Der er grænser for Trumps amatørisme

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sidste uges klumme skrev jeg, at det er sjældent, at den kommende præsidents nomineringer bliver afvist i Senatet.

Siden 1801 havde der kun været 27 tilfælde på ministre eller rådgivere, der trak sig inden høringen eller blev nedstemt efterfølgende.

Nu er vi så oppe på 28 tilfælde, efter Trumps foretrukne justitsminister, Matt Gaetz, har trukket sig. Selvsamme Gaetz pegede jeg i sidste uge på som den kandidat, der ville få sværest ved at klare skærene, hvilket bekræfter, at selv en blind høne også finder et korn i ny og næ.

Justitsministerkandidaten måtte trække stikket efter en uges tid, fordi det hurtigt stod klart, at det var tæt på umuligt for Gaetz at blive godkendt i Senatet. Det sidste er ikke så overraskende, for argumenterne mod Gaetz stod – ligesom de kvinder, han er blevet beskyldt for at betale for samleje til sexorgier – nærmest i kø.

Men jeg vil ærligt indrømme, at det kom gevaldigt bag på mig, at Trump og Gaetz så hurtigt kastede håndklædet i ringen.

Det kan ikke understreges nok, hvor stort et politisk og personligt nederlag det her er for Donald Trump. Den kommende præsident spillede højt spil ved at nominere en så kontroversiel kandidat som Gaetz. Det viste sig at være politisk makværk af nærmest kriminel karakter, der mest af alt illustrerer Trumps amatørisme.

At det ville blive svært at få godkendt Matt Gaetz, kunne de fleste have fortalt Trump på forhånd. Af samme årsag kræver den slags satsninger en masse forarbejde og fodarbejde, så man er relativt sikker på, at man har de mest skeptiske partifæller i Senatet om bord, inden man annoncerer en kandidat som Gaetz.

Meget tyder på, at Trump ignorerede disse bekymringer, og at han heller ikke gjorde nok for at tage de republikanske senatorer med på råd inden nomineringen af Gaetz.

Ifølge amerikanske medier var det især fem republikanske senatorer, der var stålsat på at stemme imod Matt Gaetz.

Derudover var der yderligere mindst 20 – nogle amerikanske medier beretter endda om op imod 30 – republikanske senatorer, der havde det stramt med at gøre Gaetz til justitsminister.

Rundt regnet var altså cirka halvdelen af de 53 republikanske senatorer som minimum på vippen. At Trump og hans folk ikke anticiperede dette – eller endnu værre lod sig inspirere af Matt Gaetz og tænkte ”går den, så går den” – må takseres som en nærmest kriminel forseelse.

Hvis jeg var Matt Gaetz, ville jeg overveje at retsforfølge Donald Trump for uagtsomt manddrab nu.

Spøg til side. Gaetz trak som bekendt selv i nødbremsen i sidste uge og forlod sit embede i Repræsentanternes Hus før tid. Sandsynligvis for at forhindre offentliggørelsen af en særdeles belastende rapport fra etikudvalget i Repræsentanternes Hus, der ifølge amerikanske medier udpensler overførsler til kvinder for seksuelle ydelser, stofmisbrug og sexorgier.

Så Gaetz skal næppe lade Trump høre for noget. Tværtimod burde Gaetz sende Trump et takkekort. Vi har at gøre med en kommende præsident, der vel vidende om alle disse formodede forseelser forsøgte at promovere en politiker, der er i søgelyset for at have haft sex med en 17-årig – hvilket er ulovligt i Trump og Gaetzs hjemstat, Florida – til at stå i spidsen for håndhævelsen af landets love og regler. Let that sink in, som Elon Musk ville sige.

Trumps næste bud på en justitsminister, Floridas tidligere justitsminister Pam Bondi, burde være et mere sikkert kort.

Spørgsmålet bliver til gengæld, om fadæsen med Gaetz åbner en ladeport for, at tilpas mange republikanere i Senatet også siger fra over for de andre åbenlyst ukvalificerede og kontroversielle kandidater, som Trump gerne vil have i den kommende administration?

Pete Hegseth som forsvarsminister, Tulsi Gabbard som chef for de amerikanske efterretningstjenester og Robert F. Kennedy Jr. som sundhedsminister kan gå en svær tid i møde, for der foreligger afgjort en risiko for en dominoeffekt nu. Eller for at parafrasere en kendt Sigurd Barrett-sang:

”Man må trække en grænse, men hvor skal den gå?

Ved Hegseth, Gaetz, Tulsi eller RFK?

Uanset hvor den går, er der meget på spil,

for modsat Donald Trump ved vi, at der skal forberedelse til.”