Vil man forstå Trump, må man gå tilbage i tiden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg tager som udgangspunkt altid fejl, når jeg bliver bedt om at se i krystalkuglen og spå om tingenes udvikling i USA. Så husk det, når du læser disse klummer. En af de få gange, jeg dog har fået ret, var den 31. december 2017.

Her sagde min kone til mig efter det første års tid af Trumps (første) præsidentperiode, at hun så frem til, at der nu nok ville komme lidt mere ro på. »Det skal du ikke regne med. Jeg tror, at det kun bliver vildere herfra,« svarede jeg i et kort øjeblik af overraskende klarsyn.

Det er selvfølgelig ikke så heldigt, at jeg tilsyneladende kun får gode idéer på årets sidste dag, men jeg vil i hvert fald tillade mig at konstatere, at jeg fik ret. Som Michael Ehrenreich, der må siges at være en af landets skarpeste og mest erfarne iagttagere af både amerikansk politik og internationale forhold, sagde til mig for nylig: »Det er jo umuligt at følge med i Trumps hæsblæsende tempo. Det er mere end et fuldtidsarbejde.«

Ehrenreich har selvfølgelig ret. Det er umuligt at følge med i Trumps tempo – og det er netop pointen og tanken. “Flood the zone”-strategien, som hans tidligere rådgiver Steve Bannon døbte den i 2018, indebærer ikke bare en overflod af aktion, men også konfrontation og uforudsigelighed.

Konfrontationen og uforudsigeligheden er to faktorer, som man ikke bryder sig om, hvis man som mindre magtfuld aktør er afhængig af at kunne samarbejde eller sameksistere med en mere magtfuld nation. Men når man som Trump er verdens mest magtfulde mand og trives i både konfrontationen og uforudsigeligheden, så bliver verden selvfølgelig et (endnu mere) usikkert sted. Særligt når man er lille Danmark eller stakkels Ukraine.

Der er en tendens til at beskrive – eller snarere afskrive – Donald Trump som uintelligent og alt for usammenhængende til at kunne udtænke større strategiske planer. Typisk med afsæt i netop Trumps uforudsigelighed og vægelsind. I så fald begår man i min bog den store fejl, at man ikke tager højde for, at Trump har nogle grundlæggende holdninger, der udgør grundstenen i hans ageren.

Eller som Thomas Wright fra tænketanken Brookings allerede beskrev det i Politico Magazine i 2016 under overskriften ”Trump’s 19th Century Foreign Policy”: »En omhyggelig læsning af nogle af Trumps udtalelser gennem tre årtier viser, at han har et bemærkelsesværdigt sammenhængende og konsekvent verdensbillede, som næppe vil ændre sig meget, hvis han bliver valgt som præsident.«

Hvis man vil forstå Trumps ageren her små 30 dage inde i hans anden embedsperiode – hvilket ærlig talt føltes som et år snarere end en måned – skal man med andre ord gå tilbage i tiden. Her er det også værd at genbesøge en anden fremragende artikel, der blev skrevet om Trumps udenrigspolitiske grundsyn i juni 2018.

Den blev skrevet af The Atlantics Jeffrey Goldberg og hedder ”A Senior White House Official Defines the Trump Doctrine: We’re America, Bitch’”. Her citerer Goldberg blandt andet en højtstående ansat i det daværende Hvide Hus, der beskriver Trumps udenrigspolitiske grundsyn kort og godt:

»The Trump Doctrine is: ”We’re America, Bitch.” That’s the Trump Doctrine.«

Vulgært? Utvivlsomt. Relevant? Uden tvivl. Et centralt element i Trumps tankegang er nemlig netop, som Goldberg så rammende opsummerede det for syv år siden, at »præsidenten mener, at USA ikke skylder nogen noget – særligt ikke dets allierede«.

Prøv at spørge Mette Frederiksen, om det lyder bekendt.

Goldberg refererede også fra en frokost med en anden højtstående embedsmand i Trumps første embedsperiode, der beskrev Trumps tankegang som »ingen venner, ingen fjender«. Deri lå ifølge embedsmanden en idé om, at det grundlæggende ikke var i USA’s interesse at være en del af en alliance. Eller som embedsmanden sagde til Goldberg: »Vi var nødt til at forklare ham, at lande, der har arbejdet sammen med os tidligere, forventer et niveau af loyalitet fra os, men han mener ikke, at vi bør tage højde for dette i ligningen.«

Prøv at spørge Justin Trudeau, om det lyder bekendt.

Sidst, men ikke mindst gengav Goldberg en samtale med et højtstående medlem af Trumps sikkerhedspolitiske stab, som satte præsidentens ageren på formel: »Permanent destabilisering skaber amerikanske fordele.« Ifølge embedsmanden havde Trump den holdning, at ustabile forhold til syvende og sidst gavner verdens mest magtfulde nation, og at andre lande – uagtet om de var venner eller fjender – ville lære lektien i det lange løb: »De vil med tiden se, at det ikke kan betale sig at skændes med os.«

Man kan frygte, at det er præcis den lektion, som Volodymyr Zelenskyj og det ukrainske folk lærer i disse dage.

Jeffrey Goldberg bemærkede tilbage i 2018, at det var bydende nødvendigt at kortlægge Trumps ageren i en større kontekst, fordi hans egne samtaler med folk tæt på Trump bekræftede ham i, at »præsidenten vil handle på sin overbevisning på en mere presserende og fokuseret måde, end han gjorde i det første år af hans præsidentperiode, og at tempoet for potentielt katastrofale forstyrrelser vil tage fart i de kommende dage … derfor er det mere presserende end nogensinde at forstå Trumps udenrigspolitiske doktrin«.

Lad mig formulere det diplomatisk: Det lader ikke til, at Goldbergs observationer er blevet mindre relevante i Trumps anden embedsperiode. Tværtimod.