Anerkendelse af Palæstina vil sende et politisk budskab om, at terror virker
Hvis man vil have fred i Mellemøsten, kræver det militær realisme. Ethvert reelt fredsforsøg må starte med, at Hamas bliver bombet tilbage til Stenalderen. Sådan er det. Alt andet fremstår som et eventyr.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Donald Trumps seneste fredsplan for Mellemøsten er detaljeret, nuanceret og rent ud sagt godt diplomatisk håndværk. Fredsplanen har bare ét grundlæggende problem: Præmissen for fred er endnu mere eventyrlig end Harry Potter-universet.
Fredsplanen kan nemlig reelt nok kun realiseres, såfremt terrororganisationen Hamas stopper med at eksistere. Selvsamme terrororganisation, der myrder uskyldige jøder, og som står bag den største massakre på jøder siden Anden Verdenskrig.
Det svarer til at tro, at Harry Potter kunne have sluttet fred med Voldemort, efter at Voldemort havde slået Harrys forældre ihjel og dernæst prøvede at dræbe Potter himself.
Der er større sandsynlighed for, at Narnia bliver anerkendt som selvstændig stat, eller at Gollum ikke længere er interesseret i ringen, end at Hamas lige pludselig beslutter sig for at blive halal.
Ser man nærmere på Trumps fredsplan, får man en tjekliste, der får ”Den Store Bagedyst” til at ligne en fastfoodrestaurant. Også her bliver man nødt til at minde om, hvad bagtæppet for Trumps detaljerede udspil er.
Den 7. oktober 2023 stod Hamas bag et terrorangreb, hvor 1.200 israelere – mænd, kvinder, børn og spædbørn – blev myrdet på én dag. Den største massakre på jøder siden Holocaust. Dertil over 250 gidsler ført ned i Gazas tunnelsystem.
Den dag faldt masken. Hvis nogen skulle have levet i den vildfarelse, at Hamas for alvor ville indgå i en diplomatisk fredsproces, der endte med, at man de facto opløste sig selv som magtfaktor, så blev illusionen skyllet væk i blod og tårer den dag.
Det er tydeligt, at en terrororganisation som Hamas ikke eksisterer på trods af vold, men gennem vold. At slå uskyldige jøder ihjel er ikke en uheldig bivirkning i den sammenhæng, men en naturlig konsekvens. Det er terrororganisationens raison d’être, ligesom en dødsgardist afskyr, forfølger og dræber mugglere.
Derfor ligger der også en indbygget risiko i det diplomatiske spor, som mange vestlige lande har forfulgt i den seneste tid, hvor man anerkender Palæstina som selvstændig stat.
Her er for eksempel, hvad den britiske premierminister, Keir Starmer, skrev i den sammenhæng på det sociale medie X: »I dag anerkender Det Forenede Kongerige staten Palæstina for at genoplive håbet om fred for palæstinensere og israelere og en tostatsløsning.«
Håb er som bekendt ikke nogen strategi. Jeg tillader mig at betvivle, at Voldemort havde skånet eleverne på Hogwarts, hvis man havde tilbudt mørkets fyrste, at skolen fremadrettet kunne blive mødested for interkulturel og interreligiøs dialog mellem dødsgardister og halvblodstroldmænd. Jeg tillader mig samme skepsis på vegne af Gazastriben, så længe Hamas huserer der.
Til gengæld er risikoen åbenlys: ved at anerkende en selvstændig stat med en magtfuld terrororganisation i Gazastriben risikerer man at belønne den største massakre på jøder siden Anden Verdenskrig med international anerkendelse og diplomatisk gadekredit.
Det er en farlig vej at gå, for når man først har lært, at vold giver diplomatiske gevinster, hvorfor skulle Hamas så stoppe der?
Og i øvrigt: er der nogen, der forestiller sig, at terrororganisationens erklærede mål om at udslette staten Israel så pludselig er forsvundet?
Det er nok mere sandsynligt, at der i så fald er tale om en politisk pendant til fideliusbesværgelsen: et magisk skjul af en åben hemmelighed. Lad mig formulere det diplomatisk: Det er naivt at tro, at nutidens terrorister bliver morgendagens skrankepaver.
Trumps fredsplan kan kaldes meget, men han har fat i en væsentlig sandhed: De rette forhold skal være på plads, før man kan diskutere etableringen af en suveræn palæstinensisk stat.
Det regnestykke starter med tilintetgørelsen af terrororganisationen, der vil udslette den jødiske stat. At vende rækkefølgen på hovedet – international anerkendelse, mens Hamas stadig holder gidsler og terroriserer Israel – er som at give en elev årskarakter, inden skoleåret er begyndt.
Det er ikke svært at lave endnu en Harry Potter-analogi her: at anerkende Palæstina som selvstændig stat på nuværende tidspunkt er farlig symbolpolitik. Det svarer til at ansætte Voldemort som lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter, alt imens mørkets fyrste myrder elever med dræberforbandelsen.
Det er denne groteske logik, som Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kalder for en »belønning af terror«. Selv hvis man ikke bryder sig om Netanyahus politik, er det svært at benægte logikken.
Anerkender man Palæstina i kølvandet på den største massakre mod jøder siden Holocaust, sender man et politisk budskab: Terrorangreb giver pote. Det ville være voldsmandens veto på steroider.
Trumps fredsplan er i sidste ende især et ultimatum til Hamas. Enten så stopper I, eller også sætter vi en stopper for jer. Førstnævnte ville nok kræve en palæstinensisk Dumbledore, der kunne få Hamas til at forsvinde. Taget i betragtning af at en meningsmåling fra Palestinian Center for Policy and Survey Research i maj 2025 viste, at 77 pct. af de adspurgte i Gazastriben og på Vestbredden er imod en afvæbning af Hamas for at kunne stoppe krigen i Gaza, er der øjensynlig større sandsynlighed for, at Voldemort bliver halalhippie.
Hvis man vil have fred i Mellemøsten, kræver det ikke diplomatisk magi, men snarere militær realisme. Ethvert reelt fredsforsøg må starte med, at Hamas bliver bombet tilbage til Stenalderen. Alt andet er utopi. Det tror jeg i øvrigt også, at Donald Trump udmærket godt ved.