Anklagemyndigheden har stadig ikke forstået Glistrup-sagen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mogens Glistrup fik en uventet rolle i retssagen mod Sanjay Shah, skriver Berlingske Tidende den 21. september.

Det var anklagemyndigheden, der inddrog Glistrup-sagen og den såkaldte fiktionsteori med ordene: »Glistrup opnåede store skattemæssige fradrag på grund af en masse posteringer, men der var ikke nogen realitet i det (altså fiktion), sagde Højesteret …«

Dette uddrag viser desværre, at anklagemyndigheden stadig ikke har forstået Glistrup-sagen – og i øvrigt ikke engang Højesterets dom fra 1983. Selv om anklageskriftet på hele 116 sider gang efter gang nævner og inddrager fiktionsteorien, glimrer denne betegnelse ved, at den overhovedet ikke indgår i Højesterets dom.

Når anklageskriftet i Glistrup-sagen var på hele 116 sider, var det – efter min vurdering – udtryk for, at essensen i Glistrup-sagen ikke blev afdækket af anklagemyndigheden, før anklageskriftet blev udformet. I en retsstat burde det være udelukket, at et anklageskrift i en straffesag kan være på hele 116 sider.

Det lange og uklare anklageskrift førte endvidere til, at byrettens dom fyldte hele 1.226 sider og det vel at mærke, uden at essensen i Glistrup-sagen blev forstået. Dette førte endvidere med sig, at der var alt for afvigende domsafsigelser i byretten, Østre Landsret og til sidst i Højesteret.

Det var der gode grunde til, at Højesteret slet ikke inddrog fiktionspåstanden i domsafsigelsen. I min bog fra 1978: ”Glistrup-sagen. Nøglen til dens forståelse” afdækkede jeg, at den helt afgørende transaktion, som Glistrup anvendte til at undgå skattebetaling for sig og sine økonomiklienter, var fabrikerede tab på aktier. Det var nemlig Glistrup-kontrollerede og -ejede selskaber, der både stod som sælger og køber af de tabsgivende aktier, hvorfor salgspriserne kunne sættes, så store tab kunne noteres – og tab på aktier var dengang fradragsberettiget i alm. skattepligtig indkomst.

Havde anklagemyndigheden forstået Glistrup-sagen, kunne disse fabrikerede tab være annulleret, og det helt afgørende element i fabrikationen af nulskatteydere fjernet – og skatteunddragelserne var blevet standset. Men fiktionsteorien, som jeg på bl.a. ovenstående baggrund tog afstand fra og afviste i min bog fra 1978, ledte anklagemyndigheden på vildspor – men dog ikke Højesteret.

Fra en informeret kilde fik jeg dengang også oplyst, at den højesteretsdommer, der skrev udkastet til dommen i Glistrup-sagen, havde fået min bog. Glistrup blev af Højesteret idømt tre års fængsel og fradømt retten til indtil videre at udøve advokatvirksomhed.

Når Glistrup blev dømt til at ophøre med at udøve advokatvirksomhed, skyldtes det ikke mindst, at hans såkaldte økonomiklienter blev inddraget i et uoverskueligt netværk, hvor han som advokat kunne lænse dem for meget betydelig beløb, som jeg også dokumenterede i min bog. Og denne kombination – at påtage sig advokatjobbet og samtidig gøre det muligt at ruinere sine klienter – må en advokat selvfølgelig ikke iværksætte.

Der kan derfor ikke, som anklagemyndigheden har gjort, drages en parallel til Glistrup-sagen i sagen mod Sanjay Shah. Men det udelukker jo på ingen måde, at der mangler realitet i Sanjay Shahs transaktioner.