Tonedøve demokrater forærede Trump sejren

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Meget kan siges og skrives om Donald Trump. Både om hans politik og hans person. Meget af det er negativt. Det forstås, for han er en vulgær karakter, der er tæt på umulig at holde af.

På samme måde er hans frigivelse af 6. januar-oprørerne, handelskrige, ønsket om at annektere både Grønland og Gaza og hans alliance med techmilliardærerne decideret uhyggelig.

Men på et eller andet tidspunkt må vi blive færdige med at harcelere over ham og hans vælgere og i stedet interessere os for, hvordan Demokraterne dog kunne være dumme nok til at tabe til ham – igen. For dummet sig har de, siden USA’s under- og arbejderklasse har stemt Trump og techmilliardærerne til magten.

Demokraterne havde åbenbart intet lært siden deres første nederlag i 2016. Erkendelserne synes at være lidt mere til stede i Europa, men også her har de centrum-venstre-politiske partier være tynget af samme manglende læring. Det er derfor, at højrepartier nu er størst i Holland, Frankrig, Italien, Sverige og Østrig.

Demokraternes og de europæiske søsterpartiers brøde kan sættes på kortformel i fire punkter:

For det første tabte Demokraterne igen, fordi de siden Murens fald sammen med den økonomiske elite har været blændet af en (bogstaveligt talt) grænseløs liberalistisk globaliserings-, liberaliserings- og centraliseringsstrategi, der – åbenbart – har gjort det umuligt for dem at se, hvordan provinsen i det meste af USA er blevet hægtet af udviklingen, mens den kulturelle og økonomiske storbyelite har skummet fløden. Det samme gælder i Vesteuropa. Mange lande er knækket over i rige byer og fattige og trøstesløse landområder.

For det andet har de ikke taget udfordringerne med indvandring/migration alvorligt. Demokraterne har intet gjort ved den åbne grænse imod syd, selvom det efter 2016 var helt åbenlyst, at den ulovlige indvandring var ved at splitte USA ad. På samme måde nægtede centrum-venstre-partierne i Europa i årtier, at de voksende muslimske parallelmiljøer med værdier, der ikke passer ind i et demokratisk samfund med ytringsfrihed, kønnenes ligestilling og respekt for samfundets institutioner etc., skulle udgøre et problem. Det benægter nogle partier uforståeligt nok fortsat.

For det tredje har Demokraterne stået for en næsten entydig opbakning til wokeismen, der i sin radikale version ikke kun gjorde mennesker skyldige, før deres skyld var bevist (MeToo), men også næsten ville nedlægge politiet i udvalgte byer (Black Lives Matter efter George Floyd), gøre diskussioner baseret på argumenter umulige på universiteter (safe spaces og deplatforming) og ville tillade mænd at bruge kvindetoiletter og konkurrere i kvindesport (inklusion/diversitet).

Fordi Kamala Harris var en sort kvinde, var de også klar til at tro på, at hun var en god præsidentkandidat, selvom hun som vicepræsident igennem fire år havde vist det modsatte.

For det fjerde har både Demokraterne og centrum-venstre-partierne i Europa ikke haft andet end nedladenhed og hån tilovers for enhver, der protesterede imod ovenstående. Efter Hillary Clintons blamage i 2016, hvor hun kaldte Trumps vælgere for »en samling foragtelige personer«, skulle man tro, at Demokraterne var blevet klogere. Men ikke rigtigt.

På samme måde er mange centrum-venstre-vælgere i Europa stadig også overbeviste om, at de europæiske højrepartier kun får stemmer, fordi folk ude på landet er dumme, forført af misinformation i de sociale mediers ekkokamre eller slet og ret er racister. De vil til stadighed ikke acceptere, at de tre ovennævnte punkter skulle have noget sagligt på sig.

Verden er umiddelbart ved at falde af hængslerne, så her skal ikke spås om de kommende år. Men det er ret sandsynligt, at hvis Demokraterne ikke skal tabe næste præsidentvalg – vi må lige nu regne med, at der kommer et, selvom man nogle dage kan tvivle – så skal de justere deres politik på disse grundlæggende områder alvorligt. Det er, uanset om vicepræsident J.D. Vance bliver Republikanernes kandidat, eller om Elon Musk vil have taget helt over til den tid. Det samme gælder centrum-venstre.