Det er en hån mod ofrene fra terrorangrebet den 7. oktober at navngive "Palæstinas Plads" på Nørrebro

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Venstrefløjen i Københavns Borgerrepræsentation arbejder på at navngive en plads på Nørrebro ”Palæstinas Plads”.

Planen var ellers udskudt i respekt for ofrene for Hamas’ terrorangreb den 7. oktober, men her kort før etårsdagen for angrebet ønsker man så alligevel at stemme beslutningen igennem, og det er meget svært at tolke som andet end en klar udenrigspolitisk tilkendegivelse til fordel for den ene part i den fortsat igangværende konflikt i Gaza.

Konflikten er så levende som nogensinde og er kun blevet mere kompliceret og mere konfliktfyldt i det forgangne år.

Det fremstår derfor som en hån mod ofrene for terrorangrebet at opkalde en plads efter Palæstina, og det virker ligeledes som en hån mod de danske jøder, der siden angrebet den 7. oktober sidste år har levet i en tilstand af stigende utryghed og trusler, og som fortjener det danske samfunds støtte og opbakning i en konflikt, hvor de danske jøder i stigende grad er blevet tillagt en kollektiv medskyld for Israels politik.

Situationen er så højspændt og følsom, at en handling som den påtænkte navngivning umuligt kan være andet end en udenrigspolitisk tilkendegivelse, og dermed er vi inde i et felt, som kommunerne skal holde sig væk fra.

Det er staten, der fører den danske udenrigspolitik, og derfor har Ankestyrelsen, som fører tilsyn med, om kommunerne overholder den såkaldte kommunalfuldmagt, det vil sige arbejder inden for de opgavemæssige grænser, som de skal, fundet anledning til at præcisere, at kommuner ikke må fremkomme med udenrigspolitiske tilkendegivelser.

Den konkrete anledning har bl.a. været sager i flere kommuner, hvor venstrefløjen har forsøgt at få kommunalbestyrelsen til at udtale sig ensidigt til fordel for palæstinenserne i Gaza.

Der kan være undtagelser, også i forhold til mere symbolske tilkendegivelser (som den omtalte navngivning af ”Palæstinas Plads” må siges at være), men det forudsætter efter Ankestyrelsens vurdering, at der foreligger en klar opfordring fra regeringen med bred opbakning fra Folketinget – som tilfældet bl.a. har været med flagning med det ukrainske flag.

Det er på ingen måde sagen her, hvor Danmark jo bl.a. eksplicit har afvist at anerkende Palæstina i modsætning til flere andre europæiske lande.

Som et kuriosum kan det i denne forbindelse nævnes, at Enhedslisten i København i 2022 selv afviste at opkalde en plads efter den iranske kvinde Jina Mahsa Amini med begrundelsen: »Vi har i kommunen ikke hjemmel til at ændre navn på en vej eller plads på baggrund af udenrigspolitiske argumenter.«

Det har de vist glemt i mellemtiden, eller også er deres principper bøjelige, når det er deres nære palæstinensiske allierede, der er tale om.

Under alle omstændigheder er det noget af et morads, den københavnske venstrefløj her har bevæget sig ud i, og man må håbe, at mere tænksomme kræfter i Borgerrepræsentationen forfølger sagen til ende, herunder påklager en beslutning om navngivning til de relevante statslige myndigheder.