Hele verden synes ikke, dit skrigende barn er nuttet
Helt ærligt er det ikke synd eller forfærdeligt, at nogen beder om, at ens barn ikke larmer, hvis man er til møde eller gudstjeneste – eller i andre sammenhænge, hvor voksne mennesker skal kunne få ørenlyd.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Gud nåde og trøste den, der beder en kvinde gå uden for døren ved et arrangement for at berolige en forstyrrende baby. Og særligt den, der kommer for skade at bede en influencermor om noget så uhørt – for straks bliver man trukket gennem en shitstorm. Udskammet, udskældt og udstillet som en ufeministisk, intolerant idiot fra forrige århundrede.
Det var det, der skete, da influencer Julie-Elsebeth Johannesen (tilstået, jeg anede ikke, hvem hun var før babyballaden) forleden blev bedt om at gå uden for døren, hvis ikke hendes otte måneder gamle datter kunne være stille under en konference på Christiansborg. En konference om kvinders sundhed og sygdomme ”Respect the uterus” (respekter livmoderen). Fint nok – vi respekterer livmoderen, men det betyder vel ikke, at damerne ikke skal respektere almindelig pli og ordentlig opførsel – selvom man har en bebs på armen?
Babyer er sjældent lydløse. Og man kan ikke forvente, at andre synes, at ens babys højlydte pludder bare er hyggelig og nuttet, når man sidder til noget, der skal forestille en seriøs konference – og babyen er møghamrende forstyrrende.
Men nu er der ingen mennesker, der formår at sætte sig selv så usmageligt meget i centrum som influencere – og efter Julie-Elsebeth Johannesen, med de 150.000 følgere, forlod Christiansborg, delte hun med alverden på Instagram, at hun var »bundulykkelig« og »græd hele togturen hjem fra København til Sorø«. Og straks høstede hun over 38.000 likes, medfølende røde hjerter og sure smileyer over den uretfærdige dumme verden, hvor alle ikke bare elsker at blive forstyrret af en baby.
”Jamen kvinde, hvorfor græder du?” fristes jeg til at spørge. Er det ikke helt rimeligt, at man viser en lillebitte smule ydmyghed, en lillebitte smule situationsfornemmelse og tager til efterretning, hvis ens babys lyde er »høje« og »meget forstyrrende for de tilstedeværende«, som en af de andre deltagere ved konferencen har udtalt. Det vil jeg mene.
Og nu er det lige så sikkert som amen i kirken, at når denne klumme får et digitalt liv, får jeg samme 38.000 negative likes på nakken. ”Sikke en ond, børnefjendtlig og kvindenedgørende præst – jeg melder mig ud af folkekirken” – bare vent.
Men hør her, vi har et ekstremt tolerant samfund, hvad børnelyde angår – eller rettere i forhold til at slæbe sine smålarmende børn med overalt. Og det er skønt. Jeg har selv siddet i et radiostudie både med min lille datter og lille søn på armen, sovende i barnevogn eller siddende i høj stol, med det forbehold, at jeg kunne gå ud, hvis babyen blev for støjende. Og det var aldrig et problem.
Jeg begriber simpelthen ikke, hvorfor man vil være bekendt at lave sådan et rabalder. At man ikke som voksent menneske kan respektere, at et konferencerum eller for den sags skyld et kirkerum hverken er en babylounge eller en legeplads. Det er et andet rum med andre ordensregler, andre forventninger til din opførsel. Punktum.
Det er ligesom dengang, Kathrine Lilleør røg med hovedet først i skærsilden, fordi hun bad en familie med en skrigende baby om at forlade kirken under en barnedåb – ”Barnedåb endte i kaos”, var overskriften på Ekstra Bladet.
Var det ikke i orden, at Lilleør bad om ro? Jo, selvfølgelig – for som præster har vi et ansvar for, at gudstjenesten ikke går fuldkommen kong Gulerod. Og sådan en ballade og klage sidder i én i årevis – jeg har selv prøvet det som helt ung præst.
Men i kølvandet på miseren om den grædende influencer buldrer debatten igen løs om børn, der skriger højere end Rundetårn og overdøver både orglet og præstens prædiken. Jeg har selv i en undtagelsessituation stået og prædiket med et barn under præstekjolen, lyst velsignelsen med den ene hånd og holdt mit barn i den anden hånd. Det går alt sammen, men vel er det da et forstyrrende element – for menigheden og ikke mindst for en selv. Morsomt er det ikke for nogen. Mine børn kan heller ikke sidde stille i over en time – og så må jeg gå ud med dem. Sådan er det.
Måske på grund af egen erfaring er min tolerancetærskel temmelig høj. Jeg kan prædike hen over meget barnesnak, uddele nadver i ro trods urolige konfirmander og lyse velsignelsen, mens tumlinger slår kolbøtter på kirkegulvet, men når det så er sagt, skal der være respekt for den kirkelige handling og for de øvrige kirkegængere. Og vi som forældre skal ikke være bange for vores egne børn – de skal selvfølgelig lære et nej, lære, at vi forældre er en autoritet. I øvrigt er der masser af kirkelige aktiviteter for børn, hvor børnefamilierne kan slå sig løs – mere eller mindre fuldkommen, som det passer dem. Sådan skal det være.
Men når debatten om urolige børn i kirken raser, bliver folk sjovt nok så bibelstærke og tæver løs på præsterne med barneevangeliet: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i.« Er det ikke sådan, det er? Og så smider I dem ud? Hvad bilder I jer ind?
Nej, hør lige – og nu kommer der en prædiken: Det forbilledlige med barnet i den her sammenhæng er ikke, at barnet larmer og udfolder sig frit, men at et lille barn »kun er det, det er, i kraft af det, det får givet«. Hvis ikke et lille barn får mad, kærlighed, varme og omsorg – så dør det. At tage imod Guds rige »ligesom et lille barn« handler om indstillingen til at tage imod.
Vi er nødt til at forstå, at der findes noget, som vi ikke er voksne i forhold til. At tage imod Guds kærlighed, nåde og barmhjertighed er at lade sig tage imod – uden latterlige forbehold, men erkende, at der er noget, vi har brug for. Noget livsvigtigt. Nemlig at lade os blive taget imod og tilgivet på trods af det pokkers uperfekte menneskeliv. Amen.
Det budskab er faktisk ikke helt dumt at få med sig hjem. Hvis man ellers kan få ørenlyd.