Er Bornholm beredt på krig? Svaret er desværre klart: Nej
Sverige har genoplivet totalforsvaret. En ny rapport beskriver syv konkrete trusselsscenarier, som landet skal forberede sig på. Herhjemme efterspørger kommuner og virksomheder fortsat et mere klart planlægningsgrundlag.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Fredag den 19. september udkom en bemærkelsesværdig svensk rapport. Under overskriften ”Nye udgangspunkter for totalforsvaret” beskriver rapporten kort og præcist, hvad den aktuelle trusselsituation betyder for statslige myndigheder, regioner, kommuner, virksomheder, civilsamfundsorganisationer og borgere.
Afsenderne var den svenske militære øverstbefalende, forsvarschef Michael Claesson, og generaldirektøren for myndigheden for samfundssikkerhed og beredskab, Mikael Frisell.
Rapporten tjener som planlægningsgrundlag for det svenske totalforsvars aktører, som skal forberede sig på f.eks. at kunne klare sig selv i to uger under de indledende faser af en krig.
»Vi forbereder os på det værst tænkelige: et væbnet angreb mod Sverige og vores allierede. Med fælles udgangspunkter kan alle aktører planlægge ud fra deres rolle og ansvar – lige fra sundhedsvæsenets modstandsdygtighed og en fungerende elforsyning til effektiv støtte til militæret. Sammen gør vi Sverige stærkt nok til at afskrække angreb,« sagde Mikael Frisell i forbindelse med udgivelsen.
At tænke modstandsdygtighed som afskrækkelse står stærkt i Natos doktrin, og med svensk medlemskab af alliancen er deres i forvejen stærke fokus på totalforsvar for alvor blevet sat ind i en ramme, som kræver optimal samordning af det militære forsvar og det civile beredskab.
Har vi så et lignende officielt og offentligt tilgængeligt dokument med de mest oplagte trusselsscenarier for Danmark? Nej, det har vi ikke, er det korte svar.
Hverken ”Nationalt Risikobillede 2025” fra Styrelsen for Samfundssikkerhed eller Forsvarets Efterretningstjenestes opdaterede vurdering af truslen fra Rusland mod rigsfællesskabet fra februar beskriver konkrete militære trusselscenarier. Hvad der måtte ligge af klassificerede planlægningsvejledninger er en anden sag, men et offentligt tilgængeligt dimensionerende redskab for totalforsvarets aktører ligesom det svenske eksisterer ikke for Danmarks vedkommende.
Men regeringen holder sig samtidig ikke tilbage med at bruge stærk retorik om det generelle trusselsbillede.
Både KL på vegne af kommunerne og DI som samlingspunkt for landets største virksomheder har efterlyst mere klare udmeldinger fra regeringen om, hvad det konkret er, man forventes at planlægge op imod.
De syv trusselscenarier i den svenske rapport omfatter hybridtrusler, værtsnationsstøtte, begrænset angreb på det nordlige Sverige, militært angreb på Gotland, fjernangreb med missiler eller droner, forstærkning af Natos nordflanke og forstærkning af alliancens tilstedeværelse i Baltikum.
Alle scenarier vil enkeltvis udfordre det samlede svenske samfund, men meldingen fra myndighederne er, at man faktisk bør være klar til at håndtere alle syv på samme tid.
Set fra dansk perspektiv er især scenariet, hvor Rusland angriber øen Gotland med luftstyrker og landgangsoperationer, interessant, fordi vi har en tilsvarende geografisk udfordring omkring Bornholm.
Begge øer ligger i Østersøen ubehageligt nær de russiske militære baser i Kaliningrad, og både Gotland og Bornholm kan blive brændpunkter i en konflikt mellem Nato og Rusland, fordi man herfra kan kontrollere luftrum og søterritorium i en stor del af Østersøen.
Gotland har været under både militær og civil oprustning de seneste år, og øen er allerede beskyttet mod luftangreb af jordbaserede luftværnssystemer af den slags, Danmark først er ved at indkøbe nu. Spørgsmålet er, hvor klar Bornholm er til krig.
Selv om vi i Danmark generelt er kommet langsommere ud af startboksen end vores nabolande, hvad beredskab og genoprustning angår, så er det mit indtryk, at det netop er på klippeøen i Østersøen, at vi kommer tættest på at anvende et egentligt totalforsvarskoncept herhjemme.
På grund af Bornholms geografiske afgrænsning, afstanden til det øvrige Danmark og det begrænsede befolkningstal er de civile og militære aktører derovre vant til at arbejde tæt sammen og planlægge for kriser i fællesskab. Det har i praksis skabt en stærk samordning af kompetencer og kapabiliteter på tværs af sektorer, ligesom det var tilfældet i totalforsvaret under Den Kolde Krig i resten af landet.
Der er dog et stykke vej endnu, før kombinationen af militær styrke og civil modstandsdygtighed for alvor bliver en afskrækkende faktor på Bornholm og i resten af Danmark. Det handler i høj grad om placeringen af planlægningsansvaret for den civile komponent i den totalforsvarstænkning, som desværre ikke står særlig stærkt herhjemme.
Her er Sverige foran os. Det er nok ikke helt tilfældigt, at den nuværende landshøvding på Gotland, som er den øverste ansvarlige myndighed for det lokale totalforsvar i Sverige, er den tidligere chef for den svenske civile beredskabsmyndighed, Charlotte Petri Gornitzka. Hun repræsenterer staten på Gotland og har ansvar for at føre tilsyn med, om regeringens politik på bl.a. beredskabsområdet efterleves lokalt.
Hvem har den tilsvarende funktion på Bornholm? Det er svært at svare på, for ansvaret er i dag spredt ud på mange myndigheder, som forventes at koordinere med hinanden uden et klart planlægningsgrundlag og dimensionerende scenarier at tage udgangspunkt i.
Under Den Kolde Krig lå funktionen hos regionsamtmændene, men herhjemme nedlagde vi jo civilregionerne (som på dette område modsvarede de svenske län som administrative enheder) for et par og 20 år siden.
Som med så meget andet fra den svundne tid, hvor fjenden kom fra øst, og hvor mørke skyer hang i horisonten, skulle vi aldrig bruge det igen. I dag ser verden desværre anderledes ud. Eller gør den? Måske ligner den i virkeligheden mere noget, vi har set før.