Ikke mere snak, ikke flere parodiske forhandlinger. Der er brug for ægte politisk vilje for at redde Ukraine
Heldigvis har Rusland startet en krig, det ikke kan vinde. Spørgsmålet er desværre også, om Ukraine kan.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Trump vil lægge hårde sanktioner på Rusland, men kun hvis alle Nato-lande stopper med at importere russisk olie. Det er godt nok en gratis omgang, fordi Rusland-flinke lande som Ungarn, Slovakiet og Tyrkiet vil næppe gå med til importstoppet.
Putin foreslår at fredsforhandle med Zelenskyj – i Moskva. Ligeledes en gratis runde, fordi rejsen til Moskva vil ligne den totale underkastelse, og fordi Zelenskyj ikke kan være sikker på at slippe ud af Rusland igen, jævnfør Putin-kritikeren Navalnyj, der blev arresteret i lufthavnen og likvideret i fængslet.
Krigen i Ukraine fortsætter, ingen tegn på fred, dialog, våbenhvile, ingenting. Tværtimod tester Rusland Natos sammenhold med droner over Polen og jagere i estisk luftrum. Putin er tydeligvis ude på skrammer, og Trump må også have en sur smag i munden efter at have åbnet armene for ham i Alaska, hvorefter den russiske præsident kvitterede med at optrappe sine luftangreb mod ukrainske byer – blot få dage efter topmødet havde over 30 civile, herunder børn, mistet livet i bombardementerne.
Trump og Putin, et forhold, der af ejendommelige årsager endnu ikke er eksploderet. Måske fordi de har nok at se til derhjemme. Den katastrofale amerikanske statsgæld er velkendt, og landets splittede situation blev senest fastslået med mordet på Trump-støtten Charlie Kirk, og på den anden side knager Putins krigsøkonomi nu for alvor, ligesom det er tvivlsomt, hvor længe de russiske generaler vil ofre tusindvis af tropper for få hundrede meter ukrainsk jord.
Kina holder imidlertid kloen under Rusland til gengæld for russisk energi til spotpris, og mon ikke Xi Jinping også nyder at se Putin hamre løs på Ukraine og udstille svaghederne i Vesten, Kinas hovedfjende? Den russisk-kinesiske alliance blev i hvert fald understreget til seneste møde i diktaturklubben Shanghai Cooperation Organisation, hvor der blev kindkysset mellem Putin, Xi, Nordkoreas store leder og ikke mindst Indiens premierminister Modi. Her var samlet repræsentanter for næsten halvdelen af verdens befolkning, ingen fungerende demokratier, en rystende realitet.
Verden er på autoritær kurs. Rusland og Kina går forrest, mens Europa står målløs tilbage. Trump er ikke afvisende over for autokraterne, ruller løberen ud for Putin og betragter Xi som sin gode ven. Derfor er krigen i Ukraine så vigtig. Her står slaget mellem frihed og diktatur, mellem rettigheder og rå statsmagt. Hvis Rusland underlægger sig Ukraine, så vil Kina prøve kræfter med guldægget Taiwan. Hvem kommer ø-staten til undsætning? Ingen. Den regelbaserede verdensorden vakler, en verden ikke længere styret af globale konventioner, men snarere af strongmen – Xi, Putin, Modi og den amerikanske præsident.
Europa opruster, heldigvis. Oprustningen vil afskrække russerne fra at kaste sig ud i nye krigseventyr, og selv hvis Putin en dag er skaffet af vejen, og fornuften sænker sig over Rusland, så vil et stærkt europæisk militær stadig være nødvendigt – man ved aldrig, hvornår der dukker en ny Putin op.
Vestlige styrker er allerede ved at blive udstationeret langs den polske grænse til Ukraine, herunder danske kampfly. Betyder det, at Natos musketered træder i kraft, hvis en dansk F-16 bliver ramt af Rusland? Ikke nødvendigvis. Artikel 5 kræver konsensus, og alle 32 medlemslande skal vurdere hændelsen som en bevidst aggression. Det er ikke svært at forestille sig, igen, lande som Ungarn og Slovakiet komme på tværs, utvivlsomt til Putins store tilfredshed – det må ikke ske.
Alt, hvad der sætter Vesten i dårligt lys, er vand på Putins morderiske mølle. Senest har Trump gjort benarbejdet for Putin ved at nærme sig den russiske despot og tage afstand fra Europa, så der aldrig har været længere over Atlanten. Det er svært at forudsige Trumps træk, men ikke sværere end at de sjældent er smarte.
Gudskelov har Rusland startet en krig, det ikke kan vinde, medmindre man naturligvis har resurser til at fortsætte 89 år endnu – så lang tid vil det tage at erobre landet i det nuværende russiske tempo.
Spørgsmålet er snarere, om Ukraine kan sejre, og naturligvis kan ukrainerne det. Det gælder grundlæggende om at knække den russiske moral, give Zelenskyj, hvad han har brug for, presse styret i Kreml og punktere Putins oppustede økonomi, så vil lykken skifte på slagmarken, og hvis ikke Ukraine generobrer samtlige provinser, så vil man stadig få sat en slagkraftig stopper for yderligere russiske angreb, verdens stærkeste kampstyrke langs linjerne, et pindsvin af stål.
Første skridt er hårdere sanktioner, dem, der kan mærkes. Ikke på Trumps umulige betingelser og dem, der kan mærkes begge veje. Ikke flere parodiske forhandlinger, ikke mere snak, ikke mere politisk tovtrækkeri, men politisk vilje til at sanktionere Rusland i bund og – i fredens tjeneste – armere Ukraine.