Der er stor forskel på verden i 1930'erne og i dag. Trods alt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når der er opstået trusler fra diktaturstater, har det lige siden 1945 fået verdens demokratier til at rykke sammen. Den helt store forskel på verden i 1930’erne og verden anno 2025 er, at demokratiernes ledere samarbejder meget mere end i 1930’erne.

I 1930’erne stod det enkelte demokratiske land nærmest helt alene. Det gjaldt både sikkerhedspolitisk og handelsmæssigt. Der var ingen multilaterale forsvarsalliancer, og protektionismen var udbredt. Desuden var demokratiet ikke særligt udbredt i 1930’erne.

Mange af Europas lande afskaffede således demokratiet i løbet af 1930’erne. F.eks. de fleste af de øst- og centraleuropæiske samt mange af de sydeuropæiske lande, herunder Spanien, Portugal og Italien.

Og så Tyskland, hvor Hitler kom til magten i 1933 i kraft af det demokrati, som han derpå systematisk begyndte på at afskaffe. USA stod derimod – med sin lange demokratiske tradition, der gik meget længere tilbage i tiden end de fleste europæiske landes – som et fyrtårn for og et lysende forbillede for demokratiet i verden.

En stor del af den øvrige verden (f.eks. næsten hele Afrika og adskillige områder i Asien) var fortsat europæiske kolonier. Og dette er også med til at gøre, at demokratiet generelt må siges at have været meget mindre udbredt end i dag.

Men som sagt: Hvert enkelt af de relativt få demokratier, som fandtes i verden i 1930’erne, stod temmelig alene.

Helt anderledes har det set ud siden 1945. Ikke blot er antallet af demokratier vokset betragteligt. I midten af 1970’erne blev de dele af Sydeuropa, der ikke hidtil havde været det, demokratiske. I 1980’erne fulgte de fleste latinamerikanske lande trop. Og i 1990 hovedparten af Øst- og Centraleuropa. Selv Rusland havde demokrati fra 1993 til 2000.

Og også i Afrika blev demokratiet introduceret som styreform i løbet af sidste del af 1900-tallet – uden at det dog holdt alle steder. Også Indien, i dag verdens største stat, fik demokrati i kølvandet af selvstændigheden fra briterne i 1947 og har – stort set – beholdt det uafbrudt lige siden.

Dertil kan man føje forskellige andre asiatiske stater såsom verdens største muslimske stat, Indonesien, og en – lidt mindre – stat som Sydkorea, der begge har haft demokrati i rundt regnet de seneste par årtier.

Trods det aktuelle tilbageslag og trusler mod demokratiet en del steder rundtomkring i verden er der således generelt – hvis man ser på verdens historie over en lidt længere periode – sket en fremgang for demokratiet. I dag lever knap 30 pct. af verdens befolkning således i et demokrati – naturligvis lidt afhængigt af, hvordan man gør det op. Altså væsentligt flere end i 1930’erne.

Men en anden meget stor forskel på 1930’erne og i dag er som sagt, at demokratierne i dag i meget højere grad i dag samarbejder – og har gjort det siden 1945. Hver gang der har været en trussel udefra, fra diktaturstater eller andet, er demokratierne rykket sammen.

Man har i høj grad – på bl.a. USA’s initiativ – undgået protektionisme. Og den frihandel, som har fungeret siden slutningen af 1940’erne, har været med til at skabe vækst og velstand for alle de lande, der har været en del af den.

De vesteuropæiske lande og de øvrige vestlige lande (inkl. USA og Canada) indledte kort efter Anden Verdenskrig et tæt sikkerhedspolitisk, økonomisk og generelt politisk samarbejde, hvor de sammen stod op imod verdens diktaturstater (ikke mindst Sovjetunionen og det kommunistiske Central- og Østeuropa).

I 1949 dannede man Nato og i 1951 besluttede en række af de vesteuropæiske lande desuden at oprette Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som i 1958 blev lavet om til EF og i 1993 til EU. En lang række andre samarbejdsinitiativer mellem verdens demokratiske stater kunne nævnes – igen til gavn for alle de demokratier, som har deltaget i dem.

Og i dag er der også mange andre nye demokratiske lande, som bl.a. de europæiske lande og USA og de øvrige gamle demokratier såsom Canada, Australien og New Zealand samarbejder med – og efterhånden har samarbejdet med i en del år. Det gælder alle de føromtalte demokratier af nyere dato i bl.a. Latinamerika, Afrika og Asien, herunder verdens største demokratiske stat, Indien.

Så en af de helt store forskelle på verden i 1930’erne og verden anno 2025 er således, at vi – trods forskellige aktuelle trusler mod demokratiet – generelt har et langt stærkere samarbejde mellem de demokratiske stater i verden i dag end i 1930’erne.

Og dertil kommer, at man – når man ser udviklingen i et lidt længere verdenshistorisk perspektiv – må konstatere, at demokratiet samlet set trods alt står stærkere (det vil sige er mere udbredt) i dag end i 1930’erne.