Weekend (og vælgerbedrag) med Biden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lad os få svesken på disken med det samme. Jeg tror ikke et sekund på, at lægerne først nu har opdaget, at USA’s tidligere præsident Joe Biden har fremskreden prostatakræft. Og hvis det virkelig skulle være tilfældet, så skyldes det nok, at Det Hvide Hus systematisk har forsøgt at undgå at undersøge alderspræsidenten i tilstrækkelig grad, selvom der var tale om verdens mest magtfulde mand.

Med andre ord er det overvejende sandsynligt, at vi har været vidne til en fortielse af episke proportioner og en af de allerstørste skandaler i nyere amerikansk historie.

Den konstatering fører os tilbage til valgkampen i 2020, hvor tv-værten Tucker Carlson opstillede en polemisk lakmustest for, hvorvidt Biden var mentalt egnet til at blive USA’s præsident:

»Spørg dig selv, om Joe Biden er klar til at lede dette land? Vil han kunne finde sin bil i en parkeringskælder med tre etager? Vil han kunne navigere i en salatbar?«

Jeg er selv faret vild i en parkeringskælder tilpas mange gange og holder mig helst fra salatbaren, så jeg skal ikke spille hellig her. Men baseret på ugens mest omtalte bog, Jake Tapper og Alex Thompsons ”Original Sin: President Biden’s Decline, Its Cover-up, and His Disastrous Choice to Run Again”, må svaret være et entydigt nej.

Eller som forfatterne formulerer det tidligt i bogen:

»Præsidentembedet kræver en person, der kan præstere klokken to om natten i en nødsituation. Ministre i hans egen administration fortalte os, at man i 2024 ikke længere kunne stole på ham i den henseende. Det, som verden så under hans eneste debat i 2024, var ikke en anomali. Det var ikke en forkølelse; det var ikke en person, der var uforberedt eller overforberedt. Det var ikke en person, der bare var lidt træt. Det var det naturlige resultat af en 81-årig mand, hvis evner havde været aftagende i årevis. Biden, hans familie og hans hold lod deres egeninteresse og frygt for endnu en Trump-periode retfærdiggøre et forsøg på at give en til tider forvirret gammel mand fire år mere i Det Ovale Kontor.«

”Original Sin” er rystende, men ikke overraskende læsning, når man har fulgt Bidens åbenlyse forværring for åben skærm i årevis. Men bogen vil nok komme bag på mange, der kun har fulgt mediernes dækning af Biden i de forgangne fem-seks år.

Jeg skrev i februar 2024 i disse spalter efter offentliggørelsen af den særlige anklager Robert Hurs rapport, at rapporten var så rystende læsning angående Bidens mentale færdigheder, at USA’s præsident burde træde tilbage hurtigst muligt. Det skete som bekendt ikke.

Den kolde analyse er efter min mening, at offentliggørelsen af Bidens kræftsygdom er et kynisk forsøg på at fjerne opmærksomheden fra ”Original Sin” og offentliggørelsen af lydfilerne fra Bidens interview med den særlige anklager Robert Hur, der på brutal vis udstiller Bidens hukommelsessvigt og åbenlyse aldersvækkelse.

Jeg kan ligeledes lige så godt sige det, som det er i forhold til ”Original Sin”: Jeg har det meget stramt med, at CNN’s Jake Tapper nu tjener kassen på at komme med den store afsløringsbog om fortielsen af Bidens helbredsproblemer, efter Tapper og CNN i årevis svigtede deres journalistiske ansvar i forhold til at afdække selvsamme. Det svarer i min verden til at sætte ild til naboens hus for dernæst at hente brandslukkeren, når huset næsten er brændt ned.

Eller som den konservative radiovært Steve Gruber beskrev det på sin hjemmeside:

»Så nu har vi de samme medier, som plejede at håne enhver omtale af Bidens kognitive tilbagegang, der behandler hans glemsomhed som et nyt plottvist i en episk historie … Lad os være ærlige: Det er ikke journalistik. Det er et forsøg på hvidvaskning af eget omdømme.«

Tapper og Thompson anholder i den sammenhæng, at størstedelen af deres mere end 200 kilder først var villige til at tale åbenhjertigt med dem efter præsidentvalget i november 2024. Igen skal jeg her ikke stå og pudse min glorie og være helligere end paven. Som USA-analytiker er det min tilgang, at det ville være uprofessionelt at fjerndiagnosticere politikere. Det princip gør sig selvsagt gældende, uanset om præsidenten hedder Biden eller Trump.

Jeg forventer heller ikke af medier, at de fjerndiagnosticerer præsidenten. Men det mindste, man som medieforbruger kan forvente, er, at journalister beskriver åbent og ærligt, hvad de oplever. Og der må man bare konstatere, at de samme mennesker, som nu kommer med de store afsløringer såsom »fem personer styrede landet, og Joe Biden var i bedste tilfælde et højtstående medlem af bestyrelsen«, nok ikke var helt oprigtige og ærlige i deres beskrivelser af Biden gennem årene.

Vi så den samme tendens herhjemme, hvor Bidens åbenlyse aldersmæssige udfordringer typisk blev bortforklaret eller affejet med dårlige argumenter. Jeg skrev om denne tendens i de her spalter tilbage i november 2023, hvor jeg bl.a. bemærkede:

»Det har igennem lang tid været åbenlyst, at præsidentens fremskredne alder er en afgørende forklaring på Bidens problemer i meningsmålingerne. Det fremgår tydeligt af selvsamme … Alligevel har Biden-venlige kommentatorer ihærdigt forsøgt at fremstille aldersdiskussionen som et fantasifoster, som Fox News har opfundet.«

Alternativt var bortforklaringen, at Biden stammede som barn. Eller at Biden jo gennem hele sin politiske karriere havde begået retoriske bommerter og forglemmelser. Det var whataboutism i sin fineste form.

I USA bliver formuleringen “it’s not the crime, it’s the cover-up” ofte forbundet med Richard Nixon. Men formuleringen er også yderst relevant, når det kommer til fortielsen af Joe Bidens helbredsproblemer. For Bidens støtter prøver i disse dage at afspore diskussionen ved at sige, at alle jo kunne se, at præsidenten blev ældre.

Hør nu her: Det er ikke nogen forbrydelse at blive ældre, men en naturlov. Ingen havde forventet, at Joe Biden var amerikansk politiks pendant til Benjamin Button. Men befolkningen kan med al rimelighed forvente, at man er ærlig og oprigtig om Bidens aldersvækkelse, så befolkningen dernæst kan træffe et valg på et oplyst grundlag.

I Bidens tilfælde ville det have betydet et valg mellem plejehjemmet og præsidentboligen.

Tapper og Thompson refererer i bogen en kilde, der konstaterer, at Biden allerede i 2020 var så alderssvækket, at han var den politiske pendant til »en bedstefar, der ikke burde køre bil«. Derfor hører det selvfølgelig også med til historien, at mere end 81 mio. amerikanere i 2020 syntes, at Biden skulle have nøglerne til Det Hvide Hus, selvom der allerede dengang var tale om en Biden-bil, der havde brug for en vejbaneassistent for ikke at køre i grøften.

Eller som det så rammende bliver formuleret i ”Original Sin”:

»Snesevis af mennesker i Bidens kredsløb havde mistanke om, at han ikke var fysisk eller mentalt rustet til at være USA’s præsident, men de hjalp ham med at søge embedet og beholde det, da han ikke kunne udføre dets pligter pålideligt. Disse personer forsøgte derefter at få Biden genvalgt til embedet i yderligere fire år, selvom det ville have betydet, at landet højst sandsynligt ville være blevet styret i stilhed af ikke-folkevalgte rådgivere.«