En morgen blev jeg offer for den værste form for hundeejere. Sikke noget lort

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er 20 minutters gang fra min lejlighed til mit arbejde. Et kvarter, hvis man går lidt hurtigt – og det gør jeg i dag.

Jeg er kommet for sent ud ad døren, så jeg bliver nødt til at gå i bestemt tempo for at nå det. Men jeg er knap gået 100 meter fra min opgang, før jeg træder i noget blødt.

Jeg ved præcis, hvad det er, for det er langt fra første gang, jeg har trådt i en hundelort midt på fortovet. Det er tredje gang på under et år. Alle tre gange midt i Aarhus.

Under min Adidas Samba-sko, der med sine riller i sålen er som skabt til at indlejre fækalier, sidder en ordentlig lysebrun masse på hælen.

Ikke langt derfra er en plads med grusunderlag og bænke, så jeg forsøger på bedst mulig vis at efterligne en balletdanser og gå på tæerne på min venstre fod.

På et tidspunkt kommer jeg til at træde ned på hælen og ser, at jeg har efterladt mig en klat lort midt på gaden. På den måde er jeg også med til at sprede lort. Flot.

Jeg skynder mig væk fra fortovet, over vejen og hen til den lille plads, hvor jeg sætter mig på en bænk og mærker blodet løbe til hovedet.

Først pga. skam:

Hvordan kunne jeg overse den lort? Den lå jo lige der midt på gaden.

Men hurtigt overskygges den følelse af vrede:

Hvem fanden er den kæmpeidiot, der ikke kan finde ud af samle op efter sin hund? MIDT PÅ ET FORTOV?!

I det sekund overvejer jeg at droppe min arbejdsdag for at bruge dagen på at finde den ansvarlige hundeejer og tvære min sko ud i ansigtet på vedkommende.

Ved de ikke, at det er ulovligt ikke at samle hundelorte op?

Ifølge vejlovens paragraf 70 og privatlovens paragraf 98 kan det straffes med bøde.

Men det ved de vel ikke – det forsvinder i hvert fald ikke. Et konstant minefelt af lort, som fylder gaderne.

Ved siden af bænken ligger en tynd pind. Den er fugtig, og der skal nok ikke så meget til, før den knækker, men det er mit bedste værktøj.

Jeg skraber og skraber. Lugten minder om matematiklærer-ånde, og andengradsligninger dukker op i erindringen.

Jeg smider pinden fra mig, for hvis jeg ikke skynder mig, kommer jeg for sent.

De næste par skridt skraber jeg omhyggeligt foden mod gruset på pladsen. Først mod venstre, så mod højre og så midt på. Jeg gad godt se den her scene udspille sig fra et af lejlighedsvinduerne, der omgiver pladsen. Jeg skynder mig væk.

Forpustet, bleg og rasende når jeg frem til redaktionen med dårlig samvittighed over, at jeg muligvis lugter lidt af hundelort.

Jeg åbner computeren og søger på “hundelort” på Facebook for at se, om der er andre end mig, der har oplevet noget lignende. Det er der. Mange.

Derfor forstår jeg heller ikke, hvordan det her kan fortsætte med at være et problem?

Men hvad skal der til for at komme problemet til livs?

Udsigten til en bøde er tydeligvis ikke nok. Desuden er jeg også lidt glad for, at politiet ikke har tid til sådan noget lort.

Nogle griber til selvtægt. I Skanderborg førte det til en mindre krig, da en boligejer fik nok af hunde, der sked på hans grund. Han lagde godbidder og nikotinposer ud, som hundene så kunne spise – hunde bliver syge og kan i værste fald dø af at spise nikotinposer.

Mandens selvtægt er selvfølgelig langt over stregen.

Men…

Jeg kan godt føle sympati for, at man siger fra overfor sådanne hundeejere. Man føler sig magtesløs, når en hundelort dukker op på gaden. Som at gå ind på et offentligt toilet, hvor der ikke er trukket ud.

Der findes måske en mindre anarkistisk og mere konstruktiv løsning på problemet.

I den sydfranske by Béziers påbegyndte man i 2023 en forsøgsordning. Her bliver hunde registreret og får et genetisk id-kort, så ejeren af ophavet til hundelorte kan findes og stilles til ansvar, hvis der ikke bliver samlet op.

Det lyder omfattende, men jeg hilser tiltaget varmt velkommen.