Prisen for det åbne samfund er døde sjæle

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når en bestemt måde at tænke på dominerer en tid, kan det være svært at få øje på den. Som når man ikke kan se skoven for træerne. Sådan er det med liberalismen. Fra venstre til højre er så godt som alle danske politikere liberalister, og den politiske strid står således mellem venstreliberalisme og højreliberalisme. Politikerne er enige om stort set alt, men skændes højlydt om nogle småting. Hvor meget eller hvor lidt skal vi betale i skat? Skal kommunerne have A eller B? Hvad skal sygeplejersker have i løn? Den slags.

Hvad er det så vi ikke skændes om? Jeg læste forleden en enestående kulturkritik skrevet af den amerikanske katolik og teologiprofessor R. R. Reno. Han beskriver vestlig politisk tænkning siden Anden Verdenskrig som en modstand mod de store sandheder. At Vesten blev så traumatiseret af Holocaust, at vi lige siden har været monumentalt og ensidigt optaget af at forhindre dens gentagelse.

Bedst illustreret ved Karl Poppers tænkning. Han skrev i 1945 sit hovedværk ”Det åbne samfund og dets fjender”, der handlede om, hvilke farlige ideer der havde ført til de to verdenskrige. For Popper var det ret enkelt: det var troen på de store sandheder. De stærke følelser for nation, folk, familie og tradition. Selve troen på, at man havde fundet Sandheden (med stort ”S”) var farlig, fordi det risikerede at fører til fanatisme. Mens loyaliteten overfor fædrelandet for nemt kunne udarte til 1930ernes perversioner.

Og også Gud måtte se sig sat i skammekrogen, for Popper var ikke glad for tanken om det metafysiske – altså det overnaturlige. I troen på Vorherre får mennesket et fælles mål, som er større end den enkelte og større end den politiske enighed i samfundet. Det truer stabiliteten og status quo, at der er noget over vores samtalende demokrati, som folk er loyale overfor. Popper mente ligefrem, at der var en fare for, at det udvikler sig til Holocaust, hvis ikke vi simpelthen glemmer alle de store fortællinger, de store sandheder – de store passioner.

Samfundet skulle i stedet styres teknokratisk uden planer om store forandringer. Det bedste, vi kan gøre os håb om, er små gradvise forbedringer. Universiteterne skulle ikke længere forsøge at finde sandheden, men kritisere og falsificere. I stedet for at udbygge, begrunde og videreføre vores kulturarv, blev det akademias fornemmeste opgave at ødelægge, så tvivl og skam om vores fortid – om vores identitet. Men, frem for alt skulle vores samfund være åbent ifølge Popper og hans arvtagere. Intet fastlåst eller helligt. Intet for ”stort” eller for loyalt.

Der er naturligvis intet at sige til, at denne form for tænkning vandt frem efter krigen. At undgå et nyt Holocaust måtte være hovedopgaven for efterkrigens samfund. Men der naturligvis noget fattigt ved alene at have et ideal om, hvad man ikke vil. Og endnu vigtigere bør vi spørge os selv, hvad prisen har været for denne traumeinducerede frygt for store sandheder?

Det nytteorienterede, faktabaserede, pragmatiske samfund har bestemt sine fordele. Men det er goldt. Og det er på sin vis menneskefjendsk, fordi mennesket har brug for de store fortællinger. Længes efter sandhed med stort ”S”. Vi behøver poesi, som mildner vores ofte hårde vilkår. Grunden til, at vi har brug for alt det, er enkel: fordi vi er besjælede væsner. Og sjælen dør af sult og mangel på omsorg i det scientistiske, postkristne samfund. Mennesket har desperat, dybt, brug for store fortællinger. Når de smukke (og sande!) fortællinger om vores imponerende historie er blevet cancelleret, ja, så opstår der bare nye historier. Som passer bedre ind i tidens magt. Klimaapokalypse-tænkningen er et forsøg på en sådan omnibusfortælling, og den udfylder et tomrum i manges hjerter.

I dag er det stadig ikke den mindste smule risiko for et nyt Holocaust. Alligevel fortsætter vi med at være skræmte over for stærke loyaliteter overfor nationen, det folkelige fællesskab, den kristne gud. De store sandheder er borte. Til gengæld har vi tomhed. Forvirrede sjæle, der ikke ved, hvad de skal med deres liv, og som lader sig forføre af manipulerende erstatningsfortællinger. Dét er prisen for det åbne samfund: ensomhed, forvirring og et fællesskab så klinisk affortryllet som et retsmedicinsk institut. Et liv, der på sin vis er dødt. Er der noget at sige til, at mange har det dårligt?