Måske er det meget godt, at noget er dit ... og noget er mit

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har hørt en historie om en mor, der lagde familiens afdøde hund ned i bunden af kummefryseren indpakket i plastic, fordi jorden i baghaven ikke var til at grave i på den kolde decemberdag, da Fido haltede til de evige jagtmarker. Problemet var bare, at kvinden havde glemt alt om nedfrysningen, da vinter blev til forår. Og hun kom først i tanke om den, da en af ungerne var på vej ud i garagen for at hente en is.

I samme moment skreg moderen i desperation: »Du må ikke åbne fryseren.« Men da var det for sent. Det skrækslagne barn havde allerede fundet en stiv Fido ved siden af ispindene fra Hjemis. Lige præcis i det øjeblik havde moderen formentligt ønsket, at hun havde sat en hængelås på frostboksen.

Historien om hunden er egentlig bare en omvej for at komme til sagens kerne. Ansporet af det helt store samtaleemne i forbindelse med årets veloverståede udgave af DR’s dating-succes ”Gift ved første blik” kan man med rette rejse spørgsmålet, om det ikke er okay at sætte en lås på sin kummefryser for at forhindre, at andre får adgang til den. (De kunne jo f.eks. finde en stivfrossen vovse).

»Kummerfryser« skal i dette tilfælde naturligvis forstås symbolsk. Det kunne lige så godt handle om et låst skab, et værelse eller … en mystisk kælder.

Sidstnævnte handler det om i det omtalte reality-program. Den 48-årige Thomas er blevet gift med den 43-årige Mette. Det virker som et godt match uden de store knaster, men da Mette skal besøge Thomas’ hjem i Dronningmølle, får hun at vide, at der ikke er adgang til husets kælder. Han har låst døren og gemt nøglen. Det samme gælder for øvrigt for flere af parcelhusets værelser.

Det trigger både tv-seernes og Mettes nysgerrighed for vildt.

»Jeg tænker, det er virkelig spændende. Jeg synes bare, det topper nysgerrigheden, da han begynder at låse, jeg kan næsten ikke være i min krop over det. Så bliver det et projekt for mig, jeg skal fandeme finde ud af, hvad der er nede i den kælder og i alle de andre rum,« fortalte Mette senere i podcasten ”Marcus og Realitypanelet”.

De kulørte ugeblade kunne også godt se, at der gemte sig en god historie, når ægtemanden ville forhindre, at hans nye viv snagede i hans ting. For hvad er det for nogle hemmeligheder, Thomas gemmer nede i mørket under huset?

I min omgangskreds var forslagene talrige. Nogle af dem var så morbide, at jeg ikke kan få mig til at skrive det her, men jeg kan afsløre, at det handlede om kødkroge. Andre var mere ovre i den kinky eller pornoagtige afdeling, mens nogle anerkendte Thomas’ halvforkølede forklaring om, »at det roder, og det har jeg ikke lyst til at vise til andre mennesker«.

Bundlinjen er imidlertid, at mange følte sig provokeret af Thomas’ udmelding. Den virkede creepy. Og det kan virke underligt, at hans ægtefælle ikke måtte vide, hvad der var i dybet.

En helt uvidenskabelig undersøgelse blandt mine kolleger på redaktionen gav et ensidigt svar:

Det er et rødt flag. Punktum.

En af mine yngre kolleger sagde:

»Huha. Det er for mærkeligt. Jeg ville ikke turde sove i det hus.«

Men, men, men … inden Thomas bliver sat i skammekrogen, skal der tøves en kende. Helt ærligt, Thomas er langtfra alene. Hvis du skal være ærlig, er der så ikke ting, som du ALDRIG vil give din partner adgang til?

Dilemmaet om, hvor meget man er forpligtet til at inddrage den anden i, er centralt i langt de fleste intime relationer. For hvor meget er vi egentlig villige til at dele med et andet menneske? Og hvor meget skal vi?

På den ene side ved vi, at det skaber utryghed og afstand i forholdet, hvis man er (for) hemmelighedsfuld – på den anden side har de fleste af os et behov for at værne om vores personlige integritet og frihed.

Nogle gange taler det gamle ordsprog »Hvad du ikke ved, har du ikke ondt af« sandt. Det er bestemt ikke alt, man har lyst til at vide. Noget er dit ... og noget er mit.

Det er nok meget godt, at det er almindelig pli ikke at rode i andre menneskers toiletskab eller kommodeskuffer. Dermed ikke sagt, at man ikke er kommet til at gøre det (ved et uheld, forstås).

Og man scroller heller ikke gennem et andet menneskes beskeder på smartphonen, vel? Vel?

Og tænk, hvis andre kendte de tanker, som du f.eks. har nedfældet i din private dagbog – eller fik at vide, hvad du i virkeligheden drømte i nat …

Mit værste mareridt er, hvis et tankepoliti fik adgang til mine inderste tanker. Hold da op ...

For nu at vende tilbage til Thomas, er hans forbrydelse måske i virkeligheden, at han nægter Mette adgang til et konkret, fysisk rum. Der går grænsen for mange.

Der er løbet meget vand i åen, siden de to blev smedet sammen, men én ting er forblevet det samme: Mette har aldrig været i kælderen. Og hun har aldrig fået at vide, hvad der gemmer sig bag døren. Det har hun afsløret i podcasten ”Grebet af GVFB”.

»Jeg må stadigvæk ikke komme i den skide kælder,« fortæller hun.

Parret blev skilt, kort tid efter DR’s kameraer blev slukket, men de hævder begge, at det ikke har noget med kælderen at gøre. Det var tilsyneladende ikke der, hunden lå begravet. Det handlede om noget så kedeligt som penge.