Modtager vi hjertekirurger og fodboldspillere, kan vi også modtage plejepersonale
I Danmark er sigtet med uddannelse, at den skal danne det hele menneske. At uddannelse forpligter eller stavnsbinder sin modtager, uanset nationalitet, har at gøre med det kommunistiske Østeuropa og det nazistiske Tyskland.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Wien
I avisen læser jeg om en dansk debat, der burde ligge mig fjernt, men som minder mig om Rumæniens Nicolae Ceausescu, det kommunistiske Østeuropas værste tyran, henrettet af sine generaler i juledagene 1989. I Ceausescus repertoire indgik, at rumænerne – som han anså for sin personlige ejendom – var afskåret fra at bestemme over deres eget liv. Unge mennesker, især læger og lærere, blev efter endt uddannelse forsat til ofte årelang tjeneste i fjerntliggende, lidet attraktive provinser.
Og hvad har så det at gøre med debatten om det rimelige eller urimelige i at skaffe indiske og filippinske sygeplejersker og sosu’er til Danmark? Dette, at der har rejst sig en mindre storm af forargelse over det rige Danmarks påståede forsøg på at tømme fattige lande for plejekræfter, som disse lande i høj grad har brug for.
Tankegangen kan virke sympatisk, men den er moralsk uholdbar. Det demokratisk og humanistisk indstillede Danmark hverken kan eller skal stille sig i vejen for indere, filippinere eller andre, som måtte ønske at emigrere til en forhåbentlig bedre tilværelse. Med dette princip på plads kan man ved hjælp af overenskomster mellem Danmark og de relevante lande regulere denne trafik i alles, især udvandrernes interesse.
Den ikke så lidt paternalistiske harme over Danmarks såkaldte strandhugst i fattige lande anser jeg for uigennemtænkt. Vi, der sidder på goderne, skal ikke hindre ringere stillede medmennesker i at rejse ud, vinde erfaringer og tjene penge til gavn for sig selv og en måske nødlidende familie. Vi skal ikke opfordre fattige landes regeringer til at eksportere arbejdskraft.
Vi skal blot tillade disse landes borgere en bevægelighed på linje med den bevægelighed, som vi forventer af andre lande i forhold til danske statsborgere. Udvandring er en menneskeret, indvandring et statsanliggende. At vellønnede, socialt sikrede faglige funktionærer og universitære akademikere mener sig hensat til kolonitiden, virker absurd og hjerteløst.
Der kan fremføres ganske mange argumenter for, at mere eller mindre uddannede borgere i de såkaldte udviklingslande tvinges til at forblive i deres hjemlande. Sådanne argumenter vil gentage Ceausescus og andre diktatorers påstande, at har man fået en uddannelse på det offentliges regning, skylder man at bruge denne uddannelse som beordret af det offentlige, hvilket i de fleste tilfælde vil sige en magthavende elite.
Vil Nanna Maaløe, læge og forsker i global reproduktiv sundhed ved Københavns Universitet og en af debattens deltagere, lægge ryg til en sådan forestilling, der i sin kerne krænker den enkeltes ret til at bestemme over sit liv? Forhåbentlig ikke.
At en dansk beslutning om at modtage sundheds- og plejepersonale fra Indien og Filippinerne skulle have at gøre med kolonialisme, anser jeg for vrøvl. Den europæiske kolonialisme, herunder transporten af og handlen med slaver, gjorde befolkningerne i det, vi siden lærte at omtale som den tredje verden, til trælle for England, Frankrig, Spanien, Portugal, Holland og Danmark med flere. Det halve København er opført for de formuer, som handlen med slaver, herunder deres transport på danske skibe fra Afrika til Amerika, bragte hjem til kongeriget.
At give indere og filippinere et kortere eller længere arbejdsophold i Danmark, lønnet i henhold til danske overenskomster og beskyttet af den danske retsstat, er det stik modsatte af slaveri. Nutidens Danmark kan i det foreliggende kun have én opgave – at fastholde, at indbyggerne i de lande, som fortidens Danmark udbyttede (kongeriget havde sine ostindiske kolonier, blandt dem Trankebar, Nicobarerne og Serampore), har samme ret som danskerne til at bestemme over deres liv, herunder hvor de vil bo og arbejde.
Omkring 250.000 danskere bor fast i udlandet. Jeg indgår siden 1980 i denne diaspora og kan kun sige, at den har givet mig et i alle henseender uventet rigt liv. På det seneste bor jeg i en østrigsk provinsby, hvor mine nærmeste naboer – udover østrigerne – er ukrainere, iranere, rumænere, tyskere, syrere, palæstinensere og albanere. Sådan er det 21. århundredes brogede verden, hvori indgår indiske og filippinske sygeplejersker og sosu’er.
Vi udveksler hjertekirurger, atomfysikere, fodboldspillere og finanseksperter på tværs af alle grænser og alle kontinenter. De udgør en globaliseret overklasse, hvis færden de færreste kritiserer. Så hvorfor kritisere en mindst lige så nyttig social underklasses ønske om at komme ud? Hånden på hjertet: Vil de utvivlsomt nyttige danskere, som agiterer mod indiske eller filippinske sundhedsarbejderes nærvær i Danmark, frabede sig et attraktivt, højt gageret job i udlandet, om et sådant skulle blive dem tilbudt? Lad os få et svar.
Indtil videre giver jeg ikke en brik for den moral, som høres i debatten.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.