Trump spiller hasard i sit opgør med Harvard

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»If it happened to Harvard University, could it happen anywhere?«

Det er spørgsmålet, som mange universitetsledere stiller sig i USA i disse dage. Bekymringen er forståelig, når man ser, hvor målrettet Trump-administrationen er gået efter et af USA’s største – hvis ikke det allerstørste – akademiske fyrtårne i Amerika.

Lad os gå lige til sagen i forhold til elefanten i rummet, nemlig antisemitismen. Ja, Harvard og en række andre universiteter i toppen af poppen i USA har udfordringer på den front. Men lad os ligeledes være ærlige om, at Trump-administrationens frontalangreb på forskningsanstalterne i USA er meget mere vidtgående end et fornuftigt forsøg på at få livtag med antisemitismen. Det er overdreven magtmisbrug, der ikke kommer til at gøre Amerika bedre, men fattigere. The Economist har beskrevet det meget præcist:

»Med et pennestrøg prøver regeringsembedsmænd at gennemtvinge nye regler, der fortæller forskerne, hvilke forskningsområder de må dyrke, og hvilke der er forbudt. Det er et chokerende skridt baglæns for en republik, der er grundlagt på Oplysningstidens værdier om retten til at tænke frit. Konsekvenserne vil blive mærkbare over hele verden.«

Det tør siges. Trump-administrationens forkærlighed for at mikroforvalte og bruge det føderale magtapparat er efterhånden så invasiv, at det er den politiske pendant til en kæmpebjørneklo eller en stillehavsøsters.

Da Trump annoncerede sit første kandidatur tilbage i juni 2015, sagde han om landets sydlige nabo:

»Når Mexico sender deres folk, så sender de ikke de bedste. De sender mennesker, som har masser af problemer, og dem tager de med sig. De medbringer stoffer. De medbringer kriminalitet. De er voldtægtsforbrydere. Og nogle, går jeg ud fra, er gode mennesker.«

Nu skal man jo ikke slå hele befolkningsgrupper i hartkorn, uanset om de er jøder eller jyder. No way, Jose. Men når andre lande sender deres studerende til USA, sender de typisk nogle af de bedste. De sender mennesker, som har masser af videbegærlighed, og det tager de med sig. De medbringer intellekt. De medbringer penge. De er ressourcestærke. Og nogle, går jeg ud fra, bliver hængende efterfølgende og bidrager endnu mere til det amerikanske samfund. Det siger statistikerne i hvert fald.

I det akademiske år 2023-2024 bidrog mere end 1,1 mio. internationale studerende i USA med 43 mia. dollars til den amerikanske økonomi. Størstedelen af pengene blev brugt på studieafgifter og kost og logi. På Harvard koster det små 400.000 kr. om året at læse, såfremt man ikke får finansiel understøttelse fra universitetet. Bor man på campus og spiser, koster det cirka 570.000 kr., men så er der til gengæld også dessert.

Antallet af udenlandske studerende i USA er blevet fordoblet de seneste to årtier og udgør nu cirka 15 pct. Ifølge en opgørelse fra New York Times er det 28 pct. på Harvard, 24 pct. på Yale, 40 pct. på Columbia University og hele 51 pct. på Illinois Tech. Det er en lukrativ forretning for mange universiteter, da en udenlandsk studerende typisk kan malkes væsentlig mere end en indenlandsk. Sidstnævnte er typisk ret fedtfattig, særligt hvis vedkommende læser på et offentligt universitet i sin hjemstat. Læg dertil, at man i mange delstater har skåret ned på de offentlige tilskud til universiteterne, og man forstår godt universitetslederne. Jeg drikker også hellere sødmælk end minimælk.

Samtidig bidrager udenlandske studerende også i stor stil efter studietiden. Ifølge Axios er der alene af tidligere Harvard-studerende blevet grundlagt nye virksomheder til en samlet værdi af 24 mia. dollars. Association of International Educators anslår, at der for hver tredje udenlandske studerende i USA bliver skabt ét job, hvilket svarer til cirka 375.000 jobs baseret på lidt over en million udenlandske studerende i USA.

Dermed ikke sagt, at der ikke er udfordringer i universitetsverdenen. Jeg har selv været gæsteforsker på Yale University ad to omgange, og lad mig formulere det diplomatisk: Heller ikke her var det den ideologiske mangfoldighed, der var mest iøjnefaldende. Den diskussion er i øvrigt heller ikke ny. Den kendte konservative intellektuelle og grundlægger af tidsskriftet National Review William F. Buckley Jr. beskrev allerede som 25-årig tilbage i 1951 denne oplevelse ganske præcist i bogen ”God and Man at Yale”:

»Trods klangfulde prætentioner tilslutter Yale (og jeg gætter på også de fleste andre universiteter) sig en ortodoksi: Der er grænser, inden for hvilke dets fakultetsmedlemmer skal have deres holdninger, hvis de ønsker at blive tolereret.«

Konservative amerikanere udgør cirka 30-40 pct. af den voksne befolkning, men kun omkring 10 pct. af professorerne i den akademiske verden i Amerika er konservative. På humaniora og de fleste socialvidenskabelige institutter er det endnu færre ifølge den seneste store opgørelse på området, som dog er fra 2014. Lægger man dertil, at 96 pct. af de politiske donationer fra Harvards ansatte i forbindelse med 2024-valget gik til Demokraterne, mens det på Yale var 98 pct. i 2023, vil det være synd at sige, at der ikke er noget at tage fat på.

Ovennævnte tal kommer fra en yderst interessant artikel i The Atlantic, hvor Rose Horowitch under overskriften ”The era of DEI for conservatives has begun” giver et spændende indblik i den konservative modreaktion på den akademiske ensartethed. Her benytter højrefløjen sig ironisk nok også af venstrefløjens metoder. Eller som Henrik Dahl fra Liberal Alliance så fint har beskrevet Trumps ageren over for blandt andet Harvard: Rød wokeness bliver mødt af sort wokeness.

Fremgangsmåden er desværre klassisk Trump og kan bedst opsummeres med et citat fra den amerikanske psykolog Abraham Maslow:

»Hvis det eneste værktøj, du har, er en hammer, begynder ethvert problem at ligne et søm.«

Konsekvensen er en præsident, der konsekvent bliver bremset af domstolene. Således også i denne konfrontation med Harvard. Heldigvis, må man her tilføje.

Den, der råber højest, får med andre ord ikke nødvendigvis ret. Hverken på universitetet eller i retssalen. Tværtimod. Denzel Washington ramte nemlig hovedet på sømmet i filmen ”American Gangster”, uanset om det gælder USA’s præsident eller aktivister på eliteuniversiteter:

»The loudest one in the room is the weakest one in the room.«