Det moderne travle menneske er dødirriterende
På mandag kræver hverdagen ubønhørligt alt af os. Det er kun få – alt for få – af os, der evner at værne om øjeblikket.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg fandt ungernes madkasser forleden i en turtaske, der siden sommerferien hos mig havde ligget henslængt tre uger i et hjørne i gangen. Jeg åbnede den lille Paw Patrol-madkasse og bankede de mugne brødkrummer og kikserester fra en anden tid – fra et andet liv – ud i biospanden og satte alle de ildelugtende plasticgenstande i opvaskemaskinen.
Jeg tror, mange har det ligesom os herhjemme i husstanden: Sommerferiens allersidste krampetrækninger kommer nu i denne weekend – de er faktisk allerede indtruffet sammen med en næsten panisk trang til at skærme sig fra hverdagen, der ubønhørligt vil kræve sit på mandag.
For det særlige ved ferien er, at det åbner et rum for, at det, man føler, det, man trænger til – og det, man foretager sig – rent faktisk stemmer overens.
Men fra på mandag morgen kører hamsterhjulet og skolebusserne, provinspendlerforbindelsen Holbæk-København er knaldfuld med stressede mennesker, der ikke løfter blikket fra iPhonen, når de moser ind i toget for at få en plads i stillekupéen, så de straks kan klappe computeren op og forsvinde ind i hverdagens store bevægelse med en hvilepuls på 100.
På mandag skal der læses lektier, hentes-bringes, stilles vækkeure, smøres madpakker, skændes og koordineres i hverdagens regneark.
På mandag lukker det mulighedsrum, som ferien var for at gøre noget af alt det, vi ellers ikke når – et mulighedsrum for at gøre mindre eller øve os i at gøre noget anderledes, end vi hidtil har gjort i hverdagen.
På mandag er det, rent skilsmissestatistisk, også begyndelsen på opløsningen for desværre en del familier, fordi ferien ikke forløste det, man havde håbet – alt det, der ikke kommer af sig selv i hverdagen, skulle komme af sig selv i ferien – og det udeblev. For nogen floppede ferien – nu bliver det hverdag med en indbygget hjerteknusende konsekvens af det, ferien ikke blev og ikke gav os. Og må alt trøst og styrke og håb være med dem.
For nogen blev ferien mere end noget andet tidspunkt på året, mere end nytåret med dets fjollede forsætter, en anledning til at øve os i at lovprise øjeblikket. At stoppe tiden. At nyde øjeblikket. At fordybe og forsinke sig i fuldt nærvær. At sige til øjeblikket: »Verweile doch, Du bist so schön,« som den ulykkelige Faust i Goethes drama siger.
Al elegancen og skønheden går selvfølgelig fløjten i den danske oversættelse: »dvæl endnu, du skønne stund«, nej, det duer ikke. Sig det højt én gang til på tysk: »Verweile doch, Du bist so schön.« Man mærker nærmest skønheden lande foran sig i morgenavisen, før hverdagshelvedet bryder løs.
»Verweile doch« – det lyder så let, og samtidig er det menneskehedens største længsel og måske dét, vi har allersværest ved. Og ikke mindst i dag, hvor det moderne, dødirriterende menneske føler sig så betydningsfuld i kraft af tempo, gøren og laden, endeløse opdateringer på de sociale medier, nye titler og omstillingsparathed, uafladeligt og ulideligt at være på fuld fart frem, at være stærkt beskæftiget hele tiden – og til dels med det uvæsentlige.
Det er den slags mennesker, for hvem Kierkegaard ønskede, at Knippelsbro ville gå op for snuden af dem, eller at de ville falde lige så lange, de var – blot for at rive dem ud af deres vanvittige hastværk.
»Verweile doch«, at værne om øjeblikket – der er få mennesker, der kan det i dag – og der er grund til at beundre dem for det. Min kæreste kan det – og gør det og beder mig om det. »Kan du ikke bare lige være her et øjeblik? I øjeblikket.
Ikke skifte emne, ikke skrælle kartofler, ikke rede hår, ikke kværne videre om alt muligt andet, du lige har læst, vær lige præsent, vær lige nærværende – om lidt er den her stund – den her mulighed forbi!«
Og så småt skammer jeg mig over min ustandselige uro …
Nuvel. Jeg er helt overbevist om, at den sommerferiesouvenir, mange mennesker af i dag, inklusive jeg selv, har brug for at tage med ind i hverdagen på mandag, er: at værne om øjeblikket.
Jeg læste i min ferie en artikel i Frankfurter Allgemeine, hvor filosof Peter Sloterdijk svarer på spørgsmålet om, hvordan man kan indføre et par filosofiske idéer i sin hverdag. Han svarede: »Man må ikke lade begrebet ”hverdag” gå på kompromis med en. Så snart man tror, at i dag er hverdag, håndterer man ikke det, nuet har at byde på, godt.«
Læs det lige igen.
Der er mange øjeblikke, der går under i det moderne menneskes liv – samtidig af frygt for at gå glip af det rigtige øjeblik tror vi at kunne indfange øjeblikkets flygtighed med apps, der giver mulighed for at arkivere øjeblikket af vores oplevelser og dele dem med verden i hurtige opdateringer og små snapshots.
Men det opfyldte øjeblik kan vi ikke planlægge, forberede eller fastholde – og det er så pokkers svært for os i dag at forstå.
Når det fortættede øjeblik af mening, glæde, harmoni, kærlighed, lykke aldrig indtraf den forgangne ferie, der i værste fald kan ende som et socialt-psykologisk eksperiment, der ikke lykkedes – ja, så er der nok en grund til det.
Det, vi længes efter, kan vi ikke planlægge, selvom alle mulige digitale tjenester lokker med øjeblikkets lykke for enden af planlægning, tilrettelæggelse og bookning – men øjeblikkets hemmelighed skaber vi ikke selv, en hemmelighed, vi ikke kan få under kontrol – men vi skal skabe rum for den i det hverdagsliv, der er vores.
Ved at give plads til det væsentlige.