Jeg har et ønske til finansloven: En scenekunstreform

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når regeringen i denne uge fremlægger sit forslag til finansloven, bør det indeholde et klart kulturpolitisk mål: en reform af scenekunstområdet.

Scenekunsten er en af de mest populære kunstformer i Danmark. 57 pct. af danskerne oplevede scenekunst sidste år. Flere, end der gik til sportsbegivenheder. Der blev solgt 2,7 millioner teaterbilletter. Interessen er enorm. Alligevel står branchen på et skrøbeligt fundament.

I årevis er tilskuddene blevet udhulet af inflation, mens lovgivningen er vokset til med bureaukratiske krav, der hæmmer både kvalitet og udvikling. Resultatet er, at selv succesrige teatre kæmper med underskud, freelancere presses på løn- og arbejdsvilkår, og børn og unge risikerer at møde scenekunsten sjældnere end tidligere.

Samtidig er egnsteatrene, som ofte er lokalsamfundets eneste adgang til professionel scenekunst, presset af faldende refusion og stigende udgifter. De frie grupper, hvor morgendagens kunstnere udvikler nye formater og idéer, konkurrerer om for få midler. Og turnéteatret, der bringer kunsten ud i hele landet, halter på grund af utidssvarende ordninger.

Kort sagt: Scenekunsten er et af de kulturområder, hvor afstanden mellem publikums interesse og de politiske rammer er størst.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har allerede sat sit markante politiske aftryk på kulturlivet med en museumsreform, en ny filmaftale, medieaftaler og styrkede kulturskoler. Alle med det sigte at modernisere rammerne og give kunsten bedre betingelser. Det er derfor kun naturligt, at scenekunsten nu står for tur. Området har i årtier været styret af en lov, der ikke længere matcher virkeligheden.

En scenekunstreform kan gøre op med tilsandede strukturer, give plads til flere børn og unge, styrke det lokale teaterliv og sikre, at succesforestillinger kan leve længere. Kort sagt: en reform kan skabe en scenekunst i verdensklasse til glæde for langt flere danskere – og samtidig sætte ministeren i historiebøgerne som ham, der forberedte dansk teater på fremtiden.

Derfor er det nu, regeringen skal tage næste skridt. En reform af scenekunsten er ikke et smalt branchekrav, men en investering i vores fælles kultur og sammenhængskraft. Når så mange danskere søger mod teatret, må politikerne finde viljen til at sikre, at scenekunsten også i fremtiden kan samle, udfordre og begejstre.