Uden kritisk offentlighed dør demokratiet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er mange ting ved Trump-administrationen, man kan blive chokeret over. At den helt åbenlyst går Ruslands ærinde. At den erklærer økonomisk krig mod sine ældste og mest trofaste allierede. At den tydeligvis sætter en ære i at fornærme sine tidligere samarbejdspartnere.

Den enkeltting, jeg personligt er mest chokeret over, er det, man kunne kalde Trump-boblen.

Det karakteristiske ved Trump-boblen er, at forskellen på sandhed og løgn åbenlyst ikke spiller en rolle. Ukraine startede krigen med Rusland, påstår Trump. En åbenlys og skamløs løgn, som ingen siger noget til inde i Trump-boblen. Zelenskyj er diktator, siger Trump. Igen: En absurd løgn, som ingen i Trump-boblen siger noget til. USA har samlet set brugt tre gange så mange penge på at støtte Ukraine som Europa. Løgn og latin. Men ingen i Trump-boblen siger noget til det.

Det mærkelige og karakteristiske ved Trump-boblen er, at den rent formmæssigt ligner den almindelige, politiske offentlighed, vi kender fra Europa. Det vil sige: Den består af gammeldags medier som aviser og tv-stationer og af nye medier som de forskellige sociale platforme. Her finder man – på overfladen – de samme former, som vi kender fra Europa: reportage. Nyhedsanalyse. Kommentar og så videre.

Men det er kun på den formelle overflade, Trump-boblen ligner den europæiske, politiske offentlighed. Som jeg fremover vil kalde den kritiske offentlighed.

I den kritiske offentlighed vil der for det første være en form for systematisk modstand imod ensidighed. Bliver nogen angrebet, skal de gives en anledning til at tage til genmæle. Bliver nogen udsat for løgn og bagvaskelse, skal der stå et klagesystem (baseret på lovgivning) til rådighed for de pågældende. Og så hersker der i den kritiske offentlighed en grundlæggende norm om sandhed. Det vil sige den normative holdning, at der er klar og tydelig forskel på løgn og sandhed. Og at det ikke blot er mediernes, men også det enkelte menneskes pligt at respektere sandheden.

Intet af dette findes i Trump-boblen. Modstandere angribes konstant, uden at de får en chance for at tage til genmæle. Løgn og bagvaskelse finder ustraffet sted. Ingen ser det som hverken en praktisk opgave eller en moralsk forpligtelse at skelne samvittighedsfuldt mellem løgn og sandhed og altid tage parti for sandheden over for løgnen.

Hvis man lever inde i Trump-boblen, vil man derfor let kunne tro, at man lever i en gammeldags verden med aviser og tv-nyheder. Samtidig med at man i virkeligheden lever i en fiktiv verden, hvor der ikke længere er nogen forskel på løgn og sandhed.

Trump-boblen er ikke nær så unik, som man måske tror.

Fordi jeg i en periode, mens jeg stadig sad i Folketinget, var forsvarsordfører, har jeg fulgt ganske godt med i, hvad der sker i Putin-boblen. Den vane har jeg bevaret frem til i dag.

Der er ingen grundlæggende forskel på Trump- og Putin-boblen. Bortset fra, at det ikke er de samme emner, der lyves om, og at det ikke er de samme mennesker, der bliver dæmoniseret og bagvasket. Ukrainerne er nazister. Krim er russisk. Det har befolkningen selv bestemt ved en demokratisk afstemning. Nato-landene har angrebet Rusland. Og så videre og så videre.

Selve virkemidlerne og selve iscenesættelsen er i Putin-boblen nøjagtig de samme, som de er i Trump-boblen.

Men det stopper ikke der. For ud over Trump- og Putin-boblerne, findes der også en Hamas-Gaza-boble. Inde i denne boble har Israel nærmest uden grund angrebet det uskyldige Gaza. Israelerne har med sikkerhed begået folkemord. Israelerne har med sikkerhed udsultet befolkningen i Gaza. Og så videre og så videre ad nauseam.

Igen: Ingen kritik og ingen modspørgsmål inde i nogen af boblerne. Kunne israelerne have bare en enkelt, lillebitte grund til at være utilfredse med Hamas? Er det virkelig sandt, at israelerne har til bevidst hensigt at dræbe alle palæstinenserne? Det kunne ingen nogensinde finde på at spørge om inde i Hamas-Gaza-boblen.

Eksistensen af de tre bobler, jeg har beskrevet, peger på, at den kritiske offentlighed både er mere sjælden, end man kunne forestille sig, og mere lokalt forankret i Europa, end man kunne forestille sig.

Den kritiske offentlighed er båret af nogle meget specielle normer, der ikke er nogen selvfølgelighed. Fairness over for alle synspunkter. Balance i fremstillingen af diverse emner – men navnlig de kontroversielle. Og frem for alt: normen om sandhed.

Den filosof, man frem for alt forbinder med at have beskrevet alt dette, er den efterhånden ældgamle tysker Jürgen Habermas, der er født i 1929.

I talrige værker har han beskrevet, hvordan forudsætningen for demokrati er en rationel, oprigtig, respektfuld og sanddru samtale om væsentlige emner af offentlig vigtighed.

Det ser ud til, at vi – som filosoffens 100-års fødselsdag nærmer sig – kan træffe en slags afgørelse: Ja. Det er faktisk sandt, at uden en rationel, oprigtig, respektfuld og sanddru samtale om væsentlige emner af offentlig vigtighed, så dør demokratiet og respekten for de fælles værdier, der holder samfundet sammen.

Tilbage står løgn, splittelse, undertrykkelse og den stærkes ret.

Det mærkelige er, at det er Jürgen Habermas’ arbejdsplads gennem næsten hele livet, universitetet, der frem for alt er ved at klemme de sidste rester af liv ud af den borgerlige offentlighed i disse år.

Hvorfor?

Fordi universitetet ikke længere selv vil stå ubetinget op for, at der er en både kategorisk og moralsk forskel på sandhed og løgn. Og fordi universitetet i chokerende omfang i disse år svigter en af sine allermest grundlæggende opgaver: at drage omsorg for, at dårlige teorier og forkerte data bliver elimineret til forskel for bedre teorier og mere retvisende data.

I vore dage er det på store dele af humaniora og samfundsvidenskab fuldstændig ligegyldigt, om en teori eller nogle data bliver gennemhullet af eksperter fra andre fag eller eksperter, der ikke kommer fra universitetet. Så længe to-tre andre forskere, der er lige så tossede og uhæderlige som den første, siger god for dennes forskning i en efterhånden meningsløs proces, der hedder ”peer review”, er alt set med universitetets øjne godt.

Dette med, at man på et universitet bare skal finde nogle sammensvorne, der kan sige god for ens vanvittige og uhæderlige påstande inden for rammerne af en formel proces, er blevet det, man på engelsk kalder ”weaponized” i vore dage. Det vil sige: blevet gjort til et slagkraftigt våben for løgn, manipulation og aktivisme.

Det er derfor, man inden for både Trump-, Putin- og Hamas-Gaza-boblerne altid kan finde en person med en forskertitel, der i rollen som ”ekspert” vil sige god for de løgne og den manipulation og bagvaskelse, der florerer.

Det gammeldags demokrati, som jeg og de fleste andre europæere kender og elsker, dør uden en gammeldags, habermasiansk offentlighed. Derfor skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte den.

Men det dør også, hvis universiteterne holder op med at dyrke normen om sandhed. Og i stedet forfalder til relativisme og superskepticisme. Ikke så sjældent ovenikøbet krydret med kritisable metoder. Derfor skal vi også gøre alt for, at de normer, der herskede i det klassiske universitet, ikke dør ud.