Er EU en succes? Ja, det afslører Danmarks formandskab

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når Danmark overtager formandskabet for EU’s ministerråd den 1. juli, er det første gang siden 2012. Og dette er i virkeligheden et af de tydeligste tegn på EU-samarbejdets store succes gennem de seneste mange år.

Lige siden oprettelsen af EF (siden 1993 kaldet EU) i 1958 har systematikken været sådan, at alle medlemslande – store som små – på skift havde formandskabet for et halvt år ad gangen. Men da EF blev grundlagt i 1958, bestod det kun af seks medlemslande (Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg). Det vil sige, at hvert af landene kom til at varetage formandskabet temmelig ofte, nemlig hvert tredje år.

Efterhånden som EF efterfølgende ad flere omgange blev udvidet med nye medlemslande, blev hyppigheden af hvert lands EU-formandskab imidlertid mindre og mindre. Men man holdt stadig fast i, at alle medlemslande skulle have formandskabet på skift. Uanset om det var et lille land som f.eks. Luxembourg (med under 1 mio. indbyggere), Danmark (med i dag ca. 6 mio. indbyggere) eller et stort land som Tyskland (med over 80 mio. indbyggere).

Dette gjorde man, fordi EF i sin tid blev dannet bl.a. for at sikre, at de store lande i Europa ikke længere kunne ”tromle hen over” de små lande og bestemme alting, sådan som der ellers havde været en tendens til lige siden dannelsen af de mange forskellige europæiske stater ca. 1.000 år tidligere og frem til afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945.

Konsekvensen af fastholdelsen af princippet om det roterende formandskab mellem alle EF’s/EU’s medlemslande blev, at efterhånden som EF/EU blev udvidet meget betragteligt, gik der nu også meget længere tid end tidligere imellem, at Danmark (og alle de andre lande) havde EU-formandskabet.

Den første udvidelsesrunde af EF fandt sted i 1973, da Storbritannien, Irland og Danmark blev optaget. Både Danmark og Irland søgte begge ind og blev optaget, bl.a. fordi de ønskede at ”følge” Storbritannien – for Danmarks vedkommende på grund af den store og vigtige eksport af landbrugsvarer til briterne.

Den anden store udvidelse af EF skete i 1980’erne med optagelsen af de sydeuropæiske lande, som for nylig havde forladt diktaturet og var slået ind på demokratiets vej. Udvidelsen med Grækenland i 1981 og med Spanien og Portugal i 1986 skete således i høj grad, fordi de allerede eksisterende EF-medlemslande ønskede at understøtte og fastholde de ”unge” demokratier i Sydeuropa.

I 1990 blev Østtyskland – kan man på en måde sige – optaget, da dette blev slået sammen med Vesttyskland (dvs. blev en del af Forbundsrepublikken Tyskland) i kølvandet af Berlinmurens og kommunismens fald i Øst- og Centraleuropa.

I 1995 (to år efter at EF var blevet omdannet til EU) fandt der atter en samlet udvidelsesrunde sted. Denne gang med Sverige, Finland og Østrig, der havde dét til fælles, at de alle havde været neutrale stater i Den Kolde Krig, og at en optagelse af disse lande derfor, så længe Den Kolde Krig endnu stod på, havde været utænkelig, da dette af mange ville blive opfattet som et brud med landenes neutralitetspolitik.

I 2004 kom den store EU-udvidelse med hele 10 nye lande på én gang, heraf otte, der havde været underlagt kommunismen under Den Kolde Krig: Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien. De to øvrige var Cypern og Malta. I øvrigt var dette en udvidelse, som var blevet forhandlet endeligt på plads under et dansk EU-formandskab (i 2002).

I 2007 kom så endnu to tidligere kommunistiske lande til, Rumænien og Bulgarien, og i 2013 desuden Kroatien, der i sin tid (ligesom bl.a. Slovenien) havde været en del af det kommunistiske Jugoslavien. Dermed kom antallet af suveræne stater, som var medlemmer af EU, for første gang op på 28.

I 2020 blev medlemstallet imidlertid for første gang reduceret, da Storbritannien meldte sig ud – og antallet af medlemsstater dermed havnede på det nuværende 27.

Men det er vigtigt at huske på, at det er hele denne succeshistorie, hvor demokratiet har sejret i større og større dele af Europa og dermed givet mulighed for en udvidelse af EU med flere og flere nye lande, der er baggrunden for, at Danmark nu kun yderst sjældent indtager formandsposten for EU’s ministerråd.

Så selv om de danske politikere nu ikke så ofte længere sidder for bordenden ved ministerrådets møder, har de god grund til at være tilfredse med udviklingen, fordi den er et symptom på optagelsen af en lang række nye medlemslande i EU og dermed på demokratiets sejrsgang i store dele af Europa gennem de seneste mange år.