De kastede sensationelt med granater, men så udgav Diez en bog

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Hvis ikke indledningen til bogen er: ”Jeg havde en Barm i Afrika …”, så bliver jeg slemt skuffet.« Skrev en kommentator på X ved synet af forsiden af Katherine Diez’ allerede herostratisk berømte bog, som jeg da virkelig må se at få fat i, for der står vist en masse snask om Adam Price, som jeg kender lidt fra gamle dage, hvad der kun gør det ekstra pirrende. Barmen ikke at forglemme.

Det var ikke mig, der fandt på det med barmen i Afrika, jeg skal skynde mig at sige det, inden jeg får en plagiatsag på halsen. Det var Kirsten Birgit, som er en fiktiv person, en parodi på en selvbevidst stjernejournalist, fremragende spillet af Frederik Cilius, og figurens fulde navn er Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, opkaldt efter Steffen Kretz’ nu afdøde mor, som boede i Hørsholm, og Steffen Kretz synes angiveligt ikke, det var morsomt.

Men det var det.

Hvem er han? Steffen Kretz er en mand i fjernsynet, men han findes i virkeligheden, det ved jeg, jeg har engang set ham på en café, hvor han drak en virkelig kop kaffe.

Bogens titel er ”I egen barm”, og allerede her er fundamentet til en forfalskning. Forfatterinden beskriver sig selv som barmfager, men sandheden er jo, at hun ikke har følt sig barmfager nok, hvorfor hun investerede i en monstrøs forstørrelse af benævnte barm.

Hun er ikke den første. »Selv fru Edith Rode, hun blir’ varm – og Agnes Henningsen går ud og køber barm,« sang Marguerite Viby i ”Og så alle narrestregerne”, men også narrestregerne har fået en ekstra dimension i 2024. Når mændene misser bag lorgnetterne mod den massive dekolletage på bogens forside, irettesættes de af fjerdebølgefeminister, for de skal fokusere på øjnene, de kloge øjne, for Katherine Diez er nemlig også meget klog. »Det er min egen skyld, at jeg har forbrudt mig mod mit talent, som ved Gud ikke mangler,« sagde Diez til Organet for den højeste oplysning, som brugte en del spalteplads på hende, så måske man der ser en klogskab i hendes øjne, skønt en vis beregnende snedighed synes at være et bedre ord for hendes talent.

Indtil hun forregnede sig.

Katherine Diez ville springe badutspring i spændingsfeltet mellem bimbo og Baudelaire og irettesætter det mandlige blik på barmen: Se mig i øjnene. Men sandheden var, at der heller ikke dér var så meget at se, og trods den tilsyneladende selvbevidsthed rakte den netop ikke til at skrive selv, når der nu er skrevet så meget godt i forvejen.

Katherine Diez synes ikke at være i nærheden af en erkendelse. I P1’s ”Genstart” fik hun med babystemme placeret sig selv om et offer faret vild i en verden af skønne sætninger, så her er der brug for en voksen stemme, ikke mindst i denne weekend: Virkeligheden findes. Det må vi knibe os selv i armen og fastholde. Den findes både på caféer og i tunneler i Gaza, hvor israelske gidsler nu har befundet sig et år. Havde De glemt det? Forståeligt nok, i tidens opmærksomhedsøkonomi er det svært at få ørenlyd, hvis man sidder mange meter under jorden.

I gaderne gjalder råbene om, at jøderne skal smides i havet. Det lyder taktfast, og der er politisk opbakning. Jødiske symboler forsvinder fra det offentlige rum, der er brandattentater mod jøders lejligheder, i København døbes nu Palæstinas Plads, og De Radikale kalder det »god timing«.

Gidslerne er glemt. Deres liv må være et ubeskriveligt helvede, et sandt helvede, ikke et simulacrum. De holdes som gidsler af Hamas, hvis ledere står på FN’s lønningsliste, og det skulle man jo tro var løgn, men det er det ikke. Gidslerne er glemt af verden, næsten da, for verden er ikke for fastholdere.

Der kastes med håndgranater i København. Tæt ved jødernes ambassade, alarmklokkerne ringer.

Det er svenskerne, der har gjort det, må vi forstå, men heller ikke svenskere er, hvad de har været. En svensker er ikke en svensker, men et samlebegreb af eufemismer, fortielser og forfalskninger. De aktuelle svenskere har, mener man, tråde til Iran, hvor bandechefen, en svensker kaldet ”Den kurdiske ræv”, menes at nyde beskyttelse. Teorien er, at iranerne har bestilt granaterne og bedt deres kurdiske ven om at ordne det praktiske via sine forbindelser i Sverige. Det er den tak, man får for at indrette sin lovgivning efter mullahernes instrukser. Vi kender ikke motivet, men jøderne er naturligvis bange, bange for det højst virkelige jødehad. Det er angstens kno, der banker på ruden.

»En terrorhændelse mod en jødisk kvinde er en skærpelse. Man går ikke kun efter jødiske institutioner, men til private og finder en jøde, som man kan chikanere. Jeg er ikke i tvivl om, at der er sket en radikalisering af det islamistiske miljø i Danmark,« sagde Det Jødiske Samfunds formand, Henri Goldstein, til Jyllands-Posten. Sandt nok, men hvad der er radikalt og sensationelt i dag, er hverdag i morgen, og så kommer der en bog af Katherine Diez med bryster på forsiden.

Sådan er det jo. Man vænner sig til det.

Alt er iscenesættelse. Konkluderer Diez i sin bog. Det er en sand sætning i den forstand, at det helt åbenlyst er det, hun tror, det mantra, hun lever efter. Så hun er bachelor i litteratur, for hun havde jo fundet en vejleder.

Alt er iscenesættelse, ja, man kunne fristes til at tro det, når man færdes i medievirkeligheden snarere end på den jyske alhede. Alt er løgn over løgn, men det passer ikke. Virkeligheden findes. Den danske virkelighed anno 2024 er den, at jødisk liv er så godt som umuligt her. Det er status. Carolineskolen må holde lukket af skræk, de jødiske børn må blive hjemme for deres egen sikkerheds skyld, 90’er-ironi dur ikke som bombeskjold.

Angsten er virkelig, den er konkret, nej, ikke alt er iscenesættelse.