Østeuropa er ikke bare Østeuropa

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I Danmark har vi en tendens til at betragte Østeuropa under ét. Men faktisk er der meget stor forskel på de forskellige østeuropæiske landes historie. En forskel, som i høj grad kan være med til at forklare de østeuropæiske landes og befolkningers forskellige reaktioner på den aktuelle situation i Europa.

Østeuropa kan nemlig groft set inddeles i to dele. Den nordlige del af Østeuropa (f.eks. Estland, Letland, Litauen og Polen) har primært dårlige historiske erfaringer med russerne, tyskerne og svenskerne, mens den sydlige del af Østeuropa (f.eks. Serbien, Rumænien og Ungarn) derudover også har dårlige historiske erfaringer med osmannerne (tyrkerne).

Estland, Letland, Litauen og Polen blev alle selvstændige stater i 1918 i kølvandet af Ruslands sammenbrud og Den Russiske Revolution i den sidste del af Første Verdenskrig (i 1917). Polen genopstod således som selvstændig stat efter at have været helt forsvundet fra Europakortet siden landets sidste deling mellem de tyske stater Preussen og Østrig samt Rusland i 1795. Det samme gjaldt Litauen, der i 1500-, 1600- og 1700-tallet været en del af en fælles polsk-litauisk stat. Estland og Letland havde i århundrederne frem imod 1918 skiftevis været under bl.a. Sverige og Rusland.

I forbindelse med indledningen på Anden Verdenskrig i 1939 delte Nazityskland og det kommunistiske Sovjetunionen Polen mellem sig, da de – efter indbyrdes hemmelig aftale – indtog hhv. den vestlige og den østlige del af landet. Og i 1940 indtog Sovjetunionen – ligeledes med Hitlers accept – de tre baltiske lande.

Under hele Den Kolde Krig var Estland, Letland og Litauen derefter en del af Sovjetunionen, mens Polen formelt var selvstændigt, men reelt underlagt kommunisterne i Moskva.

Russernes støtte til det kommunistiske regimes nedkæmpelse af de demokratiske kræfters oprør i Polen i 1981 står desuden stærkt i mange polakkers erindring.

Tjekkoslovakiet har ligeledes i moderne tid haft mange dårlige erfaringer med både Tyskland og Sovjetunionen. I 1939 besatte Hitler hele landet (efter i første omgang ”kun” at have taget den vestlige del: Sudeterland). Og under hele Den Kolde Krig var Tjekkoslovakiet ligesom Polen kun formelt selvstændigt, men reelt underlagt U.S.S.R.

De demokratiske kræfters oprør mod kommunisterne i 1968 blev – ligesom i Polen i 1981 – slået hårdt ned med støtte fra Sovjetunionen.

Anderledes end med Estland, Letland, Litauen, Polen og Tjekkiet ser det på mange måder ud med mere sydligt beliggende østeuropæiske lande som f.eks. Ungarn, Rumænien og Serbien. Ud over disses landes – ligeledes dårlige – erfaringer med kommunismen under Den Kolde Krig – og f.eks. også den sovjetisk-støttede nedkæmpelse af det demokratiske oprør i Ungarn i 1956 – har landene også nogle helt andre historiske erfaringer. Nemlig erfaringer med at have hørt under – eller have været tæt på at komme til at høre under – Det Osmanniske Rige (tyrkerne).

En del vælgere i lande som Rumænien og Serbien har en indgroet modstand imod f.eks. muslimsk indvandring, bl.a. fordi de forbinder det med fortællingen om, hvordan tyrkerne i århundreder sad helt på magten i deres lande, inden det endeligt lykkedes dem at frigøre sig sammen med de øvrige lande på Balkan i løbet af 1800-tallet og de første par årtier af 1900-tallet.

Ungarn (som var en del af det habsburgske imperium og tæt forbundet til Østrig) var nær ved også at blive underlagt Osmannerriget, men med osmannernes mislykkede belejring og forsøg på erobring af Wien i 1683 lykkedes det med nød og næppe østrigerne at slå dem tilbage.

Frygten for muslimske indvandrere og flygtninge står derfor også ret stærkt i mange ungarske vælgeres bevidsthed. De frygter – ligesom en del serbere og rumænere – på grund af deres landes historie muslimerne lige så meget, som de frygter russerne.

Og dette kan i høj grad være med til at forklare, at vælgerne i disse lande – som vi har set ved de seneste års valg – generelt har en større tendens til at støtte pro-russiske kræfter end vælgerne i den nordlige del af Østeuropa, som i moderne tid primært har haft dårlige erfaringer med russerne og tyskerne – og ikke også med osmannerne (tyrkerne).

Således kan man ikke til fulde forstå de forskellige østeuropæiske landes positioner i forhold til den aktuelle situation i Europa, hvis ikke også man inddrager de pågældende landes og hele Europas – både ældre og nyere – historie.