For enden af fremskridtet vender Anders Foghs børnebørn engang hjem til Viborg

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Engang i nullerne fortalte Anders Fogh Rasmussen om sit syn på afviklingen af landsbysamfundene. Det var længe før diskussionen om Udkantsdanmark, og stemningen var en anden. Fogh brugte sin egen historie som eksempel. Faderen, der var landmand i Viborg. Sig selv, der var blevet akademiker og flyttet til København. Sønnen, der er flyttet til USA og blevet global.

Et lille billede på Danmarks fremskridt i den foghske forstand. Flere frie valg. Større forbrug. Mere effektiv udnyttelse af den humane kapital. Mindre bundethed.

Både vores land og det enkelte unge menneske står i dag over for samme valg. De kan flytte mod de større byer og få bedre job. Få endnu højere løn, hvis de tager til København. Og markant højere løn, hvis de tager til London eller New York og arbejder Solen sort.

Naturligvis er det ikke alle forundt at få tilbudt et højtbetalt job i udlandet, og i vores kultur er de da også blevet opfattet som vinderne. Taberne var dem, der blev tilbage. Nederst i hakkeordenen er dem, der blev tilbage i landsbyen.

Det var da også mange af de dygtigste fra min egen ungdomsårgang, der tog til udlandet for at arbejde. Nogle få er der stadig og er særdeles velhavende i dag. Langt de fleste er dog hjemme igen. Det store udland var ikke så spændende alligevel. I sidste ende betød pengene og mulighederne ikke så meget, som da de unge og umodne rejste ud.

I Danmark var der noget andet, der trak. Hjemligheden. Følelsen af at høre til et sted. Kærlighed og venner.

Følelsen af at høre til er noget af det mest undervurderede i vores tids forståelse af det gode liv. Det er ikke bare hjemligheden ved at høre til i Danmark, men også i sin by. Alting bliver mere værdifuldt, når det er hjemligt. Smukke huse, butikker og gamle træer. Ja, selv et hæsligt 70’er-byggeri får en smule værdi, når det minder os om, hvor vi hører til.

Når hjemligheden er så fantastisk for os mennesker, er det, fordi den viser, at der er mere til livet end nuet. Hjemligheden minder os om vores livshistorie. Fortæller os, at vi er en del af noget større. Et fællesskab med andre mennesker, der både går forud for os selv og lever videre, når vi er døde. At livet er mere end nogle titusinder af dage, hvis vi skal maksimere glæden og minimere smerten. Der er også mening. Noget, der er værd at leve for.

I jagten på penge og prestige tager det umodne unge menneske til København eller til udlandet, men langt de fleste får hurtigt et mere nuanceret syn på livet og vender hjem. De giver afkald på nogle materielle behageligheder til fordel for et liv med en rigere tilknytning til andre mennesker. Menneskelig klogskab udtrykt i den enkeltes valg.

Jeg håber, at vi i 2025 vil begynde at udvise samme klogskab på samfundsplan. At vi også kulturelt og politisk vil anerkende værdien af hjemlighed, kontinuitet og nære fællesskaber. De færreste politikere eller samfundsingeniører ville tale dårligt om hjemligheden, men den har ingen selvstændig værdi for dem. Den afspejler blot et forbrugsvalg blandt så mange andre.

Tidsånden vil ikke gøre sig til dommer over den enkeltes valg, men har dermed de facto foretaget en ensidig værdidom: Den har valgt forbrugsmuligheder over alt andet. Gennem de seneste mange årtier har vores samfund konsekvent prioriteret forbrugsmuligheder gennem effektivitet og konkurrence. Her er hjemlighed bare besværlig. Vi udnytter ikke humankapitalen nær så effektivt, hvis de klogeste ikke tager ind til byerne. Og små samfund er dyre og besværlige for velfærdsstaten.

Det har en pris for samfundet, når den enkelte vælger nære fællesskaber, familie, venner og kærlighed over optimal økonomisk formåen. Men det er naturligvis en pris, som vi skal være parate til at betale. Ligesom den enkelte vælger hjemligheden til, bør vi også gøre det som samfund.

Når den foghske familiekrønike skal skrives færdig, håber jeg, at børnebørnene tager sidste skridt på fremskridtets udviklingsstige. De vender hjem til Viborg.