Den gode mor ligger ikke gemt i brysterne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg kan huske, at sundhedsplejersken talte om det, som om min baby skulle have klippet en tånegl.

»Det er bare sådan et lillebitte klip,« sagde hun og viste med en hurtig bevægelse med fingrene en saks, der klippede.

Sundhedsplejersken sad rank på kanten af lænestolen med begge hænder om porcelænskoppen med kaffen i, som hun aldrig drak, men altid af høflighed takkede ja til. Det irriterede mig. Det behøvede hun jo ikke – det var ikke spor høfligt. Jeg var selv holdt op med at drikke al den høflighedskaffe, som præster i allerbedste mening bliver budt på. Af høflighed serveret, af høflighed drukket.

Det irriterede mig, det med kaffen. I det hele taget irriterede det mig lidt – det hele. Jeg sad i den samme sofa som nu – fra den plads i verden, hvor jeg skriver de fleste klummer. Mit førstefødte, velnærede babybarn lå på armen, og det var hende, der skulle have det der »lillebitte klip«, fordi hun havde lidt svært ved at blive ammet. I hvert fald bøvlede hun rundt, drak lidt for lidt ad gangen, vrælede lidt og gav op. Og det gentog sig inden for halvanden time igen. En baby, der ikke vil eller kan ammes – dét må fikses. Fordi der er en forventning om, at en god mor ammer sit barn.

Lad det så koste blod, sved og tårer og dén umiskendelige følelse af utilstrækkelighed, kun en mor kan føle.

Og lad det så koste et lille indgreb – bare et »lille klip«, som sundhedsdamen med silkekluden om halsen sagde og forklarede, at min baby kunne få tungebåndet klippet, hvis det var lidt stramt. Det ville hjælpe. Og i øvrigt var der masser af andre babyer, der fik klippet tungebånd.

Jeg var aldrig begejstret for idéen om det »lille klip« – som 5.423 babyer dengang i 2019 fik foretaget. Min datter fik det gudskelov ikke. I 2024 var tallet steget til 7.026.

Nok næppe fordi der på én gang fødes flere børn med stramt tungebånd. Nej, snarere fordi ammeregimet (læs: ideologisk forbenede jordemødre og sundhedsplejersker), som jeg også stiftede bekendtskab med dengang, får mødre til at føle sig som ravnemødre, hvis ikke de fuldammer deres baby. Også Sundhedsstyrelsen og WHO anbefaler at amme fuldt ud i seks måneder.

Men nu vågner myndighederne tilsyneladende langt om længe op, for tungebåndsklippet er ikke bare som at klippe en storetånegl – det er et kontroversielt indgreb. Og i den forgangne uge har fagpersoner udtalt, at man faktisk ikke kan være sikker på, om småbørnene påføres smerte, sår, eller om der er en risiko for infektion.

Selvfølgelig er det kontroversielt at klippe eller skære i små, raske babyer, men når mor mere eller mindre direkte bliver presset til at få amning til at fungere, kan det »lille klip« sikkert føles som den store forløsning.

Jeg husker, hvor rædsomt det var. Sundhedsplejersken, der med sin fløjlsbløde stemme anbefalede mig at blive liggende i sengen to-tre hele dage og ikke lave andet end at amme. Bede barnets far om at smøre en madpakke, så jeg ikke skulle bevæge mig ud af reden, men bare ligge der og være mordyr: sove, spise, amme.

»Så skal du bare ligge der og hygge dig,« sagde sundhedsplejersken.

Jeg gjorde det ikke. Ikke på vilkår. Men jeg prøvede – tre måneder ihærdigt og fulgte det gamle ammestueråd om at drikke maltøl for at øge mælkeproduktionen.

Jeg drak maltøl til kvalmegrænsen. Det hjalp ikke en pind. Frustrationen, ulykkeligheden, sorgen og skammen over ikke problemfrit at kunne fodre min egen unge, som jeg havde givet liv til. Tårerne og udmattelsen og følelsen af at være fysisk og sjæleligt udmagret.

En dag beordrede jordemoder Karen West mig til at stoppe det der ammevanvid. Give babyen erstatningsmælk i en flaske – få livet og kroppen tilbage.

Det gjorde jeg så, og hvor ville jeg dog ønske for alle slidte mødre og alle deres skrigende babyer, at de vil tro på, at der er opflasket både advokater, direktører og professorer på erstatningsmælk.

Børnene bliver ikke dummere af at få flaskemælk, men de slipper for en mor, der fuldkommen opgiver sig selv, fordi de ligger under for ammefundamentalismen, der er en af faktorerne i det forventningspres, mange førstegangsmødre er ved at segne under.

Et pres, der kommer både fra omverdenen, medierne, mødregrupperne, influencerne, sundhedsvæsnet og ikke mindst en selv om, hvordan man er den perfekte småbørnsmor i douchefarvede nuancer, der matcher babyens sengelinned og sengerand – erhvervet i alt for dyre domme, mens man selv er en stor underskudsforretning. For intet er for godt til arvingen.

Altså, forventningspresset er der – og hvor gerne man end ville, er det svært at abstrahere fuldstændig fra – så havde jeg vel også stoppet det der ammecirkus en måned tidligere. Og jeg er helt overbevist om, at det er grunden til, at der bliver foretaget så mange »små klip« – små, kontroversielle klip. Klip i din baby, eller giv den en flaske erstatningsmælk. Det burde slet ikke være nogen stor overvejelse. Men vi trænger til et fortsat opgør med myten om, hvad den gode og kærlige mor er.

Den omsorgsfulde mor ligger ikke i brysterne – ej heller i, om man lukker sig inde i en barsels-baby-boble og nærmest dyrker dét at have ammehjerne og gylp på kjolen som et tegn på hengivelse.

Jeg husker, at en sygeplejerske på fødegangen sagde til mig: »Nå, nu bliver det godt at komme hjem til babyboblen« – læs: til mødregrupper, kaffe og boller og bleskift og en meget lille pastelfarvet verden.

Jeg var ved at skrige. Jeg ville hjem, men ikke til en boble. Jeg ville hjem og ud i livet – ud i verden med mit barn. Og en sutteflaske i tasken – en masse nærhed, kærlighed og frihed.