Dansk vandteknologi er verdensleder i ord, men presset i praksis

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Danmark positionerer sig som grøn foregangsnation med en stærk vandsektor og et erklæret mål i ”Eksportstrategi for Vand” om at fordoble eksporten af vandteknologi til 40 mia. kr. i 2030. Men bag fortællingen om styrkepositionen gemmer sig en alvorlig svækkelse af det forskningsmæssige fundament, der skal gøre visionerne til virkelighed.

En omfattende kortlægning fra IRIS Group i 2024 viser, at de danske forskningsmiljøer inden for vandteknologi er stærkt fragmenterede og sårbare. De 17 identificerede miljøer fordeler sig på blot 175 fuldtidsforskere, og mange steder er den faglige bæreevne koncentreret om en enkelt nøgleperson.

Et enkelt jobskifte eller en pensionering kan dermed reelt lukke et helt vidensfelt. Fraværet af koordinering og langsigtet strategi betyder, at forskningskapaciteten ikke matcher sektorens kompleksitet eller Danmarks internationale ambitioner.

Fra 2013 til 2022 har den offentlige forskningsfinansiering til vandteknologi ligget stabilt på omkring 80 mio. kr. årligt. Til sammenligning er midlerne til robotteknologi tredoblet i samme periode. Samtidig er den strategiske forskningsindsats – tidligere forankret i bl.a. Det Strategiske Forskningsråd – forsvundet. I stedet domineres landskabet af teknologimodne projekter med høje medfinansieringskrav, som reelt udelukker mange universiteter fra at deltage. Dermed knækker innovationskæden, før teknologierne når markedet.

Både eksportmål og klimamål er således uden forskningsmæssigt rygstød, og konsekvenserne er allerede synlige. Dansk Industri vurderer, at vi ikke er på sporet til at nå eksportmålet på 40 mia. kr. – og heller ikke det politiske mål om en energi- og klimaneutral vandsektor i 2030.

Skal det lykkes, kræver det udvikling og udbredelse af løsninger til at reducere metan og lattergas samt håndtering af miljøskadelige stoffer som PFAS. Det forudsætter imidlertid et stærkt forskningssystem med kritisk masse, forankring i erhvervslivet og en klar strategisk retning. Den udvikling er ikke i gang, og imens rykker udenlandske aktører hurtigt.

Ifølge IRIS Group investerer lande som Sverige og Holland systematisk i nationale partnerskaber og integrerede forskningsmiljøer, mens Danmark stagnerer. Samtidig er rammevilkårene for innovation i forsyningssektoren uklare og ufleksible. Stramme krav til effektivisering og fravær af økonomiske incitamenter hæmmer innovative samarbejder – netop nu hvor vi har brug for at udvikle og teste nye løsninger i stor skala.

Det er ikke blot en forskningsmæssig udfordring. Det er dårlig forretning. Vandteknologi og vandrådgivning udgør allerede en betydelig dansk eksportsektor, men potentialet er langt større.

Verdensbanken anslår, at der skal investeres mindst 3.000 mia. kr. årligt i udviklingslande for at indfri verdensmål 6 om rent vand og sanitet. Med det rette vidensgrundlag og de rette partnerskaber kunne Danmark være langt mere til stede i disse markeder.

Skal Danmark fastholde sin position, kræver det en national strategi, der styrker forskningen, kobler universiteter og erhverv og sikrer finansiering fra idé til skalering. Vandteknologi er ikke en niche – det er kritisk infrastruktur for eksport, klima og samfund.

Vi var blandt de første. Vil vi også fortsat være blandt de førende?

Annabeth Aagaard er professor (ph.d., cand.merc.) på Aarhus Universitet, hvor hun forsker i bæredygtig og digital forretningsudvikling, innovation og transformation. Hun har over 20 års erfaring som strategisk rådgiver for danske virksomheder og bestyrelser.