Internationalt udsyn er (også) en jysk værdi

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg husker ikke, hvor spørgsmålet blev stillet. Måske på hovedvejen mellem Vejle og Viborg, måske på motorvejen mellem Slagelse og Sorø. Men det ramte noget, og det kom fra min søn. Om ham skal man vide, at han er opvokset på Midtsjælland, nu bosiddende på Frederiksberg. Det er jeg ikke. Barn i Esbjerg, ung i Skagen og dannet som voksen i Lemvig. I hans univers var der noget, som ikke stemte:

»Hvordan går det til, at du har så meget udsyn, selv om du er fra Jylland?«

Bag spørgsmålet gemte sig en snert af en bekymring for de to venner, som havde taget turen fra Sjælland til henholdsvis Esbjerg og Horsens.

Statistisk set en sjældenhed. De fleste unge flytter den anden vej, når de skal have gang i karrieren. Blandt de 40-49-årige, der bor i Østdanmark, er 18 pct. født i Vestdanmark, mens kun 8 pct. af dem, der bor i Vestdanmark, er født i Østdanmark, opgjorde Danmarks Statistik i 2023.

Dem, der ligesom tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) lægger barndomsbyen bag sig, havner enten på Frederiksberg, i Gentofte eller København. Jylland har ikke den store tiltrækningskraft på dem, som tager vestpå. De fleste foretrækker Ærø, Langeland eller Samsø, fremgik det af nyheden, som blev lagt ud på Ritzau.

Nyrup tog afsted fra Esbjerg på sin BSA 500 kubik-motorcykel. Min bror cyklede ned til banegården i Esbjerg for at se lyntoget mod København. Drevet af samme drøm. Tænk en dag selv at sidde i det tog, kigge ud ad vinduet, se Jylland fare forbi og stå af midt i København. En dag sad han der.

Selv var jeg mere betaget af Englandsfærgen og forestillinger om, hvad der gemte sig på den anden side af Vesterhavet.

Netop det kom jeg i tanke om, da jeg begyndte at spekulere over, hvad jeg skulle svare. Englandskaj, som den stadig hedder, selv om ruten til Harwich for længst er nedlagt, vidner om udsyn.

For det korte svar til min bekymrede søn er, at langtfra alle jyder har ”begge ben plantet solidt i den jyske muld” med et olmt blik mod bureaukraterne i København. Ganske mange har vovet og vaklet på et gyngende skib, som har ført dem til mødet med andre lande, andre folkeslag og åbnet verden i andre retninger og nye dimensioner.

Tag blot til Fanø, som ligger 12 minutters sejlads fra Esbjerg. Museet i Nordby fortæller om stolte søfarere, som stod ud, kom hjem og berigede øen med fortællinger fra fjernere egne.

Internationalt udsyn er lige så meget en jysk værdi som jordbundethed og sund fornuft.

Men heller ikke det er en værdi, som jyder har hævd på. Danmarks historie er formet af folk, som rejste ud og kom hjem – længe før Fanøs søfarende stod vikingerne ud. Danmarks største virksomheder er grundlagt på udsyn og handlekraft.

Som tidligere erhvervsminister Ole Sohn udtrykte det i en interviewserie, som jeg lavede i 2011 om danske værdier:

»Hele vores historie er, at vi er et lille land, som har kigget ud over verdenshavene. Handel, søfart, det er særegent dansk. Vi er købmænd. Dannebrog vajer kloden rundt. Vi har sat spor, i kraft af at vi har kigget ud over grænsen.«

Men skjules kan det ikke, at en vis skepsis over for det fremmede også har slået rod. Tag blot vittigheden om turisten, der spørger om vej på fire forskellige sprog uden at få noget svar ud af to nordjyder, som efterfølgende funderer over, om de skulle se at lære noget sprog, men når til konklusionen, at det er der ingen grund til:

»Se blot på ham der, han kunne fire, og hvad fik han ud af det?«

Forestillingen om at lukke verden ind kan være voldsom for et samfund, der helst vil være lokal og autentisk. Men hvor var vi henne, hvis alle stillinger – også de kulturelle – kun blev besat med lokal arbejdskraft?

I interviewserien om danske værdier fremhævede historikeren Thorkild Kjærgaard 1700-tallet som en enestående periode i dansk historie. Der blev talt syv-otte forskellige sprog, man kunne blive født i Grønland, dø i Norge og tale tysk i en københavnsk butik, forklarede han og påstod, at danske værdier simpelt hen ikke findes.

»Det skulle da lige være ondskabsfuldheden, en overrepræsentation af røvhuller, drukkenbolte og en enorm selvglæde, som er vokset frem,« tilføjede han.

Om det også gælder de jyske, vides ikke, for dengang i 2011 blev der ikke talt om jyske værdier. Og som den nu 80-årige Kjærgaard nøgternt konstaterede, blev der ikke engang talt om danske værdier, da han voksede op i Nørre Felding.