Skuffelserne står i kø til COP29
Alverdens lande mødes på ny til klimatopmøde, men forhåbningerne til substantielle forandringer er meget små. Det skyldes især Trumps genvalg i USA.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
COP-møderne er et resultat af FN’s klimakonvention, der blev vedtaget i 1992. Her vedtog man også, at landene skulle mødes en gang om året for at diskutere klimaets tilstand – første gang til COP1 i Berlin i 1995.
Siden er det blevet til mange møder og også en del gode aftaler. De har ikke alle været globale, men når landene mødes, kan man jo indgå bilaterale aftaler, som ikke alle nødvendigvis er med i. Det sket især i 2021 i Glasgow, hvor flere gode aftaler om bl.a. skovbevarelse blev indgået.
Men i år handler det som så mange gange om penge. Hvem skal betale for, at ulandene kan overkomme de klimaforandringer, som især de rige lande har påført dem. Sædvanligvis er det ikke lette forhandlinger, og de er i år blevet endnu vanskeligere.
Amerikanerne kommer i år med et meget lille forhandlingsmandat, fordi der kommer en ny regering og en ny præsident – Trump, der er kendt for sin skepsis på klimaområdet, og som sætter USA i forreste række. Så må andre stille sig i kø.
Da USA forventeligt ikke vil bidrage i år, kan man jo se mod en anden stor udleder af drivhusgasser Kina. Men Kina er i FN-systemet et uland og vil derfor heller ikke bidrage.
EU vil formentlig komme med nogle mia. euro, men lysten er heller ikke her særlig stor, når man står alene. Jeg forventer derfor, at skuffelserne vil stå i kø, selv om der er et enormt behov for finansiering. For eksempel har Sydsudan enorme oversvømmelser på grund af meget regn – et forhold, vi også har set i Europa i år. Derfor vil mange lande først skabe beskyttelse for egne befolkninger, inden de giver penge til andre.
Samtidig er den geopolitiske situation alvorlig. Vi ser desuden uro i mange lande over for den grønne omstilling. Det er lidt paradoksalt, eftersom netop den omstilling er vejen frem til at skabe bedre sikkerhed over for voldsomme vejrforhold. Men når der skabes en historie om, at omstillingen er for dyr, og det er billigere – på kort sigt – at fortsætte med fossile brændsler, så forstår man godt, at det er svært.
Når den historie ydermere kobles med forestillingen om, at landene primært skal sørge for sig selv og ikke bidrage til fællesskabet, som det høres fra nationalkonservative grupper, så øges spændingerne både internt og landene imellem. Det er jo ikke lige det, vi har brug for. Løsningerne ligger altid i fællesskabet og i samarbejdet.