Vennerne og mig (og De Hviie)

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Livet vi lever, vennerne og mig

var afgjort bedre hvis vi holdt os hver for sig

det gør vi ikke, nej

men fortsætter et spil

hvor venner er venner værst

så længe der er venner til

I den verden og virkelighed, jeg dagligt lever i, tales der i disse år rigtig meget om forpligtende fællesskaber. Også så meget, at det for en vejlbyer som mig er blevet mere end rigeligt - for diffust og alt for meget.

Det er, som om der ved enhver given lejlighed - det være sig klub, politik, daginstitutioner, skole, arbejdspladser, ja sgu snart også i kærlighedslivet - skal tales om vigtigheden af forpligtende fællesskaber. Det ender vel med, at man på Tinder snart begynder at efterspørge et forpligtende fællesskab, når man sådan set bare vil knalde?

Og nu skal det følgende ikke blive til en semantisk diskussion om det ene eller andet, men altså i min lille Vejlby verden er vi ikke forpligtet på en skid – heller ikke, når det kommer til fællesskaber. Bevares, vi skal selvfølgelig opføre os ordentligt og behandle andre, som vi gerne selv vil behandles og blablabla.

Skulle vi endelig være forpligtet på noget, så er vi det når det kommer til de helt nære og nærmeste. Og hvem det måtte være, bestemmer vi heldigvis stadig selv. Medmindre altså Socialdemokratiet og Anders Winnerskjold også sætter sig på den del af vores liv og lægger deres umyndiggørende dyne over os.

Til fredagskampen mod FCN forleden fik jeg uventet besøg af min bror og to af vores fælles venner – de nære og nærmeste. Det blev en aften med fællesskab, jo, jo, og med det fulgte så også behovet for forpligtelse. Sådan er det.

De kom alle tre fra deres selvvalgte eksil i København fordi vi skulle på Vejlby Stadion og se ”De Hviie”, og de ankom selvfølgelig i bedste rock’n’roll stil – med toget og ud og hjem samme aften. Det er, trods deres for mig uforståelige københavnske tilhørsforhold, heldigvis stadig et tegn på, at der endnu er lidt Vejlby-stamina tilbage i dem.

Men altså, her stod jeg så og tog imod på Rolf Haugstrups Plads foran stadion. Udfordret i min stille aversion mod fællesskabet og samtidig forpligtet på at være - om ikke vært - så i hvert fald en del af set-uppet, der skulle se ”De Hviie”, og som samtidig betød, at jeg måtte give køb på mit vanlige privilegium og noget asociale (u)vane om at sidde alene når AGF spiller – men det kan jeg altså godt li’, at sidde alene.

For selvfølgelig skulle vi stå sammen denne aften. Ikke mindst fordi AGF er en kæmpe del af vores venskab, og fordi vi i sandhed har været uendeligt meget igennem – især med AGF. Meget af det er der skrevet om i tidligere klummer, så denne gang ville det – innovative som vi jo er i Vejlby - være pissesmart at få et lidt andet take end mit eget på oplevelsen af fredagskampen. Med andre ord, overlade ordet til en af drengene, velvidende, at det kan være en småfarlig øvelse.

Øvelsen endte hos Henrik Mahncke. Fordi det var hans første besøg på Ceres Park Vejlby, og fordi han lider af en stille FOMO, men også fordi Lykkeberg havde været her før, og fordi min bror, der, hvis man giver ham ordet og muligheden, stjæler det og sateme ikke slipper det igen.

Så det blev Mahncke, og hans ord kommer her – unplugged, a cappella og uden redigering:

Det lyder umiddelbart ikke logisk, at tre mænd omkring de 50 år stiger på toget i København og bruger en fredag på en tur til Vejlby Stadion i blæsevejr. Og lad mig i samme forbindelse forklare, at vi tog fejl, da vi som unge antog, at vores dunkende kærlighed til AGF nok ville aftage med alderen. Glem det. Det er kun blevet mere intenst. Vi troede også længe, at vi var langsidetyperne, der på italiensk manér analyserede kampene med perfekt udsyn. Det var vi også i ufatteligt lang tid, indtil vi for et par år siden af uforklarlige årsager pludseligt skiftede om bag målet til stemningstribunen. Her hører vi til nu. Så det var trommen, der trak os til stemningstribunen, og så selvfølgelig Vejlby.

Som analysechef i Realdania har jeg formentligt bidraget til, at du, Chridter, (klummeskribenten) har fået nok af snak om fællesskaber. Sagen er, at mange danskere savner fællesskabet og følelsen af at høre til i lokalområdet. Men vi har behov for alle typer af relationer. Både de forpligtende, men mest af alt, de uformelle relationer. Og der har du ret. Mange af de væsentligste fællesskaber vælger vi til.

En away-tur med tog handler om det lille og det store fællesskab, som begge er vigtige for vores livskvalitet. Det lille fællesskab er venskabet undervejs, hvor man både får diskuteret valget i Argentina, det moderne menneskes natursyn og hvilken energidrik, der er bedst. Da vi stod ud af letbanen, trådte vi ind i det store fællesskab som fortættedes ned ad Vejlby Centervej. De venlige blikke, klap på skulderen, hej-hej, kram, kram. Et helt uforpligtende og derfor vidunderligt fællesskab i hvide trøjer.

Stemningstribunen var i god form, selvom lyden led lidt under manglende akustisk forstærkning. Men vi ved af alle, at “når lyset tændes, så synger vi jer frem”. Og da en af vores helt egne med Vejlby i blodet, Emmery, kattepotede den ind kort inden slutfløjt, steg livskvaliteten til nye højder i Vejlby.

Da kampen var forbi, gik vi ned gennem Vejlby. Det lignede ikke længere sig selv, så hukommelsen måtte genskabe minderne. Samtidig var det magisk med AGF-sange som lydkulisse i mit gamle kvarter også langt efter kampen var fløjtet af.

Det eneste, der forpligtede den aften på stemningstribunen bag målet, var at synge med. Det er trommen, der styrer. I vores alder har vi ikke længere hede drømme om at blive skiftet ind på grønsværen, nu er drømmen at få et kvarter som gæste-capo.

Måske er det derfor, jeg bliver rørt, når vi synger “Vi står her endnu igen, tribunen, det er vores hjem…” Jeg føler mig hjemme i fællesskabet. Både i det store og i det lille.

Dejligt at Mahncke fuldførte øvelsen og samtidig greb muligheden for at debattere, nuancere og pointere. Det er en vigtig del af vores venskab – eller fællesskab om man vil. Så af hjertet tak for det.

Jeg indledte med C.V. Jørgensens ”Vennerne & Mig”. Ikke kun fordi det er en fremragende sang om netop vennerne og mig, men også fordi C.V. Jørgensen formår at skrive om fællesskaber uden nogensinde, og så vidt jeg husker, at bruge selve ordet. Det er bemærkelsesværdigt. Det er der noget Vejlby over – noget genkendeligt.

Og måske er det samtidig også den finurlige måde, hvorpå han minder os om, at venner indimellem er både pisseirriterende og vidunderlige og også dem, der fylder, forstyrrer og forankrer. Men mest af alt minder mig om, at der er nogle mennesker i mit liv, jeg med ro i sindet netop kan kalde mine venner.

I morgen kommer Sønderjyske til Vejlby. Og de skal dæleme tidligt hjemmefra, hvis de overhovedet skal drømme om at spolere noget som helst form for fællesskab. For vi står stadig uhyggelig stærkt – især i Vejlby.

KSDH!