Trusser, håb og kærlighed. Jeg har kigget gennem et nøglehul

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg ved ikke hvorfor. Men nogle dage inde i juli syntes Facebook, at jeg skulle introduceres for gruppen ”Søde Venner”, så nu kigger jeg med. Gennem et nøglehul.

Gennem nøglehullet følger jeg med i, hvordan det går med Tinas skilsmisse, med Annittas tanker om at få barn nummer tre »med den rette« og med Brians liv i almindelighed.

Brian fra Hedensted rakte ud til verden med nogle linjer om sig selv og et profilfoto af en flæskesteg med sprød svær. I kommentarsporet svarede Susan fra Greve »lækkert«, mens Kim syntes, at den så tør ud, og spurgte Brian, om han havde husket at komme vand i bunden af bradepanden.

Sådan går snakken i gruppen ”Søde Venner”. Hver uge spørger mindst ét medlem, om det egentlig er en datinggruppe, hvortil moderatoren svarer, at det er det ikke, hvorefter et kor af medlemmer siger, at det er det også.

Og hver uge minder mindst ét medlem de andre om, at gruppen jo altså ikke er lukket – husk det. Annittas eksmand kan derfor, hvis algoritmen vil det sådan, læse med på hendes tanker om at finde den rette til en treer, og Brians flæskestegsprofilfoto kan derfor blive talk of the town på hans arbejdsplads. Husk det.

Hvis du ser nogle håndfulde mennesker for dig, der snakker løs, ser du forkert. Du skal se alle i Herning snakke løs. Gruppen nærmer sig hastigt samme størrelse som indbyggertallet i landets 12.-største by – 50.000.

I Facebooks svar på Herning er det særlige, at folk står ved at være alene eller udfordrede, kunne bruge nogen at sige godmorgen til eller bare være endt i en landsdel, hvor de ikke kender et øje. »Velkommen til,« lyder svaret så fra en stribe medlemmer. Og så er man jo ikke alene længere. Det er det fine ved ”Søde Venner”.

”Søde Venner” er på den måde naboen, der kommer over med en blomst. Det er udgangspunktet. Men lad os være ærlige – der er også naboer, der har bagtanker. I et opslag fortæller en kvinde, at en mand i gruppen virtuelt bankede på hendes dør med en blomst, og hun åbnede, virtuelt, og efter nogle beskeder frem og tilbage spurgte han ud af det blå, hvad hun ville sige til 500 kr. for et par af hendes brugte trusser.

Samme kontante aftræk havde en kvinde, der reagerede på et opslag fra en mand i Kalundborg. Manden spurgte, hvad andre i gruppen foretog sig på en stegende varm aften – selv sad han på terrassen og kedede sig. Svaret fra kvinden faldt et minut efter: »Er i sommerhus ved Svallerup Strand. Skal jeg komme over med en flaske rosé?«

Er det venskab, hun tilbyder? Måske. Venskab findes jo i alverdens udgaver som den ”panerede fiskefilet”, der engang var på alle cafeteriamenuer. Man kan ikke se på det sprøde og gyldne, hvad der gemmer sig indeni. Indeni kan der være fortrolighed, tillid og nærvær, men der kan også være et arrangement, hvor noget udveksles mod noget andet i stille forståelse mellem parterne.

Her er det, at Trine, Thor og Hans Henrik fra ”Søde Venner” kender de faktiske forhold i jernindustrien. Hans Henrik står i en lædervest foran en Harley-Davidson, Thor viser muskler op ad sin Range Rover, og Trine har taget sin selfie fra en vinkel, hvor man skal lege ”Gæt en D-skål”, før øjenkontakt kommer ind i billedet. For det at være sød er et godt kort at spille, men erotisk kapital er trumf.

Og så alligevel: Da Susanne på 23, der sidder i kørestol, stille spurgte ud i cyberspace, om nogen ville skrive med hende, eksploderede hendes indbakke. Tonny fik samme faste håndtryk på sin nødraket på fire ord: »Jeg er så ensom.« Svarene væltede ind.

Kloge mennesker vil muligvis pege på, at 1,3 millioner danskere bor alene. De vil måske se en ensomhedsepidemi i ”Søde Venner”. Men – er det ensomhed eller afklarethed at spørge, om der måske er nogen på Frederiksberg, i Hammel eller på Mors, der vil være ens ven?

Nogle i gruppen har køkkenbordstatoveringer, andre sneakers fra Prada. Nogen bruger deres profilfoto til at sende flirtende blikke, andre til at vise, hvor hunden sover om natten, og det er i sengen.

Er svaret på det hele ikke bare at ønske held og lykke? Og give et skulderklap for at tage et initiativ i stedet for at sidde tavst og respektabelt og kukkelure på Ligustervej 14?

God vind med at finde den her ven. Og tak for kigget.