur: Forfatningen er meget klar: Man kan ikke blive valgt som præsident tre gange. Donald Trump har selv sagt det. Alligevel vil 2026 byde på juridiske ballonprøver og spekulationer om smuthuller.

Hvis man skulle være i tvivl om det, kan man hæfte sig ved, at der i marts udkommer en bog af juraprofessoren og Trump-støtten Alan Dershowitz, der undersøger netop spørgsmålet om en tredje periode. Ifølge Dershowitz rummer det relevante tillæg til forfatningen juridiske gråzoner, såfremt man anlægger en ekstremt snæver og teknisk læsning.

Argumentet fungerer i min bog mindre som en egentlig juridisk plan og snarere som en politisk prøveballon. Bogen kommer til at bidrage til diskussionen, hvor faste de forfatningsmæssige grænser egentlig er, når det kommer til stykket. Det bliver, endnu en gang, et fortolkningsspørgsmål.

Taget i betragtning at Trump kommer til at være 82 år gammel i 2028, kan man stille sig spørgsmålet, om et sådant foretagende overhovedet ville være realistisk. Måske kan Trump spørge Joe Biden om gode råd i den forbindelse. Desuagtet vil 2028-fantasierne holde basen engageret, udfordre institutionerne og normalisere Trumps kongstanke, at intet i amerikansk politik er helligt.

Så spænd sikkerhedsselen og nyd turen, for det bliver heller ikke kedeligt i år!