Det er et stort tab for Danmark, at vi nu mister vores postvæsen
Gennem 400 år har postvæsenet spillet en umådelig stor rolle for dansk kultur og sammenhængskraft. Det er desværre snart slut som et resultat af bevidste politiske beslutninger og utilladeligt sjusk og ligegyldighed med brand og autoritet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er historien om et meget forudsigeligt kollaps, at det danske postvæsen nu lukker, men det gør det ikke mindre trist. I 400 år har brevposten spillet en umådelig stor rolle for dansk kultur og sammenhængskraft, og det bliver der nu sat et stort, symbolsk punktum for, selvom man vist i teorien nu kan sende breve med DAO. Det er der næppe (heller) mange, der kommer til at gøre.
Man kan sende en mail, og det gør de fleste jo, men det er nu langtfra det samme. Hastigheden i kommunikationen gør i sig selv, at kvaliteten forringes.
Det er udviklingen, siger man. Ja, det er også udviklingen.
Men de fleste andre europæiske lande kan stadig godt finde ud af at have et postvæsen, og hovedparten af postvæsenets deroute er den indlysende konsekvens af helt bevidste politiske valg, ikke mindst at man har tvangsdigitaliseret befolkningen, hvilket givetvis bidrager til effektivitet og besparelser, men også rummer omkostninger, ikke mindst for en i stigende grad fremmedgjort ældrebefolkning. Og som i en mere usikker tid gør os sårbare, fordi kommunikationen nu er afhængig af noget så ikke-digitalt som fysiske kabler, hvilke der ikke skal mere end et slæbende anker til at rive over.
Er det ikke en del af landets vitale infrastruktur, at man kan sende et brev? Det synes mange af vores nabolande faktisk at mene, men for os er det for sent nu.
En anden del af forklaringen på postens nedtur skal givetvis søges i dårlig ledelse, som ikke i tide erobrede den centrale rolle i det bugnende pakkepostmarked. For vi sender bestemt ikke mindre, det er blot ikke længere breve, men pakker, primært drevet af den stærkt stigende internethandel. PostNord har stadig sin væsentlige del af det marked, men det er langtfra den dominerende aktør og konkurrerer med et antal primært udenlandsk ejede pakkepostfirmaer, hvor de ikke skiller sig særligt ud eller kan regne med nogen særlig kundeloyalitet fra danskerne.
Kunne det have været anderledes? Ja, det kunne det formentlig godt. Gennem årtier har Post Danmark/PostNord helt konsekvent og målrettet ødelagt sit eget brand, der er vigtig for tilliden til et selskab, som de fleste danskere vel indtil for nylig stadig har omfattet med sympati og følt udtrykte troværdighed og autoritet.
Det oldenborgske kongehus’ rød-gule farver er forsvundet fra biler og uniformer og er erstattet med den besynderlige babylyseblå, som vist var noget, den svenske majoritetsejer af selskabet havde fundet på. Der er en afgrund mellem min barndoms flotte røde postbude med sorte kasketter med posthorn på gule cykler og til vore dages PostNord-bude i lyseblå T-shirt med baseballkasket.
Det er ikke omkostningsfrit at smide sin historiske arv på møddingen og erstatte den med sjusk og ligegyldighed. Naturligvis ligger der en konkurrencefordel i at stå for gammelkendt autoritet og ja, et strejf af nostalgi, hvor man kan skille sig ud fra konkurrenterne på en positiv måde.
Jo, postkasserne udtrykker en kort tid endnu stadig den gamle kultur og autoritet i det omfang, at de ikke er for voldsomt graffiti-hærgede. Men dem har der i de senere år været meget få tilbage af, ligesom PostNord på alle andre områder konsekvent har udhulet sin service i forhold til brevposten kombineret med grotesk forhøjede priser. Det skulle jo gå galt, og det gjorde det så også. Men det er og bliver et tab for det danske samfund, at vi snart ikke længere har noget postvæsen.