Derfor står Fremskrittspartiet til en jordskredssejr til det norske valg

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ifølge meningsmålingerne går Fremskrittspartiet (som nærmest svarer til Dansk Folkeparti herhjemme) til at få ikke mindre end en jordskredssejr – fra 11,6 pct. af stemmerne ved valget i 2021 til ca. 22 pct. i dag. Altså næsten en fordobling.

Nu er det jo ikke sikkert, at dagens meningsmålinger rammer plet i forhold til valgresultatet om to uger.

Men det er i hvert fald nødvendigt at kende til Norges nyeste historie for at forstå, hvorfor Fremskrittspartiet aktuelt står så godt i meningsmålingerne.

Der er nemlig flere væsentlige historiske forklaringer på Fremskrittspartiets fremgang. For det første er Utøya-syndromet nu efter 14 år endelig ved at aftage i norsk politik.

Med Utøya-syndromet mener jeg, at det efter Anders Behring Breiviks terrorangreb i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011 blev nærmest umuligt at være Fremskrittsparti-vælger eller -politiker. Partiet kom i en dyb krise, fordi dets hidtidige hovedmærkesag, stramningen af udlændingepolitikken, blev umulig at fremføre uden at risikere at blive sat i bås med den højreekstreme Breivik.

Også selv om Fremskrittspartiets politik og ledende politikere naturligvis på ingen måde i realiteten kunne sammenlignes med Breivik og dennes ekstreme politiske synspunkter.

Utøya-syndromet kom imidlertid til at præge norsk politik i de næste mange år efter 2011 og var formentlig med til at skabe en stor vælgermæssig krise, som Fremskrittspartiet røg ud i.

Med en lang række dårlige valgresultater til følge. Først nu – 14 år efter – er begivenhederne den 22. juli 2011 på så lang tidsmæssig afstand (selv om de på ingen måde er glemt og formentlig og forhåbentlig heller aldrig bliver det), at mange vælgere atter tør stemme på Fremskrittspartiet.

For det andet gik Fremskrittspartiet i 2013 for første gang nogensinde med i en regering sammen med partiet Høyre (som nogenlunde svarer til De Konservative i Danmark) og med sidstnævntes partileder, Erna Solberg, som statsminister.

I de efterfølgende mange år sled dette enormt på Fremskittspartiet, fordi partiet nu blev nødt til for alvor at tage ansvar, gå på kompromis og være med til også at lægge stemmer til politiske beslutninger, som var upopulære hos deres egne vælgere.

Denne problematik blev ikke mindre, da regeringen i 2018 blev udvidet med partiet Venstre, som nærmest svarer til Radikale Venstre i Danmark, og således som på store dele af det værdipolitiske område ligger milevidt fra Fremskrittspartiet. Desuden kom også Kristeligt Folkeparti med i regeringen i 2019.

Optagelsen af navnlig Venstre, men også til dels Kristeligt Folkeparti i regeringen førte i 2020 til et brud, hvor Fremskrittspartiet forlod regeringen – netop på grund af uenigheder om udlændingepolitikken.

For det tredje kan både Høyres leder, Erna Solberg, og Arbeiderpartiets leder og nuværende statsminister, Jonas Gahr Støre – efter nogles opfattelse – nok siges at lide af en vis metaltræthed. Den 64-årige Solberg har været partileder siden 2004 og statsminister i otte år (fra 2013 til 2021).

Og den 65-årige Støre har været partileder siden 2014 og bl.a. udenrigsminister i syv år (fra 2005 til 2012) og statsminister siden 2021. Ifølge en helt ny meningsmåling ønsker en tredjedel af dem, der siger, at de vil stemme på Høyre i dag, sig samtidig en anden leder end Erna Solberg.

Fremskrittspartiets 47-årige leder, Sylvi Listhaug, som kun har været partileder siden 2021, virker derimod tilsyneladende på nogle vælgere som et frisk pust, selv om andre vælgere opfatter hende som ret yderligtgående i sine synspunkter.

En af de vigtigste forklaringer på Fremskrittspartiets aktuelle jordskredsagtige fremgang er imidlertid formentlig det aftagende Utøya-syndrom i norsk politik.

For første gang i næsten 15 år kan det igen lade sig gøre at tale om stramninger af udlændinge- og retspolitikken, uden at alt for mange norske vælgere flygter langt væk. Tværtimod. Og det er netop dét, som Sylvi Listhaug benytter sig af i den nuværende valgkamp.

Det er dog vigtigt at understrege, at en eventuel kæmpemæssig fremgang til Fremskrittspartiet på valgdagen ikke nødvendigvis vil kunne veksles til ny, stor politisk indflydelse de næste fire år. Meningsmålingerne viser nemlig næsten dødt løb mellem de røde og de blå partier med en tendens i de fleste af de allernyeste målinger til, at de røde partier vil få flertal.

Men resultatet kender vi først på valgnatten, og meget kan ske i de sidste dage op til valget, sådan som vi også ser det i mange andre lande i disse år.

Uklart er det også, hvilke partier der eventuelt vil indgå i en regering efter valget – også selv om de røde partier eventuelt tilsammen vil kunne mønstre et flertal.

Vil Jonas Gahr Støre fortsætte som statsminister, hvis han bliver afhængig af partiet Rødt (som nogenlunde svarer til Enhedslisten herhjemme)? Vil han eventuelt søge løsning hen over midten? Eller vil de borgerlige måske atter kunne erobre statsministerposten?

Spændingen er intakt.

Det eneste, der er sikkert, er, at man bedre kan forstå, hvad der sker i Norge lige nu, hvis man ser det hele i et lidt længere historisk perspektiv.