Gratis skolemad bør kun være til dem, der har mindst
Hvis vi smører velfærden for bredt ud – i stedet for at sætte ind, hvor der virkelig er behov – risikerer vi at skyde os selv i foden.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er ingen tvivl om, at et godt, sundt og nærende måltid midt på dagen er en god investering – ikke bare for børn, men for os alle.
Derfor er jeg også positiv over for alle de ordninger, der allerede i dag er med skolemad på folkeskoler og privatskole rundtomkring i landet. Og jeg er glad for, at regeringen sammen med flertallet bag næste års finanslov vil eksperimentere med gratis skolemad for endnu flere elever.
Nu skal vi selvfølgelig lige se resultaterne af forsøget, der vil give gratis skolemad til 20.000 flere elever, men der er alligevel noget, der får det til at stritte på mig, når jeg ser forslaget. Og det skyldes, at det for mig at se er problematisk, at tilbuddet kommer til at blive gratis for alle.
Er det ikke lidt ødselt? Det synes jeg – særligt når vi ser på den forfatning, som velfærdssamfundet i øvrigt er i – og når vi ser på de store udfordringer, vi står over for som nation.
Mange børn får allerede i dag god mad midt på dagen. Der er heldigvis flere forældre, der er ressourcestærke end det modsatte – og de fleste sørger for, at deres børn i forvejen får god mad.
Jeg siger ikke, at man ikke skal have skolemad for alle, men jeg synes da, at det vil være passende, at de børns forældre, der nemt selv kan betale, også gør det.
Jeg synes, det giver god mening, at eleverne får skolemad – der vil sikkert være noget demokratiserende og opdragende i, at børnene får det samme at spise – men jeg synes godt, at man kan kræve, at de forældre, der har mest, også betaler for at slippe for at smøre madpakken.
Velfærdssamfundet er i disse år presset fra alle sider, og derfor synes jeg, vi skal blive bedre til at målrette velfærden til dem, der faktisk har brug for den.
For sandheden er, at skolemad er dyrt, hvis alle skal have det, og især hvis ingen skal betale for det.
Og ja, så er det rigtigt, at vi har betalt over skatten, men der er jo i forvejen masser af steder, hvor vi omfordeler. Og sådan skal det også være – for et stærkt velfærdssamfund og en stor social mobilitet er en fordel for os alle. Se bare på, hvor galt det er gået i USA.
Vi risikerer at skyde os selv i foden, hvis ikke vi målretter velfærden til dem, der har mest brug for den. I hvert fald når det kommer til en velfærdsydelse som skolemad, der for flertallet ikke er dødnødvendig.
For pengene skal jo komme et sted fra. Og selvom skolemad har klare fordele og er en god investering, er der altså masser af andre ting, som vi kan bruge pengene på i disse år.
En genopbygning af det danske forsvar for eksempel, så vi kan forsvare os selv. En hurtigere grøn omstilling, så vi undgår de mest katastrofale klimaforandringer, for at tage et andet eksempel.
Det handler dybest set om, at jeg er træt af, at alle vil have alt hele tiden. Et velfærdssamfund skal ikke være et millimeterdemokrati, hvor alle får det samme. Vi skal have et klogt velfærdssamfund, der lader folk leve deres liv, og som først træder til, når behovet er der.
Vi skal med andre ord blive bedre til at se ud over egen næsetip og gøre op med den kræver-mentalitet, som plager for mange af os. Vi skal have det, vi har brug for. Men vi skal overveje, hvor meget det egentlig er, vi for alvor har brug for.
Ellers bliver det svært at opretholde det velfærdssamfund, som vi har så kært.