Når nyheder bliver teater, undergraves demokratiet
Nyhedsdækningen har med Donald Trump udviklet sig til et show, hvor intet er rigtigt, alt er forkert, hvor ingen bliver klogere, og virkeligheden – inkl. demokratiet – bliver mindre og mindre virkeligt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hele mit voksne liv har det været et fast ritual: Jeg har hver eneste morgen orienteret mig grundigt i dagens nyheder. Dagen igennem har jeg så fulgt udviklingen – og dagen efter gentager det hele sig igen.
Jeg kan lide at følge med. Jeg kan lide at være orienteret. Og ikke mindst synes jeg, at vi hver især har en forpligtelse til at forholde os til de ting, der sker i verden omkring os. Så vi gør op med os selv, hvad vi tror på, hvad vi kæmper for, og hvordan vi mener, at verden bør udvikle sig.
Jeg har mine favoritmedier, jeg har nogle journalister, skribenter eller kommentatorer, som jeg foretrækker frem for andre, men jeg holder mig nogenlunde bredt orienteret, uanset hvad avisen eller mediet hedder.
Men her i den seneste tid er det dog, som om min lyst til at følge med er blevet mindre. Det bliver mere sur pligt. For at sige det lige ud oplever jeg ofte, at det er utåleligt at vågne op til nye kaskader af dårlige nyheder. Nyhederne er ikke skrevet dårligt eller leveret dårligt. Det er indholdet, den er gal med.
Ikke alene går udviklingen ofte i den forkerte retning. Det er også, som om selve nyhedens natur er gået i hårdknude. At man har tabt blikket for, hvad nyheder er. At det hele er blevet teater. At det er blevet konkurrerende parallelvirkeligheder. Og at ingenting er, som det var.
For mig at se er problemet, at mange af nyhederne åbenlyst er løgne. Det kan lyde banalt. Men det er jo sandt. Og det yderligere problem er, at det ofte ikke er et problem, at nyhederne er løgne.
Og hvis det endelig er et problem, at nyhederne er løgne, så er det kun et problem for nogen, mens det er en sejr for nogle andre. Eller så handler det om at få så mange til at tro på løgnen, at det bliver til virkelighed – og dermed til en rigtig nyhed.
Udover Donald Trump, der konsekvent og ihærdigt angriber sandheden og fyrer alt og alle, der ikke passer ind i det verdensbillede – senest hans chefstatistikker, der fremlagde statistikken, som den nu engang var og ikke, som Trump ønskede den – er det lige nu nok bedst illustreret af situationen i Gaza.
På den ene side synes der ingen tvivl at være om, at mange palæstinensere i Gaza sulter. På den anden side siger Netanyahu, at der ikke er nogen, der sulter i Gaza.
Forskere gentager igen og igen, at definitionerne på folkemord er opfyldte, mens andre kan diskutere til hudløshed, om Hamas er en terrororganisation. Kommer nødhjælpen overhovedet til Gaza, og hvem er det, der skyder palæstinenserne, mens de venter på at få mad?
Alt er til diskussion. Alt er oppe i luften.
Man kan stadig ikke tale om det uden først at skulle retfærdiggøre, at Israel har ret til at kæmpe mod Hamas på grund af massakren. Men det legitimerer jo ikke, at man må begå folkedrab.
Når man ikke engang kan blive enig om, hvad der sker, er det svært at blive enige om, hvad der skal gøres ved det.
Og så er det, demokratiet udhules. Så er det, den offentlige debat lider. Så bliver det et onemanshow uden retning og et demokrati uden deliberation. Vel nærmest et diktatur?
Vi har været vant til, at når den amerikanske præsident åbner munden, så skal vi lytte. Der ligger så meget magt i det embede, at det, præsidenten siger, altid vil være relevant. Det er det stadig. Men af andre grunde end tidligere.
Se bare på al den snak om toldsatser, der har bølget frem og tilbage i månedsvis. Aktiemarkederne reagerer først dramatisk, fordi man tager Trumps udmeldinger for gode varer. Så trækkes det hele i land. Så er det nye toldsatser, nye fjender, opgiven og rysten på hovedet – og hvad er der overhovedet at forholde sig til?
Nu er vi endt med en fast told, men ingen ved rigtig, hvad konsekvenserne er. Har Trump kanøflet Europa og von der Leyen? Eller har Trump ikke rigtig læst det med småt, som EU’s bureaukrater har fået skrevet ind? Vil EU bare have, at Trump skal føle sig som vinderen, selvom han ikke er det – fordi han elsker at føle sig som en vinder?
Og kommer tolden overhovedet til at gøre America great again? Eller ender regningen ved den almindelige borger?
Ingen ved det. Tiden går. Ingen problemer synes at blive løst. Grøfterne graves blot dybere og dybere. Alle mister pusten i forsøget på at hitte rede i, hvad der foregår. Om ikke andet kan vi distrahere os med et par, der bliver fanget i at være utro til en Coldplay-koncert.
Her kan man da se, hvad der er rigtigt og forkert. Og så kan vi ellers glemme alt om at stoppe handelskrige, folkedrab og andre af verdens katastrofer.
For i morgen kører nyhedsmøllen så igen. Men hvis vi ikke snart tager virkeligheden og demokratiet langt mere alvorligt, så mister vi begge dele.