Regeringen svigter danskerne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Endnu engang lemper regeringen udlændingepolitikken og åbner for, at en række borgere fra andre lande skal kunne komme hertil med deres familie for at arbejde. Jeg husker tydeligt, hvordan det blev fortalt, at fremmedarbejderne i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne også bare lige skulle hertil for at arbejde i en periode – og så ville de tage hjem igen. I den periode kom der f.eks. omkring 8.000 tyrkere.

I dag er indvandrere med tyrkisk baggrund den største gruppe af indvandrere og efterkommere, vi har i Danmark – samlet set omkring 67.500 personer. Med andre ord: I stor stil blev de her og fik børn. Stik imod dét, vi blev lovet: De skulle arbejde og tage hjem igen bagefter.

I 1980 udgjorde indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande 1 pct. af den danske befolkning. I dag udgør de mere end 10 pct. – svarende til 625.000 borgere med rødder i lande uden for Danmark. 300.000 af dem kommer fra muslimske MENAPT-lande (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet).

Nu gør regeringen præcis det samme som for 50 år siden – åbenbart uden at skæve til de historiske erfaringer. De åbner for en række lande, hvorfra man vil tiltrække arbejdskraft. Det er f.eks. Indien med sine 200 millioner muslimer og Albanien, hvor mere end halvdelen af befolkningen er muslimer. Og ikke at glemme Malaysia, hvor statsreligionen er islam, som 2/3 af befolkningen følger. For vi mangler arbejdskraft – præcis som for 50 år siden.

Problemet er bare, at når man kommer hertil fra et fattigt land for at søge arbejde – og opholdet i Danmark samtidig giver adgang til alverdens velfærdsgoder, som man ikke har i hjemlandet – ja, så bliver man selvfølgelig. Det er logisk. Og historien viser det samme.

For nogle år siden var det den højtuddannede it-ingeniør, man ønskede at tiltrække. Nu sætter man beløbsgrænsen så lavt, at det reelt kan være hvilket som helst job, der giver adgang til ophold i Danmark. Der er ingen krav om beskæftigelse eller job til den medfølgende ægtefælle. Og som historien viser, bliver man hængende i velfærdsdanmark, når først børnene går i danske skoler og ikke kan se nogen fremtid i hjemlandet. Senere bliver bedsteforældrene familiesammenført til Danmark.

Vi ved af erfaring, at indvandrere primært gifter sig og får børn med andre fra samme baggrund. Og på den måde bliver regeringens planer om øget arbejdsindvandring til reel indvandring – ikke blot for arbejdstageren, men også for ægtefælle, børn og bedsteforældre.

Historien gentager sig – uden at regeringen har lært noget som helst.