Jeg er så mistrøstig på Europas vegne
I krig er det godt at være stor, men i nationaløkonomi er det bedst at være lille.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvad gør vi stakkels europæere uden amerikanerne til at beskytte os mod russerne? Ifølge den herskende opfattelse vil vi nærmest være prisgivet til den russiske bjørn. Og europæiske lande har ganske rigtigt brugt en meget lille del af deres samlede økonomi på militæret. Ikke desto mindre brugte vi, de europæiske lande, mere end tre gange så mange penge på militæret før krigen sammenlignet med Rusland. Det hænger sammen med, at vores befolkning er tre gange så stor, og økonomien hele 10 gange større.
Den ædruelige konklusion lyder, at Rusland ikke er nogen nævneværdigt større trussel mod Europa end mod USA. Den store risiko er selvfølgelig stadig gensidig nuklear udslettelse og evig atomvinter, og her gør nogle flere kampvogne hverken fra eller til.
Nuvel, sikkerhedspolitik handler ikke kun om risikoen for invasion, og der kan sikkert fremstilles udmærkede argumenter for, at vi sikkerhedsmæssigt er tjent med mere europæisk samarbejde, fordi det er en fordel at være stor. Det bekymrer mig virkelig. Jeg frygter, at sikkerhedspolitiske argumenter vil køre vores økonomier og samfund i grus.
Hvorfor? Fordi den oplagte institution til at øge det sikkerhedspolitiske arbejde er Den Europæiske Union. Og samtidig er EU den største trussel mod et velstående og velfungerende Europa. Den trussel er så tydelig, at det sågar er ved at synke ind hos de ellers så historisk EU-begejstrede eliter.
Erkendelsen er, at det er unionens bureaukrati, der dræber udviklingen. Man siger populært, at USA innoverer, kineserne kopierer, og europæerne regulerer. Der er noget uretfærdigt over den fremstilling, for som det nye kinesiske DeepSeek har vist, kan de konkurrere med den mest innovative amerikanske teknologi.
For få måneder siden udkom den meget omtalte Mario Draghi-rapport om europæisk konkurrencedygtighed. Som man kunne forvente, var den fuld af farlige forslag såsom muligheden for at udstede fælles EU-gæld, sådan så de enkelte lande mister den sidste rest af økonomisk ansvarlighed. Mette Frederiksen har allerede støttet det eksplosive forslag, og som mange andre revolutioner i EU vil det sandsynligvis blive gennemført med så lidt demokratisk debat, at befolkningerne ikke engang opdager det undervejs. En katastrofal proces med et fatalt resultat.
Til gengæld pegede samme rapport på noget usædvanligt afslørende: at det største problem for små og mellemstore virksomheder i Europa er regulering. Bureaukrati. Administrative byrder skabt af Bruxelles. Selvskabt politisk sabotage for velstandsskabelsen.
Prøv at overveje, hvor meget tid de små 500 millioner borgere spilder på at vælge eller ikke vælge cookies på hjemmesider. Dag ud og dag ind. Hvor meget tid der går med at ja eller nej til den linde strøm af spørgsmål om persondata. Seneste skud på stammen er den obligatoriske arbejdstidsregistrering.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad virksomhederne helt præcist bliver udsat for. Men med så ublu en reguleringsiver, eurokraterne udviser over for almindelige borgere, må det være lettere ekstremt, hvad virksomhederne bliver udsat for.
Det er vigtigt at forstå, at det ikke handler om, hvilke politikere vi vælger til Europa-Parlamentet. Eller hvad vores ministre siger i ministerrådet. Det er ikke politikerfejl. Det er en systemfejl. Magten er blevet koncentreret i et multikulturelt administrativt system uden offentlig indsigt, debat eller konkurrence. Den systemiske vinder af en sådan konstruktion er særinteresserne. Ingen i systemet taler almenvellets sag.
I modsætning til folkelig overtro er det nemlig ikke en fordel at være en stor nationaløkonomisk enhed. Småstater som Danmark, Norge eller Schweiz er som udgangspunkt mere velegnede til at sikre gunstige vilkår og velstand end store stater som eksempelvis Tyskland og Frankrig.
Derfor er jeg så mistrøstig på Europas vegne. Økonomisk set er vi bedst tjent med en union, der blander sig i så lidt som muligt. Lille er stærk. Men sikkerhedspolitisk er vi bedst tjent med størrelse. Det paradoks giver mig et lille håb for fremtiden.